Bros mediebrok:I følelsernes vold

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediepolitikken efter i sømmene

I LØBET AF denne uge forsøgte Venstre sig med noget, der umiddelbart lignede en koordineret mediestrategi i forhold til Lars Løkkes aktuelle problemer.

I HVERT FALD stillede tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen sig ved Løkkes side i bred dørmands-positur, da de to onsdag trådte ud fra et møde på Christiansborg og blev mødt af en flok journalister, som gerne ville vide, hvorfor der skulle så mange rykkere til, før Løkke indberettede sine diæter fra GGGI. Den historie havde Berlingske på forsiden samme dag.

 

Løkke nåede knap nok at sige, at han ikke havde nogen kommentarer, før Hjort trådte til foran kameraerne og sagde, at nu måtte journalisterne holde op med den hetz, og at der i øvrigt var fuld opbakning til Løkke.



TORSDAG RYKKEDE en anden prominent Venstre-mand, Bertel Haarder, sin formand til undsætning med et læserbrev i Berlingske under overskriften ’Heksejagt på Løkke’. Her beklagede han sig over, at avisen havde fundet det relevant ’at gøre nogle få betydningsløse rykkere til forsidehistorie’.

Endelig så vi torsdag aften atter Claus Hjort i defensor-rollen, da han var med direkte i TV2’s nyheder kl. 19.

Samme dag havde Ekstra Bladet bragt historien om Løkkes skjulte firmabil, og den afsløring havde sat sit præg på mediestrømmen. I særdeleshed på dækningen af Løkkes tourne i provinsen i anledning af kommunalvalget. Så nu måtte Claus Hjort på banen igen med sit budskab.

Men hvad var budskabet?

Tilsyneladende var det tænkt således, at han først skulle slå fast, at ja, der havde været et uskønt forløb her, men nu må vi se at komme videre. Lars Løkke har fuld opbakning.



MEN DET GÅR ikke altid helt efter spinbogen.

Da Claus Hjort talte om, at nu havde Løkke fået professionel hjælp i form af revisor og advokat, kom det næsten til at lyde, som om Løkke havde været syg, men nu var blevet kureret.

Selv om han sluttede af med igen at trække det forudsigelige hetz-kort – nu er Lars Løkke blevet rullet i både tjære og fjer, og nu forfølger pressen ham – så var det den første del af budskabet, der kom til at stå stærkest.

Det lød nemlig meget mere ægte, da Claus Hjort med stort engagement talte om sjusk og rod.

Han lagde virkelig tryk på de ord. Der var også vægt bag, da han sagde, at Løkke var pinligt bevidst om, at Venstres mange byrådskandidater og regionskandidater må stå på mål for spørgsmål i denne sag.



CLAUS HJORT VED nemlig godt, at der hverken er tale om hetz eller forfølgelse. Der er tale om en løbende afdækning af en statsministerkandidat, der ikke har styr på sine økonomiske forhold, og det er Claus Hjort naturligvis pissetræt af.

De sande følelser løb ganske enkelt af med politikeren for åben skærm.

Det var ærligt talt befriende at se. Og det er ærligt talt trist at tænke på, hvor sjældent det sker.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste historier
Hent flere