Ved du noget? Tip os på mail 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (alm. sms-takst)
To mænd på 19 og 30 år fra Roskilde Festival er mandag blevet anholdt og fremstilles i dag i grundlovsforhør klokken 11 sigtet for vold.
Duoen er ifølge politiet de mænd, som søndag aften angreb tre festivalgæster på Roskilde Festival og overdængede dem med knytnæveslag og spark i hovedet i et af festivalens teltområder.
Det fortæller pressechef Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet fik anmeldelsen om overfaldet klokken 20.38 søndag aften.
Overfald og brand: Her er døgnet på Roskilde
Forinden var de tre unge mænd på vej til deres lejr i festivalens camp L, da gerningsmændene tilsyneladende helt uden grund gik til angreb.
I den forbindelse efterlyste politiet vidner til overfaldet, og det har tilsyneladende givet pote.
- Vi har været ude og afhøre i området, og der har vi fået henvendelser fra andre festivalgæster, som har hjulpet os godt på vej, siger Carsten Andersen til Ekstra Bladet.
- Det er vi selvfølgelig rigtigt glade for, og det viser jo også bare, at det sgu ikke er for at rende og slå på andre, at man tager på festival, men for at hygge sig og have det godt sammen, siger Carsten Andersen.
Trioen blev efter overfaldet undersøgt af en læge på festivalen, som kunne konstatere, at ingen var kommet alvorligt til skade. Det er under afhøringerne af de tre unge mænd ikke kommet frem, om der skulle være et motiv for overfaldet.
De to formodede gerningsmænd fremstilles med krav om varetægtsfængsling og kan således vinke farvel til deres Roskilde Festival, hvis dommeren finder en begrundet mistanke for deres rolle i overfladet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.