Red Hot revanche

I aften skal hovednavnet Red Hot Chili Peppers forsøge at vaske skampletten fra skandalekoncerten i 2007 væk

Sådan så det ud sidst Red Hot Chili Peppers lagde vejen forbi Roskilde. Nu skal de prøve at gøre skaden god igen efter en stribe dårlige anmeldelser. Arkivfoto: POLFOTO
Sådan så det ud sidst Red Hot Chili Peppers lagde vejen forbi Roskilde. Nu skal de prøve at gøre skaden god igen efter en stribe dårlige anmeldelser. Arkivfoto: POLFOTO

De californiske funk-rockere leverede i 2007 historiens måske ringeste Roskilde-koncert, da de som hovednavn på festivalens største scene floppede ganske katastrofalt og scorede yderst sjældne nul stjerner i Ekstra Bladet.

I anmeldelsen fik de følgende svada med på vejen:

'Alle kan have en dårlig dag, men det, de fire herrer præsterede - eller rettere sagt ikke præsterede - i Roskilde, bør resultere i, at de aldrig nogensinde bliver hyret af festivalen igen'.

Dette gode råd har festivalen dog valgt ikke at følge, og i aften har frontmand Kiedis og co. så chancen for at gøre skeptikerne til skamme og vaske skampletten af det musikalske CV, og Roskildes programchef Anders Wahrén tøvede ikke, da muligheden for at få funkrockerne fra Los Angeles tilbage til dyrskuepladsen bød sig.

Hvordan tør I hyre et band, der har leveret en af de mest udskældte koncerter på Orange Scene i nyere tid?

- Heldigvis har de spillet en del siden dengang, og de har tydeligt bevist, at de dengang havde, hvad man vist må betegne som en 'kollektiv offday' som følge af et sammenfald af uheldige omstændigheder. De kom lige fra en lang turné og havde spillet et velgørenhedsshow samme dag. Der var åbenbart bare ikke overskud til det helt store.

Hvad overbeviser jer om, at det ikke går galt igen?

- Jeg synes ganske enkelt, det ville være unfair ikke at give dem en chance for at gøre det bedre end sidst, der trods alt må ses som en enlig svale. Hvis de ikke siden 2007 havde vist, at de har et godt niveau, så var de naturligvis ikke blevet inviteret tilbage, men de har jo for længst fået vasket det af sig.

Hvordan vil du berolige nervøse fans?

- Statistikken siger, at vores gæster er der i fire år, så der er rigtig mange, der er blevet skiftet ud. Det ville jo være unfair overfor en hel masse mennesker, at de ikke skal have lov til at opleve Chili Peppers på Roskilde, blot fordi, der er nogen, der havde en dårlig oplevelse for ni år siden.

Det kan vel kun blive bedre end sidst?

- Præcist.

 

***

Det skrev vi i 2007 - 0 stjerner til ynkelige Chili Peppers

Topnavnet på Roskilde Festival, Red Hot Chili Peppers, var en fornærmelse mod publikum

Red Hot Chili Peppers er efter sigende det dyreste navn, der nogensinde har spillet på Roskilde. Efter lørdag nats ynkelige forestilling, der formede sig som en lang fornærmelse mod et publikum, der havde stået så mange strabadser igennem for at se heltene, må man konstatere, at pengene var givet ualmindelig dårligt ud.

Peppers har som bekendt en hang til at skeje ud i lange, improviserede forløb under deres koncerter. Men de plejer trods alt også at byde på fokuserede passager undervejs.

Dem var der ingen af i Roskilde. Det mindede mest om en dårlig dag i øvelokalet, hvor musikerne kørte hver sit solistiske trip, og Anthony Kiedis lignede grangiveligt en person, der var det, man i min gymnasietid kaldte ’mentalt fraværende’.

Indimellem samlede de ørkesløse forløb sig til blege ekkoer af numre som ’Dani Califoria’, ’Californication’ og ’Give It Away’, men lige så snart, de 60.000 forventningsfulde gæster troede, at festen endelig var gået i gang, forsvandt kvartetten op i deres egne røvhuller igen. Og Kiedis forsvandt helt ud af scenen flere gange undervejs, hvor musikerne så var henvist til at få tiden til at gå efter bedste evne.

Alle kan have en dårlig dag, men det, de fire herrer præsterede - eller rettere sagt ikke præsterede - i Roskilde, bør resultere i, at de aldrig nogensinde bliver hyret af festivalen igen. Sjældent har så få pisset så voldsomt på så mange. Intet at sige til, at fok enten udvandrede eller buede. Historisk ringe.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Roskilde Festival Mest Læste
Roskilde Festival 2019

Thomas Treo skamhører

1.Human Impact: 'Human Impact' (Ipecac-album/Ude 13. marts)
2.Lucifer: 'Lucifer III' (Century Media-album/Ude 20. marts)
3.Flat Worms: 'Antarctica' (Drag City-album/Ude 10. april)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Andy Shauf: 'The Neon Skyline' (Anti-album/Ude nu)
2.The Wood Brothers: 'Kingdom in My Mind' (Honey Jar-album/Ude nu)
3.Wolf Parade: 'Thin Mind' (Sub Pop-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere