1. Sturgill Simpson, Avalon, lørdag kl. 18.00 Sturgill Simpson bliver kaldt countrymusikkens frelser. Og det kan sangeren og sangskriveren sagtens leve op til. Mandfolket fra Kentucky genopfandt 1970’ernes outlawgenre på kosmiske ’Metamodern Sounds in Country Music’ i 2014, og nu har han genopfundet sig selv med hillbillysoul på sin aktuelle sangcyklus, ’A Sailor’s Guide to Earth’. Den anderledes tænkende cowboy har de senere år givet fænomenale koncerter i hovedstadens Pumpehuset og på Tønder Festival. Lørdag frelser han Roskilde. 2. Gojira, Arena, lørdag kl. 18.30 Gojira betyder Godzilla på japansk, og metalbandet fra den franske del af Baskerlandet leverede en regulær monsterkoncert på Copenhell i fjor. Gruppen mestrer en usædvanligt sanselig dødsmetal på et svimlende teknisk niveau. Med til Arena har kvartetten pragtværket ’Magma’, der delvist bryder med bandets progressive sound ved at være relativ konventionel. Det eneste negative ved Gojira er, at de spiller samtidigt med Sturgill Simpson. 3. New Order, Arena, lørdag kl. 21.00 New Order gav en herlig koncert på Orange i 2002, men de elektroniske poppionerer kan kun blive bedre af at komme ind under Arenas teltdug. Englændernes driftsikre comeback med ’Music Complete’ lover godt for et show, hvor man kan se frem til klassiker på klassiker og ikke mindst Bernard Sumners særlige dansetrin. 4. Neil Young + Promise of the Real, Orange, fredag kl. 21.00 Mr. Orange er tilbage. Denne gang medbringer han drengene i Promise of the Real, der gør det glimrende på legendens nye livealbum, ’Earth’. Hvis den gamle hippie laver en sætliste uden for mange sange fra de seneste makværker, så kan det kun gå godt. 5. Slayer, Arena, onsdag kl. 19.30 Slayers tænderskærende vildskab bed ind til knoglerne på sidste års ’Repentless’, og trods mandefald i veteranernes besætning fremstår foregangsmændene sultne for tiden. 6. Peaches, Apollo, fredag kl. 00.00 Forrykt provokatør fra Canada. Det kan kun gå galt. På den fede måde. 7. PJ Harvey, Arena, torsdag kl. 20.30 Briten har altid været bedre på plade. Men det siger mest om pladerne. 8. James Blake, Arena, fredag kl. 02.00 Mørkemanden spiller endelig, når det er mørkt. En potentiel superstener. 9. Tame Impala, Arena, fredag kl. 23.30 Futurisme fra Kevin Parkers eskapister. Men Neil er jo nok ikke færdig. 10. LCD Soundsystem, Orange, lørdag kl. 01.00 Festaberne skal klemme de sidste kræfter ud af folket. Kraftpræstation kræves. *** Helt sort på Orange 1. Macklemore & Ryan Lewis, Orange, torsdag kl. 21.30 Roskilde har stadig store problemer med at fylde Orange. 2. Foals, Orange, fredag kl. 18.00 Roskilde har stadig store problemer med at fylde Orange. 3. House of Pain, Orange, torsdag kl. 17.00 Roskilde har stadig store problemer med at fylde Orange.