Ugens syverpulje: 18 millioner kroner. Ugens spilstop: Lørdag kl. 14.30. Ugens bane: Färjestad Travbane uden for Karlstad er en 1000-meters bane med et opløb på 177 meter. Ugens storløb: E3-finalen for Hopper (V75-2) og E3-finalen for Hingste og Vallakker (V75-6). I hoppernes udgave stiller Tunika (5 i V75-2) til start som den store favorit. Hesten trænes af Tomas Malmquist og køres af Björn Goop og stiller til start som ubesejret i tre starter i år. Hesten var sine aldersfæller helt overlegen sidste år, og der er intet, der tyder på, at treårs-sæsonen skulle blive dårligere. I den indledende afdeling fik hesten føringen med en omgang tilbage og vandt ganske let. Tomas Malmqvist træner også Ekstra Bladets favorit i hingstenes udgave. Sucre (5 i V75-6), der køres af Christoffer Eriksson, forventes at måtte kæmpe mere for sejren. Skulle begge sejre komme i hus, er det første gang, at en træner har vundet begge løb samme dag. – Jeg har en hest i fin forfatning, og eftersom hoppen er hurtig fra start, kan hun skaffe sig en god position. Jeg kender ikke modstanderne så godt, men jeg stoler på min hest. Hvis alt fungerer, og hun får chancen, synes jeg, hun har en god vinderchance, siger Tomas Malmqvist til Kanal 75. Ugens sikre: Oliver Kronos (5 i V75-4) har virkelig været tændt efter skiftet til Ulf Steströmmer. Hesten tåler alle oplæg, og senest vandt den en fin sejr efter en hård rejse i sporene. – Oliver Kronos har været skræmmende på det seneste. Han lader ingen komme i nærheden af sig i opløbet. Det er en maskine, siger træneren til Expressen. Ugens fidus: Wham Bam Boo (7 i V75-1) fra Flemming Jensens stald er V75-omgangens eneste danske islæt. Hesten er ikke slået på forhånd i dette løb på trods af startsporet. I sin seneste start fik hesten det hårdeste løb af alle og kæmpede alligevel med om sejren. Denne gang kan der komme lidt fart over feltet undervejs, hvilket må være en fordel for hesten. tm