Fem tips til at score din kollega

Vil du gerne have en bestemt kollega med ind under misteltenen? Så er her fem sikre tips fra Ekstra Bladets sexpert

Julefrokosten er en god lejlighed til at lære kolleger, man er interesseret i, bedre at kende - men man skal tænke sig om, inden man kaster sig ud i det, siger Signe V. Bentzen. (Foto: Colourbox)
Julefrokosten er en god lejlighed til at lære kolleger, man er interesseret i, bedre at kende - men man skal tænke sig om, inden man kaster sig ud i det, siger Signe V. Bentzen. (Foto: Colourbox)

I dag går danskerne igen til julefrokost, og mange ser det som chancen for at gå til stålet, når det gælder om at score den hotte kollega nede fra regnskab.

Hvis du går med lumre tanker om en (eller måske flere, hvis din arbejdsplads er særligt velsignet med smukke mennesker) af dine kolleger, så har Ekstra Bladets sex-guru, Signe V. Bentzen, et par sikre scoretips, som kan hjælpe dig med at nå dit mål.

Men ligesom man skal læse indlægssedlen, inden man tager sin medicin, så skal du læse sexpertens formaning, inden du går all in på en kollegascoring.

- Med hensyn til julefrokostknaldet, så er mit primære råd nok: Pas på. Casual sex på arbejdspladsen er en selvmodsigelse, for det er netop ikke casual, du er involveret med de her mennesker og skal se på dem hver dag. Så tænk dig rigtig godt om, inden du skider i egen rede, siger Signe V. Bentzen.

Men hvis du absolut vil...
Har du gennemtænkt sagen og mener, at en kollega er så sød eller har så meget kærestepotentiale, at risikoen for et maltrakteret arbejdsmiljø er værd at løbe, så er julefrokosten dog et godt sted at sætte ind med sine tilnærmelser.

- På mange arbejdspladser er der ikke særligt mange sociale arrangementer, hvor man kan mødes på tværs af afdelingerne. Man kan hurtigt føle sig rigtig dum, hvis man prøver at lave en scoring i almindelig arbejdstid, men til julefrokosten er det helt naturligt, siger Signe V. Bentzen.

Så - hvis du absolut vil, så er her de vigtigste scoretips. Resten er op til dig og din charme.

1. Gør som spejderne: Vær beredt
Gør dit forarbejde godt, så er dine chancer bedre.

- Sørg for at komme til at sidde i nærheden af den, du er interesseret i, under middagen. Hvis der er en bordplan, så kan man snige sig til at bytte rundt på bordkortene, eller hvis du ved, hvem der står for at arrangere og lave bordplan, så kan man måske bestikke sig til det, siger Signe V. Bentzen.

2. Øjenkontakt
Det bliver sandsynligvis nævnt i hver eneste scoreguide nogensinde, men det er fordi det VIRKER:

- Smilende øjenkontakt er et super-stærkt kort - uanset om du er mand eller kvinde!, siger Signe.

Kig på din smukke kollega, se ham eller hende i øjnene og hold øjenkontakten lidt længere, end man normalt ville. Og send så ham eller hende et smil.

Du kan sagtens gøre det, mens I står i hver jeres ende af lokalet, for at opbygge spændingen imellem jer.

Husk dog at alt kan blive for meget: Hvis personen bliver ved med at undgå dit blik, så lad være med at stirre dem ned hele aftenen igennem. Der skal to til at holde øjenkontakt.

3. Ingen arbejdssnak
Tal om alt andet end arbejdet: Ingen brok over sure chefer, stress eller hvor latterlige de er nede i regnskab. Jo mere du brokker dig, jo mindre sexet er du.

Julefrokosten er netop jeres chance for at komme ud over den sædvanlige arbejdskværnen og ind i noget mere personligt.

Så snak med din kollega om de andre ting, som han eller hun går op i, hvad enten det er horoskoper, hunde, monster-trucks eller klassisk musik. Hør efter og vis interesse i det, hun/han siger.

4. 'Du er så lækker, når jeg er fuld'
Giv målet for din scorings-indsats en kompliment - eller gerne flere.

- At få at vide, at man er blevet lagt mærke til, er altid lækkert at høre og gør os generøse og åbne, siger Signe.

Men husk, det skal være en personlig og oprigtig kompliment om noget, du specielt godt kan lide ved den person, hvad enten det er hendes fyrige temperament eller den måde, han ser ud i et par stramme jeans.

5. Styr din brandert!
Det burde måske være regel nummer et, men det er for det meste hen under aftenen, at det bliver et problem, så derfor kommer den til sidst.

Hvad end du gør, så sørg for, at du ikke er for fuld, når scoringen skal hentes hjem.

- Det er virkelig ucharmerende at blive lagt an på af en små-ræbende, snøvlende kollega. Desuden er du et elendigt knald, hvis du har drukket dig alt for meget mod til, siger Signe V. Bentzen til Ekstra Bladet.

Har du haft held til at score en kollega, og vil du dele dine erfaringer med os, så skriv din historie herunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer