Okman undrer sig over tv-underholdning: Fede og fattige

Jessica og mor Jette – skabte et ægte ’tv-moment’. De fede er sjove. foto: sbs

Hvorfor ser vi aldrig en anorektisk pige i sådan et light-underholdningsprogram, spørger Ditte Okman

DER ER MASSER af programmer om fede og om fattige. Som regel programmer, vi skal grine lidt ad – eller væmmes ved. I tirsdags sad jeg og så ’Luksusfælden’ på TV3 og undrede mig over, hvorfor en familie – hvoraf nul har job – død og pine skal have hele to motorcykler og en bil? Jo, men det var jo i tilfælde af, HVIS en af dem fandt et job, forklarede manden. Vel vidende at konen slet ikke søgte den slags. Hun følte sig ikke helt klar til at arbejde, lod hun seerne forstå. Det var ikke faldet de to voksne mennesker ind at anskaffe sig alle disse køretøjer, NÅR en af dem fik et job. Og det kunne vi i fællesskab ryste på hovedet ad.

LIGESOM VI kan ryste hjernen løs af ’Ekstremt Fed’, der sendes på samme kanal, og alle de andre utallige fedeprogrammer, hvor man nu er gået så langt at filme de tykke, mens de grovæder i smug. ’Ej, men for fanden, det fede svin! Kan hun virkelig ikke selv se, hvorfor hun er blevet så smælder-dellet, når hun smasker fucking roulade og kakao i sig?’, kan vi samlet råbe i kor.

HELT FANTASTISK VAR det, dengang Jette fra ’Mig og min mor’ på Kanal 4 gik direkte til bageren og købte en Othello-lagkage, hun blendede med kakaomælk, som hun med største tilfredshed hældte i sig lige efter en gastrisk bypass. Et rigtig ’tv-moment’, som man siger. Jo, de fede er fandeme sjove!

DE TYNDE ER det derimod synd for. Dem har vi ondt af, så når de skal portrætteres, er det med dødelig alvor. Man kan ikke rigtig forestille sig at grine ad en tynd, der ligger helt afpillet på badeværelsesgulvet efter at have brækket sig. På TLC har man fundet et youtube.com-fænomen, som man igen har kamufleret i sjov og spas. Hun er relativt køn, veltalende, kvik og tilsyneladende pisse-ligeglad med sine 172 kilo. I stedet har hun besluttet at omfavne dem ved at danse MTV-danse med sin homoseksuelle ven, som er lige så karikeret som den tykke, glade gris. Vi møder hendes familie, ser hende date og ikke mindst ser hende tronende stor og mægtig i en læsestol, mens hun fabulerer over sin fedme og sexliv.

DET VISER SIG nemlig, at der er et ret stort publikum til den slags store piger. Fortrinsvis er det dog mænd med et decideret ’feeder-gen’, der allerhelst vil ligge og vælte rundt i hendes bløde krop, mens de fodrer hende. Hendes dates erklærer gerne, at hun helst ikke må tabe sig. At hun i øvrigt risikerer sin førlighed – tidlig død, i yderste konsekvens – det synes ikke at optage dem så meget. Ganske trist, egentlig.

PROGRAMMET kan altså summeres op til at handle om en tyk ’fag hag’, hvis far synes, hun skal tabe sig, men som har besluttet at danse sig igennem sin fedme på ufrivillig underholdende vis, mens vi andre sidder og griner. Og hun måske græder. Det ved vi ikke. Der er jo selvfølgelig lykkelige tykke, og det påstår hun vist at være. Spørgsmålet er, hvorfor vi aldrig ser en anorektisk pige i sådan et light-underholdningsprogram? Hvorfor skal vi ikke se den lykkelige bulimiker? Der er sgu da nok at tage af fra nettet. Man kan finde hele netværk, der hjælper hinanden med at holde vægten under 45 kilo, nøjagtig lige som man har fora for fede og feeders. Alle påstår sig lige lykkelige.

JEG HAR SVÆRT ved at forstå, hvorfor det er okay at grine ad en teenager, der langsomt begår selvmord med kniv og gaffel, når vi ikke kan grine ad hende med fingeren i halsen eller hende, der løber 12 km efter at have indtaget en salat. Men sådan er det. Og jeg kigger med næsten hver uge – på de fattige og fede, der troligt stiller op til ugens udstilling.

35 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere