Engell: Tulle fedter for lærerne i solo-ridt

Kristian Thulesen Dahl scorer billige point på at stå sammen med lærerne, men det giver formentlig ikke flere vælgere, vurderer Hans Engell. Foto: Philip Davali

Ekstra Bladets politiske kommentator tager dig med ind bag facaden i det politiske spil om de nuværende forhandlinger om overenskomst for offentligt ansatte

FOR ET ÅR siden satte S-formand Mette Frederiksen og DF’s Kristian Thulesen Dahl sig tæt sammen i sofaen i Folketingets Samtaleværelse til et interview med Fagbladet.

Til hele det politiske Danmarks forundring deklarerede de den nye alliance mellem de to. – Vi tænker meget ens, sagde Mette, og Tulle mente smilende det samme. Siden har S og DF i betydeligt omfang kørt parløb.

Men i forgårs sluttede hvedebrødsdagene. Nok har Mette og Tulle på en del af strækningen fælles interesse over for Løkke og hans vaklende regering. Men så heller ikke mere. Forskellen mellem S og DF er trods alt til at tage og føle på.

MED THULESEN DAHLS opsigtsvækkende udtalelser om, at der skal ’gås bodsgang over for lærerne’, hans store forståelse for lærernes situation i overenskomstforhandlingerne og en ensidig opfordring til arbejdsgiver-siden om at bøje, brød DF’s formand på så afgørende vis med spillereglerne for politikere under et fagligt opgør, at Mette Frederiksen blev tvunget til at lægge kraftig afstand til ham.

Hun kan ikke score lette point på det faglige opgør, men er nødt til at optræde som en ansvarlig, muligvis kommende statsminister, og hendes vurdering af Thulesen Dahls udtalelser var hård. ’Utidig indblanding’ og ’useriøst’.

SJOVT NOK kommer Tulle til at underminere den danske model, som han ellers roser til skyerne i forhold til andre EU-landes tradition for politisk indblanden på arbejdsmarkedet.

Nu er det ikke nyt, at lærernes Bondo har en særlig stor plads i Tulles jerte. De to er ret tætte, tager på cykelture sammen, og Tulle mener, at lærerne blev tromlet med lockouten 2013, selv om han selv stemte for indgrebet. 

Men siden har DF’s formand stort set været fast deltager i folkeskolelærernes sorggruppe over de uhyrligheder, de blev udsat for med folkeskolereform og lockout.

Men derfra og så til at melde ud midt under en muligvis tilstundende storkonflikt er der ret langt.

Tidspunktet taget i betragtning og det forhold, at det denne gang ikke bare handler om folkeskolen, men hele den offentlige sektor, sætter alligevel Thulesen Dahls ensidige støtte til fagbevægelsen i relief.

TULLE sendte nemlig med sine kommentarer tre væsentlige signaler:

1 Han er ligeglad med, at DF dermed blander sig direkte i konflikten på den ene parts side i stedet for som både Mette Frederiksen og statsminister Lars Løkke at holde sig helt ude, så længe der forhandles. Hverken statens topforhandler, minister Sofie Løhde, eller KL’s Michael Ziegler kan betragte Tulles melding som andet end en kniv i ryggen.

2 Han fik samtidig sendt dén melding, at kommer det til konflikt og hurtigt politisk indgreb, skal Løkke ikke regne med, at DF uden videre vil hjælpe. Det vil Enhedslisten, SF, Alternativet og muligvis de radikale heller ikke. Dermed lader Tulle Mette Frederiksen tage alle kuglerne, hvis regeringen skal have flertal for et indgreb. Regeringen kan i en sag, der risikerer at sende hele samfundet ud i dyb krise, åbenbart ikke regne med sit parlamentariske grundlag. Men det kan Mette Frederiksen altså heller ikke.

3 Og endelig rejser det spørgsmålet: Er DF overhovedet klar til at påtage sig et regeringsansvar efter et kommende valg? En noget syrlig regerings-politiker, jeg talte med i går, sagde: ’DF er nok blevet stuerene, men regeringsduelige er de i hvert fald ikke’.

Det er hårdt sagt – nok også for hårdt – men Mette Frederiksens melding om, at hun finder DF’s holdning ’useriøs’, udtrykker en alvorlig kritik og tvivl over for DF. For hvor meget kan hun egentlig regne med partiet, og hvad får henholdsvis Tulle og Mette egentlig ud af deres alliance?

SELVFØLGELIG har samarbejdet mellem de to det sidste år presset Løkke maksimalt, f.eks. i forbindelse med decembers kaotiske forløb om finansloven.

S og DF har forhindret skattenedsættelser af betydning og er enige på en række mere eller mindre væsentlige områder, hvor regeringen står uden flertal. Det udstiller en svag Lars Løkke.

Men det gør hverken DF eller S meget stærkere. Flere stormløb er endt som rene maveplaskere, fordi DF alligevel ikke ville være med hele vejen, f.eks. i sagen om Løkke og hans kvotekonger. Her var det Løkke, der udstillede, hvor lidt S og DF kan sammen.

Thulesen Dahl har tilmed sagt, at han efter et kommende valg vil pege på en blå regering, og føjet til, at DF med nogenlunde uændret tilslutning er klar til at gå i regering med Venstre.

MED ANDRE ORD bliver det ikke med DF’s mandater, at Mette Frederiksen bliver statsminister, medmindre et rødt flertal gør det så svært for hende, at hun kan trække på DF.

Nu ender OK-forhandlingerne formentlig i et forlig, så der bliver ikke brug for politisk indgreb. 

Tilbage står, at Thulesen Dahl har hentet den lette gevinst ved at fedte for lærerne og de andre lønmodtager-organisationer, mens Mette Frederiksen får kritik for at holde sig neutral.

Om det giver brød i skabet til Dansk Folkeparti, er tvivlsomt. Mange DF-vælgere deler ikke Tulles vurdering af, partiet har mere indflydelse udenfor end som deltager i en regering. 

Gør vi DF’s resultatliste op siden 2015, er den ikke voldsomt imponerende. Faktisk mest ved det, man har forhindret, og ikke så meget det, man har fået igennem.

KONKLUSIONEN på denne uge er i hvert fald, at hverken Løkke eller Mette kan regne med Tulle. 

Han vil være sin egen og køre sit eget løb.

Om det er klogt, kan læses af meningsmålingerne de næste måneder. 

Jeg tror det ikke.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere