I WEEKENDEN skulle jeg fra København til Odense for at fejre en god vens 50-års fødselsdag. Som et almindelig oplyst menneske kunne jeg se, at det blæste voldsomt, og som et almindelig oplyst menneske fulgte jeg nyhedsstrømmen og fandt ud af, at der var en risiko for, at Storebæltsbroen ville lukke. Min mand og jeg fik lynpakket og ringet til barnepigen, som kom i ekspresfart, så vi kunne komme af sted og over broen, inden al trafik lukkede. I GÅR KUNNE jeg læse, at kronprinsen også skulle til fest. Ganske vist i Herning. Men i stedet for at bekymre sig om ret meget andet end sig selv, tog han hjemmefra præcis, da det passede ham, udnyttede sin særstatus, sked højt og flot på alle regler og susede direkte over den lukkede bro. Da han nåede frem til DR’s sportsshow, spurgte journalisterne forundret, hvordan i alverden han havde nået over, og i stedet for at forbigå et svar med tavshed, valgte manden gudhjælpemig at lyve ... at han liiige præcis var nået over broen, inden den lukkede. JEG ER HELT ærlig målløs. Det eneste formildende er, at når folk lyver, så er det som regel, fordi de godt ved, de har lavet noget lort. Men kronprinsen syntes alligevel ikke, at det var værre, end at han da lige kunne gøre det en gang til på vejen hjem til København, hvor han med sjælden arrogance fik mast sig forbi i omegnen af 300 køretøjer, der holdt i kø midt på natten og ventede på at komme hjem. Maste forbi folk, der i timevis sad i mørket, i kulden og ventede med sovende børn på bagsædet. Med grædende børn. Med sultne børn. JEG VED IKKE, om kronprinsen har nogen som helst ide om, hvordan det må være. For de selv samme mennesker i disse biler sørger jo faktisk hvert år for, at han har tjenestefolk til at tage sig af banaliteter som børnepasning. Det er de samme undersåtter, der betaler for ham og hans mange biler og latterlige chauffør. Og samme undersåtter i en passende beredskabsstyrelse, der skulle sætte eget liv på spil, hvis kronprinsens dødskørsel var gået galt. KRONPRINSENS OPFØRSEL er et klasseeksempel på foragt for sine medmennesker. Den sidste spytklat, der blev sendt lige i fjæset på borgerne, var, da kronprinsens notorisk uduelige pressemedarbejder sendte en meddelelse ud om, at Frederik ’beklagede’, og at ’det var en forkert beslutning at tage imod muligheden for, at bilen kunne fortsætte’. Sagen er bare, at det ser ud til, at ingen som helst har tilbudt kronprinsen ’muligheden’ for at fortsætte – for hverken politiet og Sund og Bælt har ’tilbudt’ noget som helst! Det bedste ved denne her episode er, at vi ser kronprinsens sande side. Det værste er, at vi selv er ude om det, så længe vi finansierer den slags tosserier.