Engells Anker-anekdoter: Han kunne altid nå øljernet

I december 1982 skulle jeg som forsvarsminister til et møde i Oslo og mødte i flyet Anker Jørgensen og fru Ingrid, der skulle deltage i et partijubilæum i det norske Arbeiderpartiet. Vi fulgtes ad i SAS-flyveren, Anker Jørgensen og jeg havde et godt indbyrdes forhold og en god tone, selv om vi ikke tilhørte samme parti. Undervejs fortalte Anker om livet som oppositionspolitiker efter ti år som landets regeringschef. Det, der irriterede ham mest, var al den magt og indflydelse, der forsvandt sammen med regeringsmagten, og så var der en ting, der særlig gik ham på: ’Når jeg om aftenen tænder for TV-Avisen og ser Poul Schlüter på skærmen, så tænker jeg: Hvad fanden laver den mand på mit kontor?’ Ingrid Jørgensen havde nu helt andre problemer at slås med. ‘Det værste ved regeringsskiftet er, at nu har Anker efter mange år fået meget mere tid til rådighed. Og nu blander han sig i alt muligt derhjemme, som han ellers ikke har interesseret sig for i årevis.’ Ingrid og Anker – eller ’Ingse’, som han kaldte hende – var et sjældent kærligt og tæt ægtepar. De passede enormt godt til hinanden, supplerede hinanden, og der er ingen tvivl om – også ifølge de dagbøger Anker Jørgensen selv offentliggjorde – at hun var en kolossal støtte og sparringpartner for ham. Ikke som den store politicus, men med sunde, jordnære betragtninger og med en indre politisk kompasnål, som fungerede. Ingrid Jørgensen virkede på ingen måde trykket af at være gift med regeringschefen, slet ikke – hun kunne drille ham og gøre lidt grin med ham, på en kærlig og sjov måde, som Anker selv kunne more sig over. Ingrid Jørgensen fortalte i øvrigt på samme tur, at Anker nu ikke havde haft helt så let ved at lægge statsminister-manererne fra sig. Kort efter regeringsskiftet i 1982, hvor Anker kastede håndklædet i ringen og overlod regeringsmagten til Schlüters firkløverregering uden valg, havde Ingrid Jørgensen syntes, at hun og Anker trængte til noget ferie, så hun havde bestilt en chartertur til De kanariske Øer. Hjemkommet fra ferie satte de sig ud i taxaen til Borgbjergvej, og pludselig siger Ingrid Jørgensen til Anker: ’Hvor har du sat kufferterne?’ Kufferterne stod inde i ankomsthallen på båndet – for den tidligere statsminister havde ikke helt vænnet sig til, at der ikke var en ministersekretær ved hånden til at klare det grove. Ellers var Anker nu ret usleben. Da han sammen med Poul Schlüter og Jens Risgaard Knudsen i 1989 fejrede 25-års medlemsskab af Folketinget, fik de tre foræret et sæt sølvmanchetknapper med Folketingets logo indgraveret. Jørgensens takketale var ikke lige efter bogen: ’Tak for manchetknapperne, men hvad skal jeg med dem? Jeg har ikke i hele mit liv gået med manchetknapper og har sgu heller ikke tænkt det nu.’ Jeg kendte Anker både som politisk journalist og som politisk kollega. Set fra mediesiden var han svær at arbejde med. Flink, sympatisk, god til at formulere sig i overskrifter – og alligevel ikke. Han var enormt svær at interviewe, fordi han ofte var upræcis, meget polemisk og svær at få hold på. En genspejling af de kaotiske politiske forhold i 70’erne, hvor vi på bare ti år havde fem folketingsvalg. Christiansborg befandt sig konstant i valgkamp eller kriseforhandlinger, og midt i det hele stod Anker Jørgensen, der kæmpede for at hale nogle flertal hjem og på samme tid holde fagbevægelsen, sin egen meget oprørske og intrigerende folketingsgruppe plus helt umulige støttepartier på plads. Anker beholdt altid benene på jorden. Jeg kan ikke mindes ham ophidset, råbende eller overfusende. Han havde det godt på Borgbjergvej eller i det lille sommerhus i Hundested (‘huset er ikke større, end jeg kan nå øl-jernet, ligegyldigt hvor jeg sidder i huset’, som han sagde) elskede at læse om kunst og kultur – han var i alle henseender selfmade. Som politisk forhandler kunne Anker være en hård nyser. Her kom fagforeningsmanden op i ham. Han forhandlede finanslove og krisepakker på samme måde som besværlige overenskomster. Han var svær at flytte og kunne ofte blande æbler og pærer på en måde, der måske var enkel at forklare på tv, men politisk helt usammenhængende. I 1983 gik Anker som S-formand pludselig ind i forhandlingerne om en ny forsvarsaftale (jeg var selv forsvarsminister), hvilket på ingen måde gjorde det lettere, bl.a. fordi Anker havde forelsket sig i det ret populistiske synspunkt, at hvis regeringen stort set ville nulregulere folkepension og dagpenge, så skulle Forsvaret heller ikke have en krone. I sidste ende var det stærke kræfter som Knud Heinesen og Henning Rasmussen, der fik tingene bragt på plads, uden at partiformanden tabte ansigt. Sidste gang, jeg virkelig fik snakket med Anker Jørgensen, var for nogle år siden, da filmen ’Frida’ om kunstneren Frida Kahlo havde premiere. Min kone og jeg gik på ’Rio Bravo’ efter premieren og mødte Anker sammen med en nær veninde. Vi spiste en ordentlig wienerschnitzel og drak noget kold øl sammen. Det viste sig, at Anker og veninden var ungdomsvenner – Anker og Ingrid havde været nære venner med veninden og hendes nu afdøde mand. Men Ankler Jørgensen og hun havde opbygget en tradition, hvor de mødtes og tog rundt til steder, hvor de havde været som unge, og bagefter spiste de sammen. Da Jørgensen hørte om ’Frida’-filmen, tog det ellers fart. Anker holdt et længere foredrag om Kahlo og ikke mindst hendes mand, den excentriske kommunistiske maler Diego Rivera. Anker havde læst alt om de to kunstnere, og det var en enorm oplevelse at høre ham holde kunsthistorisk foredrag midt i wienerschnitzlen. Politik fyldte meget i hans liv. Men ikke det hele. * * * Uden sko hos Margrethe Dronning Margrethe har aldrig givet sine statsministre karakterer. Alligevel er der ingen tvivl om, at blandt de otte regeringschefer, der har siddet i hendes år som statsoverhoved, ligger Anker Jørgensen meget højt på listen. Han er i hver fald den eneste statsminister, som dronningen omtalte i stærkt positive vendinger, da hun i forbindelse med sit jubilæum i 2012 blev interviewet af Jens Andersen til bogen ’M – 40 år på tronen’: Dronningen sagde blandt andet:’Jens Otto Krag havde set mig som en fummelfingret teenager, det gjorde Anker Jørgensen ikke. Det følte jeg på en vis måde var ganske rart. Som tronfølger havde jeg i årevis været med, når statsministeren kom og talte med kongen ... Stakkels Anker Jørgensen havde aldrig været med til noget af det, og derfor skulle jeg nu sørge for, det ikke blev værre for ham end strengt nødvendigt’, siger dronningen, som trådte til 15. januar 1972, som Anker Jørgensen blev statsminister 5. oktober samme år. ’Mens Krag var ’politten’ så var Anker Jørgensen en mand af den gamle arbejderbevægelse. Sådan lige ud ad landevejen. Han blev meget begejstret for min mor, for hun hed Ingrid – ligesom Ankers kone – og det betød noget for ham. Min mor var fantastisk god med folk af hans karat. Og min far ville også have haft det glimrende med ham, ingen tvivl om den sag.’ Dronningen, der boede på tre-fire slotte, og Anker fra den almene i Sydhavnen, havde det godt med hinanden og kunne tilmed tage en fælles svingom ved de kongelige selskaber, selv om begge godt var klar over, det kunne kalde på smilene, når den garderhøje majestæt og den lille, runde Anker kørte rundt i en engelsk vals. Anker Jørgensen havde i øvrigt på plejehjemmet et fotografi stående, hvor han dansede med dronningen. Men selv ved hoffet lagde Anker ikke sine uvaner fra sig – bl.a. at smide skoene og sidde i strømpesokker. En af årets jokes på Christiansborg i 1981 var, da Anker ved nytårstaflet på Amalienborg skubbede skoene af under middagen for derefter at spise sig gennem de fine retter på strømpesokker, som ingen kunne se, fordi dugene går helt ned til gulvet. Men den daværende industriminister Erling Jensen var noget af en drillepind, og han ragede med egne ben Ankers sko til sig, uden nogen opdagede det. Stor blev panikken hos Anker Jørgensen, da dronningen en time senere signalerede, at nu var middagen slut. Men hvor var hans sko? Anker kiggede over bordet og mødte Erling Jensens store grin og udbrød så med høj røst: ’Kom så med dem, for helvede.’ * * * ’Welcome to the Peoples Ting’ ’Hvad siger du til det, Mitterand?’. Chokbølgerne bredte sig i møderummet ved det store EU-møde. Sådan havde ingen nogen sinde vovet at tale til Frankrigs enevældige præsident. Ingen var dus med republikkens præsident, François Mitterand. Knap nok hans kone. Kun Anker Jørgensen, der helt uden etikettehensyn ledede det store møde for de europæiske stats- og regeringschefer og nu ville vide, hvad hans socialdemokratiske partifælle fra Paris mente om en bestemt sag. Det formelle var i det hele taget ikke Ankers stiveste side. Slet ikke, når det skulle foregå på udenlandsk. Anker Jørgensen havde ikke fået en lang uddannelse foræret i vuggegave, men måtte selv læse sig til det hele i løbet af livet – inklusive engelsk. Det gik også nogenlunde, men indimellem sprang kæden af, eksempelvis da Anker skulle byde velkommen til en udenlandsk delegation på Christiansborg. ’Welcome to The Peoples Ting’, sagde Anker, og da latteren havde lagt sig føjede han til på dansk: ’Jeg ved godt, mit engelske ikke er særlig godt – men det er effektivt.’ Det var heller ikke alle store, internationale koryfæer, han var særlig begejstret for. Anker sagde engang fortroligt om sine møder med Storbritanniens Jernlady, Margaret Thatcher: ’At være sammen med hende er som at blive tvangsindlagt til at deltage i et endeløst, konservativt vælgerforeningsmøde, hvor der kun er en, der må sige noget.’

Engells Anker-anekdoter: Han kunne altid nå øljernet

Ekstra Bladets politiske kommentar kom tæt på den afdøde statsminister - både på Christiansborg og i sit arbejde som journalist

Læs videre med Ekstra Bladet+

For kun 79 kr./md.

Boogaloo Bois: - Vi er klar til at forsvare os selv

Engell: Gode chancer for nyt Løkke-parti

Engell: Ikke et ord om mink