Ved du noget? Send et tip i en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.
Sent torsdag aften gik det helt galt til en koncert med den britiske rapper Stormzy, der spillede i Arena på Roskilde Festival.
Her blev flere kørt på hospitalet, efter der opstod kaos til koncerten.
Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Ekstra Bladet, men de henviser til Roskilde Festival for yderligere informationer.
Mange mennesker
Til Ekstra Bladet forklarer Morten Therkildsen, der er sikkerhedschef hos Roskilde Festival, at der var enormt mange mennesker til koncerten.
- Der var mange mennesker og meget god stemning, og der var mange, der gerne ville spille op til hinanden. Vi havde en person, der kravlede op i et træ og faldt ned på nogle andre mennesker. Ham, der faldt ned, blev kørt på hospitalet, men jeg ved ikke, hvor slemt han kom til skade, fortæller han.
Han fortæller også, at der har været såkaldte 'mosh pit', hvor flere personer har hoppet ind i hinanden.
- Når man gør sådan noget, så er det fordi, det er en del af kulturen. Det skal ikke forveksles med slagsmål. Vores sikkerhed er i top, og folk er glade og hygger sig, siger Morten Therkildsen.
- Jeg er ikke orienteret om, at flere skulle være blevet indlagt i den forbindelse, lyder det fra sikkerhedschefen.