De absolut største kræft-dræbere

Får man kræft af kaffe og ristet brød? Og hvad med kunstige sødemidler, farvestoffer, gmo, mælk og mad fra mikroovnen? Vi beskæftiger os uforholdsmæssigt meget med detaljerne, når vi taler om, hvordan man undgår kræft. Og det er der ikke noget at sige til, for det fokus kommer direkte fra forskerne. Dagens klumme handler om perspektiv. I 2013 satte en gruppe forskere sig for at undersøge, hvor mange helt almindelige ingredienser fra en helt almindelig kogebog, der var forbundet med kræft. Konklusionen var, at 60 procent af de tilfældigt udvalgte ingredienser optrådte i videnskabelige artikler, hvor de enten øgede eller reducerede risikoen for kræft. Jo mere dramatiske resultater, jo mere blev de eksponeret. Morten Elsøe intro tips og tricks lørdag Fælles for disse studier var, at de var de første af deres slags. Kiggede man på efterfølgende, ofte bedre udførte studier på samme ingredienser, viste det sig imidlertid, at langt de færreste i virkeligheden var kræftfremkaldende: De fleste havde ingen målbar effekt, og en del havde sågar en beskyttende effekt! Overeksponeringen af de første studier er et resultat af, at forskere meget gerne vil se et tydeligt resultat (forsker-bias), og at de videnskabelige tidsskrifter hellere vil publicere dem end mindre åbenbare resultater (publikations-bias). Der bliver lavet spin allerede i artiklens underrubrik, og forskerne forsvarer det med, at når det handler om at advare befolkningen, må man gerne smøre tykt på. Og medierne læser og gengiver denne spin, fordi sådanne studier giver anledning til opmærksomhed fra læserne. Desværre skaber det både frygt, mad-stress og ekspertlede hos befolkningen, og de senere studier, der viser, at effekten ikke passer, får sjældent samme spalteplads. Kræft er hovedsagelig en livsstils-sygdom. Vil man gerne undgå kræft, er der derfor meget, man kan gøre – men man bør kun forholde sig til det, der er grundigt videnskabeligt belæg for. På verdensplan kan omkring 90 procent af alle kræfttilfælde tilskrives patientens livsstil og miljø med rygning som den absolut største synder. I Danmark står tobaksrygning samlet set for hver tredje kræftdødsfald. Lungekræft er den kræftform, som fleste danskere dør af, men rygning er også årsag til mange andre cancer-typer. Og selv der hvor rygning ikke er den direkte årsag, forværrer det stadig prognosen betragtelig. Alkohol står også højt på listen, men vi vil hellere skælde ud på mælkeprodukter og aspartam – selv om intet tyder på, at de medfører kræft – end at skære ned på øl og vin. Dette på trods af, at alkoholindtag er direkte årsag til cirka ti procent af alle kræfttilfælde hos danske mænd og tre procent hos kvinder, mens hele 44 procent af alle kræfttilfælde i den øvre fordøjelseskanal (mundhule, svælg, strube, spiserør) og 33 procent af leverkræfttilfælde skyldes alkoholindtag. Og mens selv et par genstande dagligt er kræftfremkaldende, er det stadig værst at være weekendkriger; en hård sandhed for et folkefærd, hvor det er normen. Et studie på danske sygeplejersker viste for eksempel, at dem, der drak fire-fem drinks hver fredag, havde 55 procent større risiko for at få brystkræft, end dem der ikke gjorde. Kostens indhold af forarbejdede og overtilberedte fødevarer øger også risikoen for kræft. Men man behøver ikke at stresse over detaljerne, hvis man hovedsagelig undgår junkfood. Husk, at det, du spiser 80 procent af tiden, gør den største forskel: En sjælden salat vejer ikke op for en kost bestående hovedsagelig af pomfritter, mens en enkelt burger er ligegyldig, hvis du for det meste spiser rigelig med grove grøntsager. Vigtigere er det at bevæge sig og undgå overvægt og fedme. Jo mere ekstra vægt, du bærer rundt på, jo højere kræftrisiko har du. Den viden er naturligvis ikke noget, der i sig selv får overvægtige til at tabe sig – for det vil langt de fleste overvægtige mægtig gerne i forvejen. Men det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv, så man kan fokusere på, at det gør en forskel. Hvis vi frasorterer al den ligegyldige frygt om enkeltvarer, der er farlige, kan vi arbejde mere koncentreret på de få ting, der har den største positive effekt på vores helbred. Men alt dette ved vi allerede. Og når vi ved det, er det ikke spændende mere. Og det er ærgerligt, for der er meget stor forskel på ’jamen, det ved vi jo allerede’ og ’jamen, sådan gør vi jo allerede’. Hvis vi gerne vil reducere antallet af kræfttilfælde i Danmark, kræver det ikke ny viden om småting, der måske og måske ikke påvirker risikoen minimalt. Det kræver viden om, hvordan du som enkeltperson kan ændre dine værste vaner, og hvordan vi som samfund hjælper særligt udsatte befolkningsgrupper til at leve sundere.