Lund Madsen: Truslen fra dybet

Har De nogensinde prøvet at ligge på en duftende badebro og stirre ned i vandet, mens solen bed i Deres ryg, og angsten for hvilke bæster, der mon lurede dernede i mørket, stille listede ind mellem sommertankerne? Hvis De har, så er den gode nyhed, at der bliver mindre og mindre at være bange for. Den dårlige nyhed er så, at Deres liv desværre afhænger af netop disse bæster. Lundmadsen Problemet er selvsagt os. Mennesket. Svært at elske, endnu sværere at hade, og fuldstændig umulig at kontrollere. Da jeg var dreng, havde vi noget, der hed befolkningseksplosionen. Det var ganske vist ikke sket endnu, for der var kun tre milliarder mennesker på Jorden dengang, og vi kendte stort set hinanden alle sammen, men alle talte om den, og når det skete, ville alting være fortabt. Jeg var kolossalt bange for befolkningseksplosionen. Jeg forestillede mig, at pludselig en dag, når jeg skulle i skole, så var verden fyldt op med mennesker, oppe i træerne og ude i åerne og nede i kældrene, fordi nu var befolkningen eksploderet. Og alting var fortabt. I første klasse havde vi emneuge om forurening Og fru Christoffersen truede os intensivt med befolkningseksplosionen, fordi alle disse nye mennesker ville forurene enormt meget, og så var det slut med odderen og hornuglen, og jeg ved ikke hvad. Bare se, hvordan det gik med dronten. Og jeg husker tydeligt den dag i 1971, hvor min bror og jeg var på Zoologisk Museum og se udstillingen om verdens farligste dyr, som endte med et kæmpestort spejl. Over spejlet stod: ’Verdens Farligste Dyr’. Og så stod vi der, min bror og jeg, og så på os selv. Og skammede os. Og håbede, at vore liv snart var ovre, så vi ikke længere kunne ødelægge det hele for alle andre. Senere i gymnasiet lærte jeg at skrive danske stile med titler som ’Hvis mennesket ikke var her’ og ’Vi har ødelagt så meget’, og jo mere jammerlig, jeg blev, jo mere begejstret blev min dansklærer, og til sidst var jeg færdiguddannet sortseer med de fineste karakterer i selvhad og almen civilisationsdystopi. Og imens eksploderede befolkningen, uden at nogen egentlig bemærkede det. I dag er vi syv milliarder mennesker på Jorden. Næh, hov. Nu er vi 7,3 milliarder, og vi vokser med Odense og Svendborg og Glamsbjerg hver eneste dag. Det er mere end 200.000 ekstra nye mennesker oven i hatten i løbet af denne sagesløse junisøndag, og de skal alle sammen have et navn og noget opmærksomhed og helst en karriere indenfor IT. Og mad. Mennesker spiser mad, og det ville ikke være noget problem, hvis menuen var grus eller gamle plastikposer, men vi vil have kød, og her kommer fiskene ind i billedet. Vi elsker nemlig fisk. Men ikke alle fisk! Kun de rigtige fisk! Vi elsker fiskefingre og hvidt kød uden smag og ben, og derfor fisker fiskerne efter disse fisk – og dét er de gode til! – men fiskene er til gengæld elendige til at stå i pæne grupper nede ved bunden, indtil nettet kommer forbi, og derfor er det ofte en blandet landhandel, der bliver hevet op fra dybet. 40% af al fiskefangst i verden bliver, ifølge Verdensnaturfonden, hældt døde ud over rælingen igen, fordi de ikke er rigtige nok. Og over en tredjedel af alle de fisk, der rent faktisk når havnene, spiser vi heller ikke, for de er ikke rigtige. De ender i stedet i maven på svin, fjerkræ og andre dyr – som vi så æder bagefter. Det er et imponerende spild af fisk, der allerede nu har bragt adskillige arter på randen af kollaps, og hver dag fødes der 200.000 ekstra mennesker, og i 2050 er vi ni milliarder fiskefinger-entusiaster på Jorden, og så mange fingre har de fisk slet ikke, så vi er nødt til at gøre noget. Og den har vi hørt før. Vimågørenoget-sangen. Og hver eneste gang betyder det ballade og kræver arbejde og afsavn. Men her er det ikke så indviklet. For hele problemet er den ikke-rigtige fisk. Den forkerte fisk. Ufisken, om man vil. Så lad os da se på bæstet. Hvem er dette undersøiske monster, som er så fæl, at ingen mand kan betragte den uden en afsky så stor, at den ryger i havet igen? Det skal jeg sige Dem: Ansjosen. Tobisen. Sperlingen. Hvillingen. Hestemakrellen. Og selvfølgelig bæstet over dem alle: Sardinen! Denne udspekulerede satan er sandsynligvis verdens mest perfekte måltid, fordi man spiser den hel med hoved og indvolde og skelet. Den smager endda himmelsk efter blot to minutter på panden. Men den har en lillebitte ulempe, som er ved at ødelægge planetens fremtid og menneskehedens chancer for overlevelse: Dens kød er ikke hvidt. Og jeg har stået og gloet på den i disken inde i Torvehallerne på Israels Plads i en time i tirsdags, mens folk vandrede forbi. Og jeg har hvisket til den og skældt den ud, men det nytter ikke. For den kan ikke blive hvid nok og benfri nok og smagløs nok til, at menneskene holder op med at frygte den. Så derfor går Jorden under. Æv. Vi var ellers så tæt på at lykkes med kolonisation af rummet og kuren mod kræft og opfindelsen af det elektroniske hundehalsbånd. Skam dig, din fordømte sardin.

Lund Madsen: Truslen fra dybet

Der er masser af skrækuhyrer i havet, men det allerfarligste er en lille fedtet fisk med store blanke øjne

Læs videre med Ekstra Bladet+

For kun 79 kr./md.

Anders Lund Madsen: Jeg har spildt så meget tid på at være bange

Seneste historier

Seks tricks: Sådan gør du din computer hurtigere

Kærlighedseksperten guider: Sådan dater du nu

Frygt for demens: Professorens bedste tips