Internat chikaneres af festivalgæster: Tisser og skider på dyrene

Roskilde Internat er voldsomt plaget af gæsterne fra Roskilde Festival, der forretter deres nødtørft på deres område og kaster skrald ind til dyrene

Roskilde Festival er lige nu i fuld gang på Dyrskuepladsen i Roskilde, og her strømmer hundredvis af festglade menneske til for at høre navne store som Eminem og Bruno Mars.

Men det er langt fra alle, der er lige tilfredse med festivalen.

Klods op ad Dyrskuepladsen ligger Roskilde Internat, og de er ved at være godt trætte af de mange festivalsgæster, som kommer tilbage år efter år.

Ifølge lederen af Roskilde Internat, Henrik Hertz, har de i løbet af de seneste dage oplevet chikane fra festivalsgæsterne, der blandt andet skider, tisser og kaster skrald og andre genstande ind på internatets område og ind til hundene.

Deres hjerner ligger hjemme i krukken, lyder det fra Kim Kassber. Foto: Jonas Olufson Roskilde - 1. jul. 2018 - kl. 22:00 Træt af menneskelort i haven: Det er dem mod os

En hurtig rundtur omkring internatet vidner da også om, at det ikke går stille for sig i området. Her ligger der skrald, øldåser og madrester i massevis. Også toiletpapir og menneske-ekskrementer pryder området.

Her ser man, hvordan der ophober sig skrald på området. Foto: Jonas Olufson
Her ser man, hvordan der ophober sig skrald på området. Foto: Jonas Olufson

- Det er som om, at der er et lovløst samfund herude i forbindelse med Roskilde Festival, og at ingen regler gælder. Der bliver konstant kastet skrald ind på vores områder og ind til dyrene, siger Henrik Hertz til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Det har været værre i år end nogensinde før, fordi der i år har været en ventezone lige ved siden af internatet, og der har derfor været enormt meget larm og mange gæster. De går lige forbi, og så er det enormt nemt lige at kaste skrald og lignende ind over vores hegn, og så er de heller ikke blege for at tisse og skide inde på vores område.

Foto: Olivia Loftlund Roskilde - 1. jul. 2018 - kl. 12:02 Unge skider i naboernes haver: - Moralsk forkasteligt!

Meget frustrerende
Også Mie Munch, der er dyrepasser på internatet, er ved at være godt træt af chikanen fra de mange festivalsgæster.

- Vi har været nødt til at lukke flere folde til hundene, fordi der bliver kastet skrald ind til os. I går stod der nogle drenge, der holdt tissekonkurrence og forsøgte at ramme vores flag på et område, hvor hundene normalt løber. Da jeg konfronterede dem, grinte de bare. Jeg synes, det er mangel på respekt, lyder det fra dyrepasseren.

Ifølge hende har internatet de seneste år skullet finde sig i meget.

- For et år siden var der en af vores hunde, der blev tisset på. Der var nogle festivalgæster, der havde kaldt hundene over til sig, og så tissede de på den. Siden da har vi slet ikke turde lade dyrene gå ude under Roskilde Festival, uden at der er en medarbejder med, lyder det fra Mie Munch.

- I år har vi også oplevet ,at folk tisser og skider ved dyrenes område, og at de genner hundene hen til sig. De bliver enormt stressede.

Henrik Hertz er træt af skrald på internatets område. Foto: Jonas Olufson
Henrik Hertz er træt af skrald på internatets område. Foto: Jonas Olufson
 

Mister indtægt
På grund af festivalen har internatet valgt at tage konsekvensen og slet ikke have hunde på pension i perioden. Festivalen er derfor en dyr fornøjelse for internatet.

- Normalt har vi 18 pensionshunde. Men det har vi droppet i denne periode, og det koster selvfølgelig på indtægten. Det er små 10.000 kroner om dagen, vi går glip af, plus at vi får ekstra arbejde, fordi vi er nødt til at lave om på vores rutiner og måden, vi gør tingene på. Vi sælger jo heller ingen dyr i perioden. Vi har ingen i vores butik, og hvis der kommer en kunde i butikken, så tror vi jo, at de faret vild, siger Mie Munch.

Ifølge Mie Munch og Henrik Hertz er dyrene meget påvirkede af festivalen. Flere af dem er også blevet syge.

- De er enormt stressede, og vi kan mærke på dem, at de har svært ved at falde til ro. Alle hundene har voldsom sprøjtediarré, og det er jo netop fordi, folk kaster alt muligt ind. Vi går og fjerner ting udefra vores område omkring 20 gange om dagen. Men vi kan ikke følge med. Hundene får ikke lov at komme særlig meget ud, og når de gør, er der altid en medarbejder med. Så de får slet ikke lov at boltre sig, siger Mie Munch og fortsætter.

- Vi aner jo ikke, hvad det er, der bliver kastet ind, og hvad de når at spise. Det kan være glas, cigaretter og alt muligt andet, som flyder på vores område.

Personalet må dagligt samle skrald. Foto: Jonas Olufson
Personalet må dagligt samle skrald. Foto: Jonas Olufson
 

Truet
Mie Munch har også oplevet at blive truet af et par festivalgæster, fordi hun bad dem om at skrue ned.

- Vi har jo de her skilte, som vi har fået i samarbejde med Roskilde Festival, hvor vi gør opmærksom på, at vi har dyr her. Men det er folk ligeglade med. Da jeg så en dag bad et par drenge om at tie stille, så blev jeg truet og fik smadret en øldåse ned i min bil. Det er virkelig ubehageligt, siger Mie Munch og fortsætter.

- Vi har måttet tilkalde politiet flere gange, og efter de har været her, er der så blevet mere roligt i en periode, men så går der ikke længe, før larmen kommer igen.

For Henrik Hertz er det dog vigtigt at understrege, at de ikke har noget ondt at sige om Roskilde Festival, men at det er en del af gæsterne, der er problemet.

- Vi har et godt samarbejde med Roskilde Festival, og de har lavet flere tiltag for at hjælpe os, blandt andet hegn og vagter, så det her er intet mod dem, men vi vil gerne dele historien for at gøre de unge mennesker og måske også deres forældre opmærksomme på, at de skal vise noget respekt og medmenneskelighed, lyder det fra Henrik Hertz.

Stressede medarbejdere
For internatlederen og resten af medarbejderne på internatet er tiden omkring Roskilde Festival en hård tid.

- Jeg har ekstra bemanding på i den her periode. Det er enormt hårdt for os alle. Vi arbejder i døgndrift, så vi er nogle meget trætte mennesker, siger Henrik Hertz, og Mie Munch fortsætter.

- Men man bliver flov på menneskelighedens vegne. Det påvirker vores humør. Jeg er simpelthen så frustreret, og jeg vil gerne opfordre til, at de unge mennesker tænker sig bedre om. Nu glæder vi os bare til, at festivalen er overstået.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Roskilde Festival, men det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt.

178 kommentarer
Vis kommentarer
Roskilde Festival Mest Læste
Roskilde Festival 2019

Thomas Treo skamhører

1.Terry Allen and The Panhandle Mystery Band: 'Just Like Moby Dick' (Paradise of Bachelors-album/Ude 24. januar)
2.Six Organs of Admittance: 'Companion Rises' (Drag City-album/Ude 21. februar)
3.Pictish Trail: 'Thumb World' (Fire-album/Ude 21. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Efterklang: 'Lyset' (Rumraket-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere