Tantrasex reddede vores forhold

Sangeren James Sampson og hans kone fortæller om tantrasex på swingerklub

For ægteparret James og Evy så handler tantra langt hen ad vejen om at være ekstra opmærksomme på hinandens behov og ønske. (Foto: Pelikan Foto)
For ægteparret James og Evy så handler tantra langt hen ad vejen om at være ekstra opmærksomme på hinandens behov og ønske. (Foto: Pelikan Foto)

- Jeg trængte simpelthen så forfærdeligt til at blive elsket igen, på en meget anderledes og mere intens måde. Hvor vi undervejs gav hinanden masser af kærlighed og intimitet. Dermed ikke sagt, at vi ikke tidligere kunne have god sex, for det kunne vi da.

- Der manglede noget væsentligt, men jeg vidste bare ikke hvad. Og det skulle altså være nu eller aldrig, for vores forhold gik simpelthen mere og mere i stå, fortæller 36-årige Evy Sampson, der for 16 år siden, som blot 20-årig, blev gift med den amerikanskfødte sanger, James Sampson, der tilbage i 2001 blev verdensberømt i Danmark, da han vandt Stjerne for en aften.

- Som fast par måtte vi simpelthen gå nye veje, finde på noget helt nyt - eller alternativt, finde nye partnere. Så langt var vores forhold desværre kommet ud, indskyder James Sampson, der for nylig var på swingerklub, Tucan Swinger & Wellness Club, i Jylland sammen med fruen.

Dog ikke for at krydre det fælles sex- og samliv yderligere, da parret udelukkende er til sex med hinanden, men for over tre dage at afholde en workshop for interesserede i tantrisk sex.

- Jeg anede ikke, hvad jeg i realiteten ledte efter, men begyndte alligevel at søge - og faldt så helt tilfældigt over tantrasex.

Læs: Tantrasex er trendy

Sådan gør de
For ægteparret James og Evy så handler tantra langt hen ad vejen om at være ekstra opmærksomme på hinandens behov og ønsker - om at lytte både sig selv og partnerens ønsker og behov, og så ikke mindst tage sig god tid.

Når parret i dag dyrker sex, er der konsekvent sat god tid af til at være sammen og dyrke hinanden. Børnene bliver passet, telefonerne er slukkede, og selvfølgelig tjekker man hverken e-mails eller nyheder på nettet, mens seancen står på.

En del af forspillet, der er lige så vigtig som selve akten og efterspillet, kan være at gå i bad sammen, at gøre soveværelset ekstra lækkert og indbydende med stearinlys, duftlys, røgelse - altså simpelthen kæle for detaljerne, forklarer Evy Sampson, der i mange år har dyrket og undervist i blandt andet yoga.

Hvorfra hun og ægtemanden blandt andet har adopteret diverse former for afslappende vejrtræningsøvelser, parret benytter i forbindelse med deres små (tre-fire timer) sexhygge-seancer.

Hvor ikke mindst intense stunder med forskellige former for massager af hinanden er blevet en helt naturlig og uundværlig del af parrets nye sexliv.

Læs: Sådan giver du ham tantramassage

Vil aldrig gå tilbage
- Vi har dyrket tantra i nu to år, og personligt har jeg meget svært ved at forestille mig at gå tilbage. Den form for sex og samhørighed, vi har i dag, hvor dyb kærlighed og stor intimitet er i højsædet, har hverken jeg eller James lyst til at miste igen.

- Og ja, en væsentlig del af oplevelsen er ikke at give 100 procent slip, ikke at få udløsning/orgasme, men i stedet holde lysten og intensiteten konstant kørende. Men det sker da, en af os, eller måske endda os begge, en sjælden gang alligevel giver slip, altså får en fysisk orgasme – og det kan jeg da efterfølgende godt have lidt dårlig samvittighed over.

- Men i sådan en situation er James ret god til meget hurtigt at få det helt ned på jorden igen. For selvfølgelig mister man da ikke noget ved, at man indimellem giver efter. Mere fanatisk skal man jo heller ikke være, siger den 36-årige mor til to.

En sidste, men yderst vigtig lektie, ægteparret Sampson også har lært og nu ivrigt praktiserer, er at kommunikere med hinanden. Ikke blot at tale overfladisk med hinanden, men indgående spørge ind til hinandens ve og vel, seriøst interessere sig for, lige nu og her, hvad partneren har på hjerte - både i og udenfor ægtesengen.

- Kommunikation er blevet alfa og omega for os - ikke mindst, når det kommer til det seksuelle. Det er ekstremt vigtigt at bruge tid og kræfter på at finde ud af, hvad partneren synes er godt og måske mindre godt. For hvordan skal vedkommende da ellers vide, hvad han/hun eventuelt kan gøre anderledes eller bedre? siger Evy Sampson.

Læs: Sådan giver du hende tantramassage