Mølby: Han er uden tvivl årets spiller i Premier League

Kevin de Bruyne i fuld boldkontrol, sådan har vi set ham hele denne sæson. Foto: Rui Viera/AP.

Jan Mølby ser tilbage på Premier League sæsonen, og kigger nærmere på årets spiller i ligaen

Vi begynder at nærme os den tid på året, hvor der skal uddeles individuelle titler for præstationerne i Premier League i denne sæson.

Den første er PFA Player of the Year, altså den engelske spillerforenings kåring af årets bedste individuelle spiller i Premier League.

Jeg vil sige, at Mohamed Salah har styrket sit kandidatur kraftigt i de seneste mange kampe.

Han har virkelig været god for Liverpool, og der er efterhånden ikke ret mange, der kan mene, at han bare er lidt heldig eller har ramt en gylden – men midlertidig – stime. Han er the real deal, ingen tvivl om det.

Mohamed Salah har været sindssygt afgørende for Liverpool igennem hele sæsonen, og han har jo lavet et utroligt antal mål.

Det er lige som om, at han knipser med fingrene, og så har han afgjort tingene, og modstanderne står måske tilbage og undrer sig over, hvad der lige skete der?

Som eksempelvis hans vilde 2-1-mål mod Tottenham for nyligt.

Er det tilfældigt? Nej, ikke når man gør det i nærmest hver eneste kamp.

I sine seneste 27 optrædener har Mohamed Salah scoret 26 mål – og kun seks gange er han gået fra banen uden at have scoret.

Mohammed Salah jubler her mod West Ham, det er i alt blevet til 32 kasser for egypteren i år. Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix.
Mohammed Salah jubler her mod West Ham, det er i alt blevet til 32 kasser for egypteren i år. Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix.

Og man kan virkelig ikke undervurdere betydningen af at have en mand, som man nærmest ved vil score i hver kamp.

Det gamle Liverpool-hold, som jeg spillede på, havde Ian Rush, og nogle gange var det en ekstremt vigtig mental fordel, for vi vidste jo, at vi havde i hvert fald ét mål. Det var som at føre 1-0 fra begyndelsen.

Salah har været utrolig. Alligevel må det blive Kevin de Bruyne, en anden spiller, som José Mourinho vragede i Chelsea, der løber med kåringen som sæsonens bedste i Premier League.

Han er stadig the man, og han er trods alt en bedre spiller end Mohamed Salah.

Og jeg tror, at spillerne vil sætte deres stemme på Kevin de Bruyne, fordi de i modsætning til Salah virkelig kan se og lægger mærke til, hvad det er, han gør. Og det er de imponerede over.

Ofte er det lige som om, at han har en fjernbetjening i hånden og styrer kampen totalt. Det gør Salah trods alt ikke.

Kevin de Bruyne er mere involveret, selvfølgelig fordi han spiller en anden position, der giver ham ansvar for at diktere Manchester Citys spil.

Manchester City har været forrygende i år, de fører Premier League med 16 point ned til rivalerne fra Man. United. Foto: Frank Aigstein/AP.
Manchester City har været forrygende i år, de fører Premier League med 16 point ned til rivalerne fra Man. United. Foto: Frank Aigstein/AP.

Det er de Bruyne, der sætter rytmen i det meste af, hvad Manchester City gør.

Hans afleveringer skaber så mange vigtige situationer for Manchester City og sætter så ofte holdkammerater i scene, at det er helt uerstatteligt for holdet i år.

Han har virkelig gjort en forskel, og han gør det også i hver eneste kamp.

Og selv om han måske ikke helt har holdt det vanvittigt høje niveau fra efteråret, så er han stadig den bedste. Han har ikke spillet én dårlig kamp i denne sæson, selv da Manchester City tabte til Liverpool, var han blandt banens allerbedste.

Man kan også sige, at hvis man er den bedste på et hold, der er så godt som Manchester City har været i denne sæson, så ville det være mærkeligt, hvis den bedste spiller i ligaen kom fra et andet hold.

0 kommentarer
Vis kommentarer