Det er ikke meget mere end fem år siden, at det dengang 90-mand store Syriske Nationalorkester kunne tiltrække gæstestjerner som Placido Domingo og Gorillaz til at optræde med dem på hjemmebanen i Operaen i Damaskus. Siden er der som bekendt udbrudt en altødelæggende borgerkrig i landet, og musikerne er blevet spredt over hele verden. Nogle er stadig fanget derhjemme, men en stor del er flygtet til bl.a. Mellemøsten, Europa og USA.
Arabisk musik møder vestlig pop
Ved bl.a. Damon Albarns mellemkomst (flere af dem medvirkede også ved Gorillaz' koncert på Roskilde i 2010) har man samlet de tilgængelige rester af orkestret (i samarbejde med African Express) til en mindre europaturne , der altså også inkluderer den både symbolske og konkrete åbning af Orange scene. Et hverv der som regel - med mindre eller større held - er tilfaldet et dansk navn. Men det virkede helt i Roskildes ånd, at give æren og opmærksomheden til de krigsplagede syrere.
Blur: Tilbage som ballademagere
Lige som Albarns besøg med African Express sidste år var det mildest talt en rodebutik, hvor nye artister konstant blev hevet ind fra højre som solister, mens Albarn selv efter en indledende tale, der adresserede bl.a. Brexit og gårsdagens terror i Istanbul (hvor bandet netop er ankommet fra), holdt sig klædeligt i baggrunden og blot gav en excellent omarranget version af Blurs 'Out of Time' og en noget overlæsset version af The Beatles' 'Blackbird' i duet med amerikanske Julia Holter.
Den to timer lange seance var mildest talt ujævn, men ånden var god og ikke mindst sufi-sangeren Mounir Troudi var decideret sublim. Og der var med garanti tale om den musikalsk mest spraglede åbning af Orange nogensinde.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.