Historisk: Eminem rasende på Roskilde

Rapikonet tændte helt af foran 100.000, men hans længe ventede show savnede afgørende pondus

45-årige Eminem alias Slim Shady alias  Marshall Bruce Mathers III var fit og fyrig under karrierens første danmarksbesøg. Foto: Per Lange
45-årige Eminem alias Slim Shady alias Marshall Bruce Mathers III var fit og fyrig under karrierens første danmarksbesøg. Foto: Per Lange

Eminem, Orange, Roskilde Festival, onsdag 4. juli

Siden 2001 har Roskilde Festival forsøgt at få Eminem på Orange.

Klokken 22:33 onsdag 4. juli 2018 lykkedes det, da giganten endelig gik ind til mødet med op mod 100.000 publikummer.

Eminem 'udsolgt' på Roskilde

Hvis man havde stået foran hovedscenen de seneste 17 år, så var Eminem ikke værd at vente på, men det var bedre sent end aldrig, at han gav sin første koncert i Danmark.

Ikonet virkede som om, han havde glædet sig omtrent ligeså meget som den kåde menneskemængde. Trods en rasende intens og højenergisk indsats fra superstjernen, blev det imidlertid en lille sejr i stedet for en stor triumf. 

Fesent lydbillede
Eminem missede ikke et beat og gav igen og igen prøver på sit fænomenale flow, der dog sammen med et noget fesent lydbillede aldrig afgørende flåede Orange omkuld.

Amerikaneren lagde relativt forsigtigt ud, men tog første gang fat med ’3 a.m.’ (ikke den med Mads Langer), inden ætsende ’White America’ hvirvlede støvet op omkring hovedscenen på selve USA’s uafhængighedsdag.

Foto: Olivia Loftlund

Mere end 20 år inde i en karriere, der har gjort ham til historiens bedst sælgende rapper, er Eminem stadig i stand til at mønstre en fuldkommen harmdirrende vrede, og det var den rødglødende rimsmeds snerrende forbitrelse, der blev seancens altoverskyggende oplevelse.

Den fartgale motormund accelererede på mageløs vis gennem ’Rap God’, mens hans uimodståelige arrigskab eskalerede afsindigt under ’The Way I Am’. Manden er mageløs.

Eminem svigter: Forråder sig selv

Hiphop har generelt aldrig fungeret optimalt live, og det ændrede genrekongen ikke på med en sound uden den massive pondus, der kræves under så gigantiske forhold, og ikke for første gang savnede Orange et tag, der kunne skabe den fornødne trykkogerstemning.

Atmosfæren forsvandt bare op i atmosfæren.

Svedte for hyren
Eminem var i fritidssæt, men han trak alligevel i arbejdstøjet og svedte for millionerne i en koncert, hvor hans popsange fik en prominent placering midtvejs.

Skylar Grey afløste Beyoncé, Dido og Rihanna under ’Walk on Water’, ’Stan’ og ’Love the Way You Lie’, hvor fællessangen bredte sig over Roskilde.

Eminem: Mesteren i mundlort

Det er bare ikke på grund af megaomkvædene, at Eminem er blevet sin generations Elvis. Det er fordi han går bersærk på en skæring som ’Berzerk’.

Humoristens pingpong med sit sidekick Mr. Porter tog lidt overhånd, men showet var disciplineret for rapstandard. Og nøje koreograferet. Eminem sagde præcist det samme mellem numrene i Stockholm i mandags. Bortset fra ’Denmark!’, ’Roskilde!’ og en bemærkning om Christiania.

Før Roskilde: Eminem amok i Sverige

Ed Sheeran var heldigvis ikke med på ’River’, mens publikum gladeligt tog Rihannas rolle under ’The Monster’, inden festen brød ud til sidst med gode gamle ’My Name Is’, ’The Real Slim Shady’ og ’Without Me’.

Eminem sluttede af med det enlige ekstranummer ’Lose Yourself’, hvor beatet bare skal hamre i brystet, så man kun kan miste sig selv. Det gjorde det ikke.

Klokken 00:05 var han væk. Nu kan Roskilde passende gå i gang med at skaffe ham igen. Eminem kan nemlig gøre det endnu bedre.    

Foto: Per Lange
Foto: Per Lange
 

Sætliste

1. Medicine Man

2. Won't Back Down

3. 3 a.m.

4. Square Dance

5. Kill You

6. White America

7. Rap God

8. Sing for the Moment

9. Like Toy Soldiers

10. Forever

11. Just Don't Give a Fuck

12. Framed

13. Criminal

14. The Way I Am

15. Walk on Water

16. Stan

17. Love the Way You Lie

18. Berzerk

19. 'Till I Collapse

20. Cinderella Man

21. Fast Lane

22. River

23. The Monster

24. My Name Is

25. The Real Slim Shady

26. Without Me

27. Not Afraid

Ekstranummer

28. Lose Yourself

Sjovt scenarie: Normalt er der hård kamp om at nå direkte op foran Orange Scene som den første, men ved åbningen af Roskildes koncertplads i år strøg størstedelen af de forreste gæster i kø direkte i pit for at få sig en god plads til Eminem-koncerten - små seks timer senere...

Thomas Treo skamhører

1.Bill Callahan & Bonnie 'Prince' Billy: 'Blind Date Party' (Drag City-album/Ude 10. december)
2.Loney Hutchins: 'Buried Loot: Demos from the House of Cash and 'Outlaw' Era, '73-'78' (Appalachia-album/Ude 10. december)
3.The Drippers: 'Scandinavian Thunder' (The Sign-album/Ude 10. december)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.The Minds of 99: 'Under din sne' (No3-single/Ude nu)
2.Aimee Mann: 'Queens of the Summer Hotel' (Superego-album/Ude nu)
3.Radiohead: 'Kid A Mnesia' (XL-album/Ude nu)