Der er tidspunkter, hvor singlelivet er en gave. Julen er ikke sådan en tid. Slet ikke for singlefædre.
Det fremgår af en artikel på svenske aftonbladet.se, der refererer en undersøgelse på datingstiet match.com.
81 procent af singlemødre fejrer jul med deres børn. Det samme gælder for 41 procent af mændene.
Samme undersøgelse viser også, at julen scorer højt på listen over, hvilken tid på året det er hårdest at være single.
Familieterapeuten Sverker Wadstein forklarer, at diskussionen om, hvor børnene skal holde jul, ofte er svær.
- Kvinder står stadig børnene nærmere og forbindes med struktur, stabilitet og traditioner. Og hvis hun har større ansvar resten af året, er det også naturligt, at børnene er hos hende juleaften. Især hvis juletraditionerne er størst hos hende.
- Det er formentlig mange mænd, der sidder ensomme juleaften. Og en del laver ikke noget særligt. Ser tv og lader som om det er en almindelig aften. Og nogle få fejrer den med eks’en og børnene.
Det er selvfølgelig også svært for skilsmissebørnene.
- Det er ikke unormalt, at barnet føler sig tarvelig, når han eller hun forlader den ene forælder for at holde jul hos den anden. Her er det vigtigt, at forældrene tager beslutning om, hvor barnet skal være.