Jeg havde sex på hjernen

- Porno og sex var en sygelig besættelse, som styrede mit forhold til andre mennesker, fortæller Henrik Lund

43-årige Henrik Lund er en af de danskere, som fik så meget sex på hjernen, at det til sidst overtog hele hans liv.

– Jeg havde kun én ting i hovedet: sex. Det gav mig et stort socialt handikap og blev en sygelig besættelse. For det fyldte alt i mit forhold til andre mennesker, siger Henrik Lund fra Nivå.

– Når jeg mødte en kvinde, var jeg ligeglad med, hvordan hun var som menneske. Der fandtes to kategorier: Dem, jeg ville knalde, og dem, jeg ikke gad. Mænd delte jeg ind i de attraktive, som jeg var jaloux på, og de grimme, som nok ikke kunne nappe damerne fra mig, forklarer Henrik.

Onanerede hele tiden
– Jeg har altid haft et højt sexdrive og set masser af porno. Sådan er det for mange mænd. Men det tog sådan overhånd, at det blev et misbrug. Jeg skulle onanere tre-fire gange dagligt, og bare det at finde tid og sted til det var af og til en belastning.

Henrik lærte at styre sin glæde for sex, da han for fem år siden henvendte sig hos terapeuten Carl-Mar Møller:

– Jeg tog kontakt med ham, fordi jeg var utrolig jaloux på mine kærester, og det hæmmede både dem og mig. Det var først, da vi kom dybere ned i det, at jeg indså, at sex styrede mit liv, og at det var blevet et problem.

Deprimeret og ensom
Henrik Lund har i dag to børn og egen virksomhed og vil uddanne sig til terapeut for at bruge sin personlige erfaring til at hjælpe andre sexmisbrugere.

Han mener, at afhængigheden – ligesom når folk bliver misbrugere af mad og alkohol – bunder i noget psykisk:

– Jeg har skullet klare mig selv følelsesmæssigt, siden jeg var syv år.

– Mine forældre var travle karrieremennesker, som aldrig lærte mig, hvordan man indgår relationer med andre mennesker.

– Jeg undertrykte mine følelser og flygtede fra kærligheden. Jeg var deprimeret og ensom og fandt en slags trøst i at fylde hele mit liv med sex, siger Henrik.

Kan behandles
Der findes ingen nøjagtige tal på, hvor mange danskere der er afhængige af sex, men et konservativt skøn er, at mellem 300.000 og 350.000 er sygeligt afhængige af et eller andet – f.eks. alkohol, stoffer eller spil.

Af dem anslås det, at mellem fem og ti procent er afhængige af sex.

Sexafhængighed kan behandles, men emnet er stærkt tabuiseret og dårligt belyst, så derfor er der kun få, der søger hjælp.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere