Yes! Det er ovre. 37 års fertilitet er slut. Æggebakken er tom, hønen i topform, og forude venter en masse ubeskyttet sex. 'Jeg har fantastiske elskere. Jeg skal bare vide, om vi skal bruge prævention', sagde jeg til min læge. (S)X-konernes klub På en måde var spørgsmålet ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Det ville have været korrekt, hvis jeg i stedet havde sagt: 'Jeg har fantastiske elskere. Jeg skal bare vide, om jeg fortsat skal købe en graviditetstest med jævne mellemrum'. Jeg har ikke brugt prævention i mange år. De sidste mange år, jeg var gift, var det ikke nødvendigt (gæt selv hvorfor), og da jeg endelig slap ud af ægteskabet, tænkte jeg, at det ville være overkill at få spiral eller p-piller i en alder af 50+. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad der ventede. Det ved jeg nu: Sex er kommet for at blive, og jeg er umættelig. Da hverken mine elskere eller jeg kan få os selv til at stå af i Roskilde eller på anden måde begrænse lokomotivets fart, så har jeg efterhånden mange gange snuppet en graviditetstest, når jeg stod ved kassen i supermarkedet. Negativ. Negativ. Negativ. Osv. Tak. Jeg har gennem årene oplevet, hvordan kvinder pludselig har kampsvedt under overgangsalderen. Havde de ikke haft så gode manerer, så havde de smidt alt tøjet. I stedet har de smidt de øverste lag klude og viftet med dem foran ansigtet. Nogle har oplevet helt ukontrollable vægtstigninger. Eller humørsvingninger. Min farmor skulle efter sigende have været i overgangsalderen i hele ti år med voldsomme symptomer - det må have været ulideligt for hende, men hun lod sig aldrig mærke med det: Over for os børnebørn var hun engleblid. Min egen overgangsalder er buldret nænsomt hen over hovedet på mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst menstruerede, og jeg har vist aldrig haft hedeture. Eller… var der måske én gang, hvor jeg pludselig fik det varmt? Implosionen af mine kvindelige kønshormoner har jeg heller ikke mærket til. Og mine vredesudbrud har altid været fuldt berettigede. 'Det er, fordi du har haft så meget at bekymre dig om, at du ikke har kunnet mærke din krop', sagde en kærlig veninde til mig. Jeg aner ikke, om det er muligt, men i givet fald vil jeg hermed gerne takke Vorherre for at være god og retfærdig. Det ville dog have været rettidig omhu, hvis Vorherre havde lagt min eksmand i verbale lænker eller på anden måde have begrænset hans forsøg på at være morsom på andres bekostning. Jeg husker, hvordan han - altså min eksmand, ikke Vorherre - blandt venner og hen over rødvinen ofte sagde: 'Mine børn er i teenagealderen, og min kone i overgangsalderen'. Klynke klynke. Ikke at han anede noget om min overgangsalder, han spurgte ikke, men det stod aldrig i vejen for, at han sagde den slags. Heldigvis behøver jeg ikke høre på ham mere. Nu lytter jeg i stedet til min læge: Det er slut. Jeg kan ikke blive gravid. Forude venter resten af mit liv med mange forskellige elskere og den ene hede tur efter den anden. Frem med glidecremen - jeg har aldrig følt mig så smuk og sensuel som nu. (S)X-konernes klub, derfor anonyme