Minister: Sundhedsområdet har brug for nationalt samarbejde

I Region Midtjylland og i Region Syddanmark har kvinder fået mangelfulde undersøgelser for brystkræft

Det er godt, at regionstoppen vil tage affære i sagerne om mangelfulde brystkræftundersøgelser, men der er behov for en stor ændring.

Det mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Der er behov for et stærkere nationalt samarbejde. Ikke først når fejlene sker, men i det hele taget, så vi sikrer patientrettighederne i hele Danmark, siger ministeren.

Jyllands-Posten har beskrevet, at op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark i årevis ikke har fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på.

Tidligere var sagen isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.

Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.

I starten af næste uge vil Danske Regioner mødes med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed og faglige grupper på brystkræftområdet for at sikre tydelige retningslinjer på området.

2 kommentarer
Vis kommentarer