Skampletten er tørret ind

Foto: Stine Heilmann

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediedebatten efter i sømmene

Det er så let at stå at galpe uden for magtens hus, men når først døren står på klem, så er man klar til at fare ind, smække låsen på og rulle mørklægningsgardinerne ned.

Er det bare sådan, det er?

Jeg spørger, fordi jeg læste en nedslående artikel i Berlingske forleden.

Det handlede om offentlighedsloven, som blev vedtaget i Folketinget i 2013 under massiv protest, ikke alene fra os i pressen, men også fra befolkningen i øvrigt og de politiske partier Enhedslisten, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti (DF).

Samme dag som loven blev vedtaget, gik DF’s retsordfører og gruppeformand, Peter Skaarup, til stålet i et debat-indlæg i Politiken, hvor han bl.a. skrev:

’Jeg finder det dybt pinligt, at regeringen vil ødelægge journalisters og borgeres mulighed for at se magthaverne efter i kortene, og jeg finder det dybt skadeligt for den demokratiske debat, men også for tilliden mellem borgere og politikere, at de traditionelle regeringspartier, inklusive SF, som er blevet søbet ind i magtens brynde, at man nu mørklægger adgangen til beslutningsgrundlaget i statsadministrationen. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde på at få annulleret denne skamplet på det danske demokrati hurtigst muligt’.’

I starten af den forløbne uge, hvor DF større end nogen sinde stadig forhandlede med Lars Løkke om at gå med i en regering, stillede Berlingskes journalister Peter Skaarup et relevant spørgsmål:

Hvis nu DF kom i regering, ville Skaarup og co. så benytte sig af, at man som minister ikke er forpligtet til at hemmeligholde dokumenter – det såkaldte ’meroffentlighedsprincip’.

Skaarup  svarede:

- Det er meget uafklaret, hvad der kommer til at ske, og hvilken regering Lars Løkke Rasmussen kan danne. Så det er meget hypotetisk, synes jeg. Og der er jo også efter valget et flertal for at bevare den nye lov.

Et opfølgende spørgsmål fra Berlingske lød:

Burde du ikke klart kunne sige, at Dansk Folkepartis ministre, hvis I går i regering, vil vaske det, I har kaldt en skamplet på demokratiet, af igen?

Skaarup svarede:

- Man er nødt til at se på, hvad det, man principielt gerne vil, indebærer i praksis. Man kan ikke komme med klare meldinger om noget, der vil angå alle ministre. Det skal ikke tolkes som et nej, men det er for tidligt at sige.

Hvis jeg skulle være flink, ville jeg sige, at Peter Skaarup pludselig er blevet noget mere blød i retorikken, end han var, da han vredt skrev op imod offentlighedsloven i Politiken.

Men jeg er ikke flink, så se her, hvad han også skrev:

’Jeg frygter oprigtigt talt, at borgerne udvikler stadig mere politikerlede, når førende politikere lyver sig til magten og så oven i købet har den ekstreme frækhed at forsøge at vedtage en lov, der gør det nærmest umuligt at se dem efter i kortene, når de så har fået løjet sig til magten.

Jeg vil godt understrege, at justitsminister Morten Bødskov (S), som står på mål for den ny offentlighedslov, tidligere var en arg modstander af selvsamme forslag. Se selv her: http://journalisten.dk/driller-boedskov-med-video-om-offentlighedsloven.

Yep, Bødskov havde et standpunkt, til han tog et nyt, og så er vi tilbage ved indledningen på denne brok: Det er så let at stå at galpe ...

Folketingets Ombudsmand skal i 2017 evaluere offentlighedsloven.

Dansk Journalistforbund er i gang med indsamlingen af eksempler på sager, hvor medierne får afslag, som man ikke ville få under den gamle lov.

Det kan godt være, skampletten er tørret temmelig meget ind i Peter Skaarups bevidsthed. Men vi er andre, som er klar til at kradse med neglene, hvis det er påkrævet.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere