Ægte kærlighed er ikke følelser - det er handlinger

Sådan kan du vise din elskede, at du elsker ham

Sexpert-tv fra arkivet: Sådan bliver du en bedre kæreste.

-- Over artiklen relateret Sexpert-tv fra arkivet: Dette gør den gode kæreste --

En ting er at falde for en person af det foretrukne køn og blive dybt forelsket. Følelserne buldrer afsted. Du er badet i en lykkerus af hormoner, og du er i den grad i dine følelsers vold. Forelskelsen, der er den del af kærligheden, som popsange og store dramaer til alle tider har hyldet, varer ikke ved, så en anden ting er, hvad det vil sige at elske.

Og netop kærlighed i det langvarige parforhold handler mindre om følelser og langt mere om handlinger, mener den amerikanske psykolog Robert Weiss.

- Kærlighed i det langvarige forhold er ikke så meget en følelse, som det er et verbum. Når du elsker en person, afspejler dine handlinger den kærlighed, lyder det fra Weiss, der så giver en række forslag til, hvordan man kan vise sin kærlighed gennem handlinger.

Vis empati
Ifølge Weiss er det vigtigste element i at udvikle et kærligt og intimt bånd i parforholdet empati: evnen til at forstå, dele og bekymre sig om kærestens liv. Når du aktivt har empati med kæresten, er det lettere at acceptere hans/hendes op- og nedture og særheder. Du må acceptere, at vedkommende er, som hun/han er. Og den nemmeste måde at gøre det på er at dele din kærestes følelser og invitere ham/hende til at dele dine.

Se også: Sådan bliver du en bedre kæreste

Vær uenig
Uanset hvor ens I er, lige meget hvor meget I synkroniserer, harmoniserer og tuner ind på hinanden, vil der opstå uenigheder. Og det er en god ting, hvis I evner at arbejde jer igennem dem til en dybere samhørighed.

Humlen ligger i at være i stand til at løse parkonflikter på måder, som styrker snarere end skader relationen. Brug denne taktik: Når I begynder et skænderi, så husk at bekræfte overfor hinanden, at I er på samme side, at I er allierede, at I hører sammen. Så i stedet for at bekæmpe hinanden, bekæmper I problemet.

Tillid
Tillid er afgørende i det langvarige forhold. Det er vigtigt, at du føler, at kæresten altid vil støtte dig, at I begge har fornemmelsen af, at I har hinandens ryg. Og en af de bedste måder, hvorpå man kan opbygge denne tillid, er ved at være ærlig, overfor både sin kæreste og i andre områder af livet. Det er meget lettere at stole på sin partner, når man kan se, at vedkommende er ærlig på alle områder af livet.

Således skal du holde det, du lover, også selvom det kan være upraktisk eller irriterende. Det skaber tillid.

Se også: Ved du hvordan din kæreste vil elskes?

Taknemmelighed
Forskning viser, at man kan bekæmpe depressioner, angst og væmmelige følelser ved at skrive en liste med ting, man er taknemmelig over. Og at dele den liste med kæresten kan være en intim og kærlighedsbekræftende handling. Især hvis der på listen fx står: 'Jeg er taknemmelig for min kærlige relation til min elskede.' Forudsat at det er sandt, vil det blive værdsat af din kæreste og øge jeres samhørighed.

På denne liste kan du med fordel tænke mindre i jeg, mig og mit, og prøve at tænke og tale i 'vi' og 'os', når emnet er jeres parforhold og kærlighed. Det danner en fælles front og en fornemmelse af samhørighed sige 'jeg er glad for at vi har vores hus/børn/kærlighed.'

Vis din kærlighed
Et journalistisk mundheld er show it, don’t tell it - i kærligheden hedder det show it and tell it.

Handlinger viser mere end 1000 ord, og det behøver ikke at være de vilde ting. Lyt til, hvad din partner egentlig siger. Hvad er vigtigt for ham/hende. Måske er der datoer og arrangementer, som har særlig betydning for din kæreste. Vil hun virkelig være glad, hvis du tog med til hendes onkels fødselsdag, så gør det med glæde.

Hjælp din partner med de ting og opgaver, han ikke bryder sig om, og inviter din kæreste med til aktiviteter, du nyder. Det allervigtigste er, at I har kvalitetstid SAMMEN.

Det bedste ved ovenstående punkter er, at du faktisk allerede kan gå i gang i aften.

Kys & kærlighed - 18. okt. 2016 - kl. 22:08 Læserne: Sådan er den gode kæreste

Energi og selvværd
Den danske sexolog og parterapeut Bastian Larsen har tidligere givet disse bud på den gode og den dårlige kæreste:

- En af de mange ting, man ofte glemmer, når man er i et parforhold, er, at det ikke kun er vigtigt at føle, at ens kæreste giver en det, man har brug for. Man har faktisk også brug for at føle sig som en god kæreste. Det styrker ens selvværd og giver en bedre energi i parforholdet. Så måske skal du bruge lidt tid på at tænke over, hvad det er, du har brug for at gøre for at føle dig som en god kæreste.

- For mig er det de små ting i hverdagen. Når min kæreste ikke ved, hvor hendes mobil er, så har jeg spottet, hvor hun lagde den sidst. Når hun lige har sat sig og glemt, at hun egentligt ville lave te, så er jeg på vej for at sætte vand over. Når hun har haft en lang dag, så har jeg allerede fat i skulderen på hende og går i gang med en massage-seance, siger Bastian Larsen, der mener, hvis man bare en gang imellem er opmærksom på sin partners behov og anerkender dem og ligefrem dækker dem, så får man den energi igen tifold, man har givet ud, og så føler man sig som en god kæreste.

- Store gaver og dyre oplevelser er fint nok, men det er ikke det, der får hverdagen til at fungere. Det er de små ting. Så prøv at finde ud af, hvad du har brug for at gøre for at føle dig som en god kæreste. Og det gør du typisk ved at finde ud af, hvad der er vigtigt for din partner, siger Bastian Larsen.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen