Liget der får os til at forstå

Billederne af Aylan Kurdi er nu selve symbolet på flygtningetragedien. Foto: NILUFER DEMIR/AFP/SCANPIX

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediedebatten efter i sømmene

'Wow. Druknede børn i mit feed. Bliver I så ved med at poste alverdens uretfærdigheder i en lind strøm fremadrettet, eller er det bare lige det, I peaker med i dag. Fuck nu af.'

Sådan skrev én af mine Facebook-venner i sidste uge, hvor trenden med at dele billeder af druknede flygtningebørn på de sociale medier allerede var mærkbar.

Budskabernes brutale form faldt min Facebook-ven og andre for brystet.

I denne uge skar nødhjælpschef og krisekoordinator Peter Bouckaert fra organisationen Human Rights Watch igennem og sagde:

'Sagen er, at et barn er dødt, og ikke, at jeg har tweetet et billede.'

Han offentliggjorde onsdag morgen billederne af den druknede dreng Aylan Kurdi, som nu er blevet selve symbolet på flygtningetragedien. Han var ikke i tvivl: De her billeder SKAL Europa se for at forstå, hvad der foregår.

I den etablerede del af mediebranchen herskede tvivlen til gengæld.

På både Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske har redaktørerne skrevet udførlige kommentarer om, hvorfor de efter svære overvejelser valgte at bringe billeder af et barnelig. 

Jeg så selv billederne første gang i det lille format på iPhonen midt i menneskemylderet på en solbeskinnet Vesterbrogade. Selv i den situation fornægtede billedernes ikoniske kraft sig ikke. Så da vi havde sikret os validiteten af billederne og interviewet nødhjælpschefen om, hvorfor han havde valgt at sende et dødt barn i cirkulation på nettet, var vi klar til at køre historien.

Men vi havde da også overvejelser om, hvilke af billederne vi skulle bringe, og om det var for stærk kost.

Vi valgte i første omgang at bringe både det lidt blidere billede, hvor den tyrkiske politimand bærer drengen på stranden, men også det meget barske billede, hvor det lille drengelig ligger med front mod os. Vi maskede hans ansigt af hensyn til hans værdighed og til de pårørende. Siden har vi bragt et andet billede af liget, hvor ansigtet er bortvendt.

Her står vi mediefolk så med al vores tvivl, mens vi vender og drejer en virkelighed, som, uanset hvordan vi vælger at præsentere den, ER der. 

Det kan synes fuldstændigt absurd.

Ikke mindst fordi det også er en del af virkeligheden, at alle de barske billeder, vi måtte vælge fra, ligger i hobetal et klik væk på Twitter, Facebook og andre sociale medier.

Jeg siger ikke, vi skal holde op med at tænke os om i medierne. Aldrig. Men vi kommer med garanti alle sammen til at flytte os, næste gang vi står med et billede som det af Aylan Kurdi.

Og det skal vi, for ellers ender vi med at være verdensfjerne, og så svigter vi for alvor.

Som redaktøren af Los Angeles Times udtrykte det:

'Billedet er ikke krænkende, det er ikke bloddryppende eller smagløst – det er bare hjerteskærende. Og det er et stærkt vidnesbyrd om den menneskelige tragedie, der udfolder sig i Syrien, Tyrkiet og Europa, ofte uden vidner. (...) Det krævede [et billede af] en lillebitte dreng på en strand for virkelig at trænge ind hos dem, der måske endnu ikke har forstået omfanget af krisen.'

343 kommentarer
Vis kommentarer