DEN TYSKE TEOLOG Dorothee Sölee blev spurgt, hvordan hun ville forklare et barn, hvad lykke er. Hun svarede ’Jeg ville give ham en bold og lade ham spille med den’. Dette citat bringer Frits Ahlstrøm i sin nye bog, ’Fodbold i sjov og alvor’, der er en lækkerbisken – dog kun for fodboldnørderne. Men sådan en er jeg, og det har jeg altid været. MIN FAR INTERESSEREDE sig ikke for fodbold. Han elskede at gå lange ture. For at lokke mig med gav han mig en femøre for hver ny fugleart, jeg fik øje på. Jeg var ligeglad med hans fugle. Jeg ville bare have en bold. Den kunne jeg spille med på vejen med de andre børn. Mine morforældre forkælede mig – også med det dyre Märklin elektriske tog. Når banen var sat op, og toget kørte rundt og rundt, kedede jeg mig efter fem minutter. Jeg ville hellere have min plastikbold at lege med. MIN MOR FORSTOD mig. Som seksårig startede jeg i fodboldklubben Hero i Gladsaxe. Hero blev det vigtigste i mit liv, med kulminationen om søndagen, når der var kamp. I Hero lærte man kammeratskab og holdånd – pligter og rettigheder. Glæden var i overtal – selv om der også var dårlige dage. Som da vi som lilleputter tabte 1-9 i Vordingborg, og hvor vor målmand, Peter Juhl, græd hele vejen hjem i bussen. DA JEG BLEV voksen – målt på alder – måtte jeg desværre erkende, at jeg ikke var en ny Harald Nielsen. Ambitionerne var større end evnerne, og en grim eftertakling stoppede min karriere midt i en veterankamp for Farum. Men heldigvis kan man fra tilskuerpladsen stadig styre en kamp og give gode råd til verdens bedste fodboldspillere. Det har bragt mig vidt omkring. Til nogles forargelse har jeg en særlig næse for at kombinere arbejdsrejse med vigtige fodboldbegivenheder. DET SKETE SÅLEDES i efteråret 1999, at Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg tilfældigvis skulle til Rom på samme tid, som landsholdet skulle spille en afgørende kamp mod Italien. Da kampen blev flyttet til Napoli, endte studieturen heldigvis med et besøg hos Napolis borgmester. Det førte til stor kritik af mig som formand, ikke mindst fra min egen partiformand, Anders Fogh Rasmussen. Men havde Danmark vundet 3-2, hvis Skatte- og Afgiftsudvalget ikke havde været der? Det svar kan ingen give. HAVDE FORARGELSEN været lige så stor, hvis det var en vigtig opera eller en ballet, som vi havde set? Næppe. Men ingen andre kunstarter når fodbolden til sokkeholderne. Tænk bare på Michael Laudrup, Zlatan Ibrahimovic, Ronaldo og Messis tryllerier eller Morten Nordstrands saksespark. Der er intet som fodbold, der kan forene mennesker på tværs af nationalitet, race, hudfarve, religion og politik. Og intet kan, som Dorothee Sölee siger, glæde et barn mere end fodbold. På vej op til Farums (nu FC Nordsjællands) første hjemmekamp mod Brøndby, med 10.000 tilskuere, var den største glæde at se de fem-seksårige drenge og piger, som var mødt frem.