Frederik fik kraniebrud: Pædagogerne mente, han havde omgangssyge

Hvorfor har I ikke ringet efter hjælp?, spørger Mette Pena Madsen, da hun ser sin søn i børnehaven i Frederikssund kommune. Der er blevet ringet efter hende med beskeden om, at hun skal hente Frederik, der 'er blevet dårlig og kaster op'. - Min første tanke, da børnehaven ringer, er, at han har fået omgangssyge, som der er mange der har på det tidspunkt. Den tanke bekræfter pædagogen i telefonen. Men han er jo ikke bare dårlig. Han er ligbleg, mat i øjnene, gider slet ikke lege og er fjern. Det er dog ikke det værste, konstaterer Mette Pena Madsen, der fra sit arbejde som portør på Hillerød Hospital kender tegnene på mistanke om hjernerystelse og blødninger i hjernen, da hun kigger nærmere på sin søn. - Han har et kæmpe blåt mærke i baghovedet og en stor bule, og han har en bule i panden helt oppe ved hårgrænsen. Den er helt gal, fortæller Mette om torsdag 7. marts 2013, som skal vise sig at blive en fatal dag, der kommer til at vende lille Frederiks liv på hovedet. Den fortvivlede mor vil have svar på, hvad der er sket - for, som hun siger: - Jeg har aldrig hørt om en omgangssyge, der giver buler og blå mærker. - Men ingen kan svare på, hvad der er sket. Frederik er bare kommet ind fra legepladsen og har klaget over kvalme og smerter. Men ingen voksne har set noget - for de er ikke til stede derude. - Det tætteste, jeg kommer på et svar den dag, er, da en af pædagogerne fortæller mig, at nogle af de andre børn har snakket om, at han er faldet. Først flere dage senere bliver Mette og hendes mand Nicolas bevidst om, hvor alvorligt Frederik faktisk er kommet til skade. Hvert år ender lidt mere en 20.000 børn på skadestuen efter en ulykke i daginstitutionen. I langt de fleste tilfælde kan barnet heldigivis tage direkte hjem fra skadestuen med en indbundet finger, et plaster på såret eller håndledet i gips. Nogle få bliver dog indlagt - og i sjældne tilfælde går det helt galt og barnet dør. Det er sket syv gange de seneste ti år. Når skaden er livstruende eller alvorlig, er det altafgørende, at behandling igangsættes hurtigt. Derfor er det også vigtigt, at der er nok kvalificerede øjne på de små vildbasser på vuggestuens, børnehavens og fritidshjemmets legeplads. – Selvfølgelig har de lavere normeringer i institutionerne den betydning, at jo færre vi er, des flere aktiviteter skal der laves med en stor gruppe – og det gør det svært at holde øje med alle på for eksempel en legeplads. Men jeg vil samtidig sige, at næsten uanset hvor mange pædagoger, der er i institutionerne, så kommer børn ind imellem til skade – og der kan være øjeblikke, hvor man ikke ser, hvad der sker. Sådan er det. Børn skal have mulighed for at blive udfordret motorisk, og vi kan ikke være der hele tiden, men selvfølgelig skal vi gøre, alt hvad vi overhovedet kan for at minimere at børnene kommer til skade, siger Elisa Bergmann, der er formand i pædagogernes fagforbund BUPL, der understreger, at selv om normeringerne i daginstitutionerne var bedre for tyve år siden, så skete der også ulykker dengang. – Men børnene skal have småknubs, der lærer dem deres egne grænser at kende - de skal ikke have kraniebrud, siger Elisa Bergmann, der ikke vil udtale sig om den konkrete sag, men mener, at hvis et kraniebrud har fundet sted i en børnehave ’burde pædagogerne vide bedre’. At der er færre pædagoger per barn i landets institutioner, skyldes budgetstramninger. Og konsekvensen er ikke kun færre hænder til at dikke-dikke eller trøste, men også valg og fravalg, der kan have fatale konsekvenser, siger Elisa Bergmann: - I dag er institutionerne simpelthen så pressede på ressourcer, at det her med kursusbudgetter, hvor der er råd til det hele, er en saga blot. Der er ikke mange penge at hente. Det betyder, desværre, at den enkelte instituion hele tiden må prioritere mellem førstehjælp til personalet eller for eksempel et inklusionskursus, der udvikler hele institutionen fagligt. Mette er rasende, da hun kører med sin slappe søn fra børnehaven. - Jeg holder ham under observation, for jeg er jo overbevist om, at han har slået hovedet. Det er så frustrerende, at jeg ikke kan få noget at vide - og jeg kan heller ikke spørge Frederik, for han er så langt væk. - Fokus bliver at få ham til at drikke og spise, og hans far og jeg vækker ham hver halve time, som man skal ved hjernerystelse. Morgenen efter opringningen fra børnehaven, kører Mette til lægen med Frederik. Han er stadig fjern og Mette og Frederiks far, 35-årige Nicolas Pena Madsen, bliver mere og mere bekymrede for, at det drejer sig om noget mere alvorligt end en hjernerystelse. Det samme gør familiens egen læge. Derfor henviser han Frederik til skadestuen i Hillerød. Her bliver den 3-årige dreng observeret i to-tre timer, inden han og Mette bliver sendt hjem med beskeden om, at Frederik muligvis kan have en mindre hjernerystelse. - Men de mener, at han er så dårlig, fordi han samtidig har en maveinfektion og derfor kaster op, hans trommehinder er sprængt (muligvis på grund af overtryk i hovedet, red.) og ørerne betændte og væskende, hvilket de mener kan være årsag til hans svimmelhed. - Han bliver ikke scannet, og hans bulede hoved bliver ikke undersøgt nærmere, fortæller Mette Pena Madsen, der kører hjem med sin syge søn og en dårlig mavefornemmelse. Mettes knude i maven skal være der i flere dage. På trods af, at alle symptomerne på både hjernerystelse og kraniebrud, der langt hen ad vejen er de samme, er til stede, bliver forældrene til den stadigt mere slappe og fraværende dreng igen og igen bliver afvist på skadestuen og ved lægevagten. Først søndag - altså, tre dage efter ulykken i børnehaven - lykkes det at få hul igennem via en af Mettes tidligere kollegaer fra Hillerød Hospital, som sørger for, at de bliver indlagt på børneafdelingen. Frederik er på dette tidspunkt begyndt at skele og kan ikke fokusere med øjnene. Hans ører væsker stadig og det lader til, at han har svært ved at høre. - Men det er svært at sige helt sikkert, for han er på dette tidspunkt så fjern, at han generelt er svær af få kontakt med, forklarer Mette Pena Madsen. Mandag morgen bliver 3-årige Frederik for første gang undersøgt for skader i hovedet. - Børnelægen holder en gummiand frem foran ham. Frederik rækker ud efter den. Rammer ved siden af. Lægen laver en masse undersøgelser, som åbenbart viser, at Frederik ikke har det godt, siger Mette. Derfra går det hurtigt. Frederik bliver med det samme kørt til scanning. Den viser, at han har en blødning på fire centimeter i diameter frontalt i hovedet. - Jeg er med ved scanningen, og jeg har været med ved mange scanninger som portør. Så jeg kan med det samme se, at det er helt galt. Der sidder noget stort, der ikke skal være der, over øjet. Frederik og Mette kører direkte fra scanning på Hillerød Hospital med udrykning til Rigshospitalet. Undervejs når Mette at tænke resten af Frederiks liv igennem: hvad får det her af konsekvenser? Bliver han varigt skadet? Overlever han overhovedet? Betyder det noget, at det efterhånden er fire dage siden, han slog hovedet? - Jeg ved ikke, om jeg er bange. Jeg er meget forvirret. Hvad mon der skal ske, når vi når til Rigshospitalet? Dødsulykker i daginstitutioner Ifølge BUPL-formand Elisa Bergmann er det allervigtigste i sager med børn, der kommer alvorligt til skade, at der reageres hurtigt og korrekt. - Det rigtig, rigtig vigtigt, at pædagogerne er i stand til at kende de tegn, der er, når et barn har slået sig alvorligt. Og det betyder, at der skal være pædagoger, der kan førstehjælp. Det er i mange kommuner op til den enkelte institution at sørge for, at personalet kan førstehjælp. Det gør, at nogle kommuner fralægger sig ansvaret og siger til de enkelte institutioner, at de selv må finde ud af det. Det er ikke godt nok, siger hun. - Jeg mener, at det bør være et lovkrav, at alle pædagoger kan førstehjælp. Det skal ikke være op til den enkelt institutions ledelse, mener Elisa Bergmann, og påpeger samtidig det paradoksale i, at pædagogstuderende bliver undervist i førstehjælp i begyndelsen af deres uddannelse - men at førstehjælpskurset når at blive forældet og ugyldigt, inden de er færdiguddannede. - Et førstehjælpskursus skal genopfriskes hvert andet år, før det er gældende. Og det skal alt personale, der har med børn at gøre, selvfølgelig have. Det skal være sådan, at alle ved, hvad de skal gøre, hvis et barn har tegn på, at det har slået sig alvorligt – og det skal man også kunne aflæse, selv om man ikke har set situationen. På Rigshospitalet bliver Frederik indlagt på sengeafsnit 0561, som er en børneafdeling for børn, der i følge Rigshospitalet, har behov for 'semi-intensiv observation, pleje og behandling'. Der kommer en læge og forklarer, hvad der skal ske: Frederik skal opereres i hjernen for at fjerne blødningen. - Men han bliver først undersøgt en gang mere. Lægerne skal finde ud af, om blødningen er kommet af faldet, eller om han er faldet på grund af blødningen. Ved denne undersøgelse finder lægen kraniebruddet. Frederiks hjerneskal er flækket helt omme fra nakkebenet og op over issen. Han bliver øjeblikkeligt kørt på operationsgangen - natten til tirsdag 12. marts 2013, og altså næsten fem dage efter sit - angivelige - fald. Over tre-fire timer skærer lægerne i Frederik fra højre øre, langs hårgrænsen i panden, tværs over til over venstre øje. - Blødningen bliver drænet, men selve kraniet gør de ikke noget ved. Børns knogler vokser enormt hurtigt sammen. Vi skal bare holde ham i ro, fortæller Mette, der er indlagt med sin søn i to uger og tilbringer de følgende måneder hjemme med sin søn, mens han kommer til hægterne. I august 2013 starter Frederik i en ny børnehave, fordi forældrenes tillid for altid er brudt til pædagogerne i den tidligere. - Jeg sidder med en blanding af raseri og fortvivlelse. Jeg føler, at der ikke er blevet taget hånd om tingene, som der burde. - Samtidig ved jeg jo også godt, at det ikke er pædagogerne, det skal gå ud over. De passer deres arbejde så godt de kan. De er underbemandede og mangler retningslinjer. Det er politikerne, jeg skal gå efter. Men jeg kan bare ikke lade være med at føle, at nogen skylder mig og min familie en undskyldning og anerkendelse af, at der ikke er handlet hensigtsmæssigt. Frederik Pena Madsen er nu blevet fire år. Han går i børnehave - selv om hans mor stadig er nervøs ved at sende ham af sted - og han er glad og livlig. Men han er ikke komme umærket fra sin ulykke. - Man kan ikke sige noget om méngraden endnu - der skal gå længere tid. Han går stadig til undersøgelser. Men sikkert er det, at han bliver hurtigere træt end andre børn, og så klager han over noget med øjet, som skal undersøges nærmere. - Og så har han fået epilepsi, som er ret almindeligt ved hjerneblødninger og kraniebrud, og han lider af post traumatisk stress. Det kommer til udtryk ved, at han det ene øjeblik kan gå fra at være glad og rolig, til hele hans verden bryder sammen, han bliver angst, panisk og græder helt hysterisk, siger den bekymrede mor, der mener, at det nok er et udslag af, at han ikke kan tale med nogen om, hvad der er sket, fordi han er for lille. Mette og Nicolas er heller ikke kommet ud på den anden side uden ud ar på sjælen. - Det nager mig hver eneste dag, at jeg ikke ved, hvad der skete med min lille dreng den dag på legepladsen. Frederik forklarer selv, at han er blevet skubbet, så han faldt bagover ned fra et blåt bord, slår hovedet ned i et metalhegn og falder så med ansigtet ned i jorden. Og nogle af de andre børn fortæller, at han har 'været væk' eller 'faldt i søvn, da han faldt ned fra bordet'. Men igen.... ingen aner, om det er rigtigt. - Og så er jeg frustreret over, at vi alle sammen betaler en formue til institution, men alligevel skal gå og være nervøse for, om vores børn er i trygge hænder. - Når de ringer fra børnehaven nu, bliver jeg helt dårlig og frygter som udgangspunkt det værste, slutter Mette Pena Madsen. -------------- Kommunaldirektør: Flere pædagoger forhindrer ikke uheld Alle vores pædagoger har førstehjælpskursus og havde det også, da ulykken med Frederik skete, skriver direktør for opvækst, uddannelse og kultur i Frederikssund kommune Jan Milandt i en mail til Ekstra Bladet. Direktøren er ikke i tvivl om, at det er en god sikkerhedsforanstaltning, men peger samtidig på, at det ikke er ensbetydende med, at pædagogerne skulle have opdaget skaderne i Frederiks hoved: – Jeg synes, det er lige lovligt optimistisk at tro, at et førstehjælpskursus kan sætte pædagoger i stand til at konstatere skader, som hverken egen læge eller skadestuen i det konkrete tilfælde kunne se. Han er i øvrigt forundret over, at Mette Pena Madsen siger til Ekstra Bladet, at hun kunne se skaderne, da hun hentede sin søn i børnehaven den pågældende dag. – Af børnehavens notater fremgår det tværtimod, at hun heller ikke kunne se nogen tegn på skader, da hun hentede ham, skriver Jan Milandt i mailen. Dette nægter Mette Pena Madsen nogen sinde at have sagt. Hun har i øvrigt heller aldrig set notatet, før Ekstra Bladet viser hende det. – Det er ikke noget, jeg kender til. Jeg udtrykte med det samme overfor pædagogerne, at de skulle have ringet 112, og jeg har aldrig sagt, at jeg ikke fandt nogen skader på ham. Han havde en tydelig bule i panden og blå mærker, siger hun nu. Jan Milandt kunne godt tænke sig bedre normeringer i Frederikssund kommunes institutioner, men understreger, at ’normeringerne i Frederikssund er helt på gennemsnittet’. – Men uanset, hvor gode normeringer man har, vil det aldrig være muligt at holde alle børn under konstant overvågning og dermed forhindre hændelige uheld som det i Solstrålen, slutter han sin mail.

Frederik fik kraniebrud: Pædagogerne mente, han havde omgangssyge

3-årige Frederik Pena Madsen faldt på børnehavens legeplads og fik kraniebrud og en hjerneblødning, men ingen kan forklare hvorfor - for ingen så det ske

Læs videre med Ekstra Bladet+

For kun 79 kr./md.

Seneste historier

Læge: Sådan bliver du slank på den sunde måde - og holder vægten

Pas på hvad du smider ud! Du har guld på loftet

Uopklaret: Fire dræbt i bandernes kugleregn