Knudsen: Hvad var planen, Gudmundur?

Anders Eggert var en af de rutinerede og bærende kræfter på holdet, der ikke blev anvendt i den hæsblæsende slutning af kampen mod Spanien. Foto: Lars Poulsen

Ekstra Bladets VM-kommentator, Michael V. Knudsen, havde svært ved at se logikken i visse af landstrænerens dispositioner

Nervepirrende, topspændende og vildt underholdende – bare med den forkerte vinder.

Når vi har talt om at vinde VM-guld og i stedet ryger ud i kvartfinalen, så tænker spillerne kun på en ting –lad os komme hjem i en vis fart. Derfor er det en meget speciel opgave at spille placeringskampe –men heldigvis er der en OL-kval-plads at spille om.

Og jeg er sikker på, at vi vinder kampen. Af den enkle årsag, at det danske hold er klart bedre.

Nu tilbage til  det, alle håndboldfans vil tale om meget længe: kæmpeskuffelsen mod spanierne i det nervepirrende drama.

Når kampen var så uhyggeligt tæt, og Danmark lige så godt kunne have vundet, er det naturligt at fundere over, om nogle ting kunne være gjort anderledes.

Da det for alvor spidsede til, slog spørgsmålet mig: Hvem skal afgøre kampen i dansk favør? Hvad er planen? Er det kun Mikkel, som kan score mål for os?

Ja-ja, det er nemt at være bagklog. Alligevel havde jeg svært ved at se det logiske i flere dispositioner.

Når det i en ekstremt presset situation handler om at finde bare et enkelt mål, er vi nede i de små detaljer, hvor spillernes indbyrdes kendskab og dermed sammenspillet virkelig tæller.

Derfor oplever man meget ofte, at det er folkene fra trænerens foretrukne startopstilling, der er inde til sidst.

Sådan var det  ikke helt i onsdags. Selv om Eggert havde leveret en godkendt første halvleg, blev der satset på Casper U. Mortensen. Også i den hæsblæsende finish.

Det undrede mig. Ligesom det var tilfældet på stregen, hvor Gudmundur har spillet med tre forskellige på skift i kampene frem til kvartfinalen.

Mikkel holdt os inde i kampen, og Mensah var igen fremragende. Men lidt mærkeligt, at Mensah, som egentlig startede som reserve, pludselig skal ind og styre angrebet...

På dagen  manglede der profiler i den danske angrebsfase.

Det kneb iøjnefaldende i højresiden. Mads Christiansen har haft et overordentligt stort VM – men netop i kvartfinalen savnede jeg et alternativ. Her blev det måske dyrt, at Kasper Søndergaard aldrig er blevet spillet ind i turneringen.

Det samme kan siges om andre, og det får mig også til at tænke på, hvorfor Bo Spellerberg skulle med til Qatar.

Bo er en rigtigt dygtig spiller og har en enorm rutine og erfaring, men er blevet meget begrænset anvendt.

Hvis han ikke skal bruges mod Spanien, når spillet halter, så kunne man i min verden lige så godt have satset på en jokertype som Michael Damgaard, som har vist gode individuelle kvaliteter.

Den officielle  målsætning var minimum en plads i semifinalen. Det blev ikke nået –men jeg vil ikke kalde det en fiasko at tabe til så stærkt et hold som det spanske.

Selv om det handlede om de bittesmå marginaler i den bitre stund, er min generelle vurdering, at Danmark til og med kvartfinalen ikke nåede at ramme det absolutte topniveau.

Det kan godt ske, vi som danske fans, tilskuere og tv-seere er skuffede – men jeg kan garantere, at nederlaget rammer spillerne allerhårdest!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere