Herover artiklen kan du se interviews med nogle af de gæster, der var tæt på den kaotiske situation
Meget kan tyde på, at arrangørerne bag Roskilde Festival i den grad undervurderede populariteten af danske Phlake, som mandag aften spillede på Roskilde Festival som en del af festivalens warm up-koncerter.
Således var flere tusinde festivalgæster mødt op foran Rising-scenen i festivalens vest-område for at se de to danskere give den fuld skrue på scenen, men de store horder af mennesker skabte hurtigt problemer for gennemgangen i festivalområdet.
Det betød, at flere af koncertgængerne og festivalens øvrige gæster så sig fanget i området på og omkring den bro, som er det eneste bindeled mellem festivalens øst- og vest-områder, der ellers er skilt af en jernbaneoverskæring.
På Twitter beskrev flere af gæsterne det sammenpressede kaos, hvor nogle tilsyneladende valgte at krydse togsporet i frustration over ikke at kunne komme over overskæringen.
- Folk begyndte at blive dårlige og besvime, fordi vi stod så tæt, fortæller Christian Tappe Clemmensen, som er en af de festivalsgæster, Ekstra Bladet har talt med.
Ingen kom til skade
Flaskehalsen ved broen skyldes ifølge Roskilde Festival, at man af sikkerhedsmæssige årsager valgte at ensrette trafikken på broen før og efter Phlake-koncerten.
Det betød at nogle af de gæster, der ikke skulle til koncerten, måtte vente på, at broen blev åbnet for 'normal trafik'.
Trods kaos og mas melder festivalen dog, at der ikke var tilskadekomne ved episoden.
- Det har helt sikkert føltes ubehageligt for nogle, men der er ingen, der er kommet til skade, lyder det fra festivalens sikkerhedschef Morten Therkildsen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.