’Jeg mangler en stor sejr’

Jakob Fuglsang er i spil til sejren i Amstel Gold Race. (Foto: Mikkel Tariq Khan)

Jakob Fuglsang har den måske flotteste rekordliste af tidens danske prof-ryttere, men han savner den ene sejr, der kan bekræfte hans talent

TENERIFE (Ekstra Bladet): Ud over det lille kapel Ermita de Nuestra Señora de las Nieves og vejen, der fører videre op på den udslukte vulkan El Teide, har beboerne på Hotel Parador ingen udsigt til noget, civilisationen har skabt.

Så langt øjet rækker er der kun rødbrunt støv, skarpe klipper, spredt kratbevoksning og så selvfølgelig den mægtige vulkan at se. Vi er to kilometer over havets overflade. Sceneriet er overvældende smukt, men det er koldt og blæsende her i begyndelsen af april. Og dræbende kedeligt, når man skal bo der i ugevis ad gangen.

Alligevel er hotellet fyldt til sidste seng. Enkelte vandrere har været heldige at få en plads, men ellers er det professionelle cykelryttere, der holder til på Hotel Parador. Nogle af de bedste cykelryttere i verden har booket sig ind – og flere står på venteliste.

Gav skeptikere smæk
Astana har ni ryttere på hotellet. Jakob Fuglsang er en af dem. Som alle de andre er han ved at forberede sig på sommerens store etapeløb, men han har også blikket stift rettet mod Ardenner-klassikerne, som begynder med Amstel Gold Race søndag.

– Jeg har altid ment, at jeg kunne vinde de store cykelløb, og jeg har en stribe gode resultater, men jeg mangler lige den ene store sejr, der beviser, at jeg havde ret, siger Fuglsang, da han efter syv timers træning slår sig ned i hotellets pejsestue.

– Mange har tvivlet på mig, og de fik da et lille smæk, da jeg sidste år blev nummer syv i Tour de France, men jeg kører ikke for at bevise noget over for skeptikerne. Jeg kører snarere for at bevise noget over for dem, der altid har troet på mig.

Lige ved og næsten
– Jeg håber på podiet på søndag i Amstel Gold Race. Det bliver ikke nemt, men jeg tror, jeg kan noget, og jeg er overbevist om, at jeg kan køre med i finalen, siger Fuglsang.

Han blev nummer fire i løbet i 2011. En placering, han også har opnået i store løb som Schweiz Rundt, Critérium du Dauhpiné og Lombardiet Rundt. Han har også en samlet tredjeplads i Schweiz Rundt. Og en femteplads i Paris-Nice. Lige ved og næsten. Sejrene er faldet i løb af lidt mindre betydning. Østrig Rundt, Luxembourg Rundt, Danmark Rundt.

– En etapesejr i Tour de France eller en klassikersejr er nok, hvad jeg mangler for at leve op til mine egne forventninger, siger Fuglsang og afbryder interviewet for en stund for at spise aftensmad med sine holdkammerater.

Tæt på himlen
En strøm af store navne flyder ind i restauranten i ødemarken. Joaquim Rodriguez og Daniel Moreno fra Katusha-holdet er her. Ivan Basso fra Cannondale. Vincenzo Nibali fra Astana, Simon Clarke fra GreenEdge, Steven Kruijswijk fra Belkin. Blandt mange andre.

Længere nede ad bjerget bor Tour-vinder Chris Froome og løjtnanten Richie Porte med deres følge af Sky-hjælperyttere. De venter på, at det tynder ud i gæsterne på Parador, så de kan flytte højere op. Så langt op som muligt.

For det er det, det handler om for disse tynde mennesker. At bo og træne så højt mod himlen som muligt i så lang tid som muligt, så kroppen tvinges til at øge produktionen af røde blodlegemer. Det forøger deres iltoptagelse og dermed deres udholdenhed.

Håber på fri rolle
De spiser også en del, åbenbart. Halvanden time går der, før Fuglsang er tilbage. Han skal køre Amstel Gold Race med tre af dem, han lige har spist middag med: Nibali, Andriy Grivko og Alexei Lutsenko. Dertil kommer blandt andre klassikerstjernerne Maxim Iglinskiy og Enrico Gasparotto.

– Vi er et hold fyldt med kaptajner. Det er fedt at stille med et stærkt hold, men det kan også blive en svaghed, for hvem skal ofre sig og hente vand og sidde forrest i vinden?, spørger Fuglsang.

– Jeg beviste dog over for holdet sidste år, at jeg var der, hvor jeg skulle være, så jeg håber på at få en fri rolle i år, siger Jakob Fuglsang.

0 kommentarer
Vis kommentarer