SÅDAN EN TIRSDAG i den første af fem november-måneder kan føles både grå og trist, men for nylig gjorde en god kollega mig opmærksom på, at en helt speciel person i fodboldhistorien i dag fylder 75 år. Med et blev verden igen et lysere sted at være. Frem vældede de gode minder om et af mine store forbilleder. El Flaco, på dansk Den Tynde, eller, som der står i kirkebogen i Rosario i Argentina, César Luis Menotti bliver i dag fejret i medier over hele verden. DEN LANGHÅREDE, kæderygende og intellektuelle tidligere argentinske landstræner har været væk fra rampelyset i nogle år. Men som skaber af moderne angrebsfodbold og farfar til tika-takaen er han langtfra glemt. Da han for tre år siden fik fjernet en svulst i højre lunge, hvilket ikke kunne komme som en overraskelse, var selv den russiske avis Pravda fremme med en bøn i spalterne: Bliv rask, El Flaco. Han overlevede. Det samme gør hans fodboldfilosofi. Når man genlæser gamle interview med den karismatiske træner, skulle man tro, at han havde stået i lære hos vores egen store filosof, Søren Kierkegaard. Gør noget. Eller også mister du livet. Argentina er en af verdens største fodboldnationer, der indtil 1978 aldrig havde vundet VM. Men dengang fik landet værtskabet for slutrunden, og så skulle det være. ÅRET INDEN havde Menotti bjergtaget hele Sydamerika, da han førte sit klubhold, Huracán, frem til mesterskabet i Argentina. Det var på et tidspunkt, hvor antifodbolden herskede, og hvor kyniske hold vandt mesterskaber ved at parkere bussen foran eget mål og blot satse på et enkelt dødsstød i løbet af en kamp. Især var de italienske hold i den periode kendt for at spille til nul, og tendensen havde også bredt sig til Sydamerika. Alt det gjorde Menotti op med. Huracán, en klub fra et slidt og trist slumkvarter i udkanten af Buenos Aires, spillede fodbold med englelyd. Selv modstandernes fans jublede, når Menottis ensemble rullede sig ud med hurtige førstegangsafleveringer, et-to-spil og med overlap på fløjene. Menotti var inspireret af det hollandske totalfodbold, som var et svar til det destruktive og defensive fodboldspil. Menotti spillede 4-3-3, og han mener selv, at han kombinerede effektivitet med stor skønhed. Det gjorde han også. Men han arbejdede i et minefelt. Man har altid fornemmet, at Menotti politisk hørte til på venstrefløjen; men da han fik ansvaret for det argentinske landshold, var landet overtaget af militæret, som havde indført et regulært diktatur. MENOTTI KUNNE abstrahere fra det, fordi han holdt fast i sig selv og i sin fodboldfilosofi. På mange måder kom han til at virke som en mand i opposition til militærstyret. – I fodbold er der risici, fordi den eneste måde, du kan undgå at løbe en risiko på, er ved ikke at spille. Mit udgangspunkt er, at fodbold handler om effektivitet. Jeg spiller for at vinde ligesom de egoister, som går efter at vinde med alle midler. Jeg vil vinde kampene; men jeg tror ikke på, at stram taktik er den eneste måde at vinde på. Jeg tror på, at effektivitet ikke er adskilt fra skønhed, har Menotti forklaret. Argentina vandt finalen i 1978. 3-1. Over Holland. Efter forlænget spilletid. I et drama. Verdens to bedst offensivt indstillede hold i en slutkamp, som ingen, der så den, nogen sinde glemmer. Menotti vandt ikke ret meget mere i sin karriere. Men han holdt fast i sin fodboldfilosofi og i sin stil. Verdensmanden, som mest af alt minder om en storrygende fransk filmstjerne fra 60’erne, pustede nyt liv i det vidunderlige fodboldspil, og det vil han i dag fortjent blive hyldet for over hele verden.