Mød Patrick Nielsen på hjemmebane

Patrick Nielsen giver en rundtur i sin barndoms land. Foto: Lars Poulsen

Velkommen: Patrick Nielsen bokser i bogstaveligste forstand i sin egen baghave i aften -her fører han os med til barndommens Albertslund

– Der bliver en syg stemning. Mine fans er jo bindegale!

Patrick Nielsen smiler og fryder sig ved tanken om den stemning, der med noget nær statsgaranti bliver blæst op i Albertslunds Musikteatret, når han i aften tager imod mexicanske José Pinzón i en kamp om WBA’s og WBO’ interkontinentale VM-titler i mellemvægt.

Det er 22-årige Nielsens 21. kamp som professionel, men det er allerførste gang, at han som pengekæmper i bar overkrop træder op i sin hjemby på den københavnske vestegn.

Team Sauerland har lugtet atmosfærelunten, og den tyske promotorstald har derfor på forhånd varslet, at man satser benhårdt på at tage decibel-verdensrekorden for mest mulig larm til et indendørs sportsarrangement.

Patrick Nielsen sætter sig til rette i Musikteatrets røde biografstole. Lader sig bade i projektørlyset. Drømmer sig frem mod aftenens kamp. Og tænker tilbage på barndommens minder fra Albertslund og allernærmeste omegn.



Fodboldbanen

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

- Jeg tilbragte da nogen tid i min barndom hernede på Albertslunds fodboldbaner, men det var aldrig sådan, at fodbolden var noget, som jeg troede, jeg skulle leve af. Boksningen var nummer et, og når jeg spillede fodbold, var tacklingerne og skulderskubbene det bedste, så noget decideret boldtalent kunne man vist ikke kalde mig, selv om jeg den dag i dag ikke kan lade være med at lege lidt med en bold, hvis der for eksempel ligger en i mit træningscenter.

Skoletiden

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

- Jeg gik på Egelundskolen her i Albertslund. Eller ’gik’ er måske så meget sagt. Officielt var jeg indskrevet på skolen, men jeg var da helst fri for at bruge for megen tid herovre, og jeg havde så meget krudt i røven, at jeg enten mobbede de andre eller selv blev mobbet. Skole/hjem-samtalerne var de værste, for jeg kunne være sikker på at få verdens største skideballe hver eneste gang, mine forældre kom hjem fra de samtaler. En gang var det så slemt, at de ville sende mig på efterskole, men jeg kæmpede imod og fik heldigvis lov til at blive i Albertslund hos mine venner. Hold kæft, hvor var jeg bare kropumulig dengang, men jeg synes heldigvis, jeg har forbedret mig siden hen!

Centret

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

- Her hang vi ud efter skoletid og lavede ballade. Jeg kan huske, der lå et solcenter, men det var de nødt til at lukke, fordi folk sov i kabinerne, pissede i dem og i det hele taget bare hærgede. Pubben ligger stadig i centret, og her nåede jeg også at komme en hel del dengang, jeg endnu ikke var blevet professionel. Man kunne være sikker på to ting, når man tog på pubben sådan en fredag aften: Folk drak sig latterligt stive, og det endte altid i slagsmål! Jeg kom her rimeligt tit sammen med mine venner, og på den måde nåede jeg også at have sådan en almindelig teenage-tid, selv om jeg blev professionel allerede som 18-årig.

Bageren

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

- Jeg er en relativt høj bokser (183 cm, red.) og skal blot veje omkring 72 kilo, når jeg går i ringen, så alle de her søde sager kan jeg desværre ikke gå og hygge mig med i hverdagen, men da jeg gik i skole... er du tosset, mand! Typisk gik vi i samlet flok fra skolen og invaderede centerbageren. Så kunne man sagtens kværne et helt kanelbrød, en roulade eller en kæmpe jordbærtærte, hvis man havde lidt ekstra penge på lommen. Hold kæft, hvor vi åd, men har alle ikke haft det sådan, da de gik i skole? Det tror jeg.

0 kommentarer
Vis kommentarer