Putin bruger milliarder på atomvåben

Vladimir Putin vil gøre Rusland til en militær stormagt. Landet investerer nu massivt i særlig atomvåben og vil i 2016 have fordoblet sit forsvarsbudget. (Foto: AP)
Ruslands forsvarsbudget er eksploderet - og skal fordobles inden 2016

Forsvarsbudgetterne er for første gang i fem år steget globalt, og især ét land gør sig bemærket med ambitiøse investeringsplaner.

Ifølge flere amerikanske medier har Rusland øget sit forsvarsbudget med 92 procent siden 2009, og ifølge tidligere udtalelser fra det russiske forsvarsministerium planlægger man at fordoble det yderligere inden 2016.

Det sker på trods af, at Rusland ligger på grænsen til en økonomisk recession.

- Det, som virkelig betyder noget for Rusland, er styrken af deres strategiske kernevåben. Det er Ruslands højeste prioritering, og de står lige nu over for nogle massive investeringer, hvor deres gamle langdistance-atommissiler skal erstattes, siger generalmajor og senioranalytiker hos DIIS Karsten Møller, som er ekspert i russisk politik.

- Det er den ene del af deres atomslagstyrke. Den anden del er deres 'second strike capability,' som består af interkontinentale atommissiler baseret i ubåde. De ligger formenligt og sejler rundt ude i Barentshavet.



Atommissiler i russiske ubåde skal opgraderes. (Foto: AP)
Atommissiler i russiske ubåde skal opgraderes. (Foto: AP)


- Men de står også over for nogle meget massive investeringer i raket-teknologi og i de ubåde, der skal være våbenplatform for den, siger Karsten Møller til Ekstra Bladet.

Jeg viste ham en dansk Leopard 2-kampvogn, og han var fuldstændig lamslået over vores teknologi.

I 2013 lå Ruslands forsvarsbudget ifølge de amerikanske institutter Arms Control Center og IHS på omkring 68 milliarder dollars. Til sammenligning bruger Europa samlet set omkring 280 milliarder dollars, mens USA lægger sig klart i førerposition med omkring 582 milliarder dollars.

Det kinesiske forsvarsbudget er i øjeblikket verdens andenstørste på omkring 139 milliarder dollars ifølge IHS, og nu vil Rusland altså op på samme niveau.

Se også: Fup eller fakta: Er dette Putins hemmelige soldater i Ukraine?

Militær var forældet
Årsagen til Ruslands massive investeringer er ifølge Karsten Møller, at landets militær har været gammeldags i mange år. Krigen mod Georgien i 2008 var et wake-up-call for det russiske militær, og på trods af at man vandt en knusende sejr, besluttede man sig for at gennemføre en reform.

Under krigen brugte det russiske militær nemlig udstyr helt tilbage fra Anden Verdenskrig, og materialemæssigt var de voldsomt langt bagefter et land som eksempelvis Danmark.

- Hvad angår militær højteknologi, er de russiske, væbnede styrker stadig bagefter i forhold til den vestlige verden. Et land som Danmark er hestehoveder foran, siger Karsten Møller.

- Jeg husker, da jeg ledte den Nordisk-Polske Brigade i Bosnien. Vi havde et samarbejde med Rusland og havde besøg af en general. Jeg viste ham en dansk Leopard 2-kampvogn, og han var fuldstændig lamslået over vores teknologi. Den finder man altså ikke i de russiske systemer. Mange af deres våbensystemer er udviklet i 1970, og de er altså først ved at komme efter det nu med eksempelvis droner, som man skal have i moderne krigsførsel, siger han.

De forsøger i øjeblikket at give sig selv et instrument, der hedder militær styrke på stormagtsniveau.

Putins instrument
Stigningen i de russiske forsvarsbudget mærkes allerede tydeligt i Europa i form af de 40.000 mand, som i øjeblikket står på grænsen til Ukraine. Og det er et oplagt eksempel på, hvorfor Rusland investerer så massivt i militær.

- Her står de som et 'show of force,' eller det, som vi på dansk kalder for en magtdemonstration. Rusland har haft et massivt, militært efterslæb, men Putin tænker altså geopolitisk. Rusland vil være en stormagt, og hvis de vil være det, så skal de have noget at have det i.

- De forsøger i øjeblikket at give sig selv et instrument, der hedder militær styrke på stormagtsniveau, siger Karsten Møller.

Det russiske forsvarsbudget har midlertidigt været plaget af massiv korruption. Den russiske rigsrevision offentliggjorde i 2012 en rapport, som viste, at op mod 30 procent af budgettet forsvandt i korruption.

- Forsvarsområdet er et paradis for korruption, og jeg er overbevist om, at de 30 procent stadig er gældende, siger han.

Se også: Ukraines præsident vil genoptage antiterror-operation



Et russisk interkontinentalt missil affyres her fra Plesetsk i 1999. (Arkivfoto: AP)
Et russisk interkontinentalt missil affyres her fra Plesetsk i 1999. (Arkivfoto: AP)




Se også: Ukrainsk militærfly beskudt over oprørsbyen Slavjansk

Rusland ser NATO som en risiko
Fordoblingen af forsvarsbudgettet har dog ingen direkte forbindelse til Ruslands annektering af Krim-halvøen eller krisen i Ukraine, mener eksperten.

- Rusland skildrer NATO som 'en risiko,' men ikke en direkte fjende. Det er muligt, at det vil ændre sig under krisen i Ukraine. Men russernes reelle problemer ligger i Kaukasus-området og Centralasien efter Afghanistan. Men det får man dem aldrig til at sige, siger Karsten Møller.

Alligevel er Ruslands nukleare oprustning bekymrende, mener NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen.

- Faktum er, at NATO har reduceret antallet af atomvåben betydeligt siden Den Kolde Krig. Du ser ikke det samme på russiske side, sagde Anders Fogh under et topmøde i Bruxelles i begyndelsen af april til The Wall Street Journal.

- Og i lyset af de igangværende begivenheder i Ukraine tror jeg ikke, det er det rette klima at bevæge sig fremad i, når det kommer til atomnedrustning og våbenkontrol. Der er overhovedet ingen tegn på, at Rusland vil være mere gennemsigtige, sagde Anders Fogh.

Politik Putin og krudttønden Ukraine

0 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste historier