Sexologer i stiv modvind

Joan Ørting og hendes disciples showprægede (selv-)iscenesættelse devaluerer sexologi-faget, mener mange i branchen

Programmet 'Sexologerne' er ikke populært blandt andre sexologer. (Foto: Linda Johansen)
Programmet 'Sexologerne' er ikke populært blandt andre sexologer. (Foto: Linda Johansen)

Praktiserende sexologer sidder hver onsdag aften og krummer tæer over kollegaernes optræden i 'Sexologerne' på TV2.

Danskerne får en helt skæv opfattelse af, hvad det indebærer at arbejde som sexolog anno 2011, mener kritikerne. Sexolog Joan Ørting svarer igen ved at give programkonceptet skylden.

SE OGSÅ: Joan Ørting glæder manden med brugte trusser

Ekstra Bladet har talt med en række af landets sexologer, der IKKE er på ’rollelisten’ i TV2’s programserie Sexologerne, der i disse uger løber over skærmen hver onsdag aften - og alle som en, vi indtil videre har talt med, er meget lidt begejstret for den overfladiske og cirkus-prægede facon, Sexologerne fremstiller deres fag og levevej på.

Tilbageholdt begejstring
Programserien devaluerer og undergraver folks tillid til branchen, lyder det overordnede budskab.

Formand for Dansk Sexologforening Signe V. Bentzen er ikke begejstret:

- I efteråret, hvor TV2 udsendte den første udsendelse, satte det en lavine i gang blandt vores medlemmer. De følte sig mis-repræsenteret og var meget vrede på Joan Ørting over, at hun deltog i programmet.

TV: Joan Ørting stiller blowjob på højkant

- Da vi hørte, at TV2 ville lave en programrække, frarådede Foreningen de medvirkende i at deltage i - eller i de mindste ændre titlen på programmet, så resten af fagområdet ikke ville blive slået i hartkorn med det, som foregik. 

- Der skal ikke herske tvivl om, at majoriteten af medlemmerne i vores forening ser på disse 'shows' med en tilbageholdt begejstring. De mener, at det skader vores faglige ry og rygte og deres levebrød. Andre, som jeg, håber at tv-seerne ved, at der er forskel på at lave ståhej og opmærksomhed på sig selv på tv og på den virkelighed, man møder som klient, når man opsøger en uddannet sexolog.

- Men der er da også dem, som ikke kan få nok og som synes, at vi andre er lidt træge i det - og at sjov og ballade på tv er vejen frem til at få folket i tale, lyder det fra formanden, der oplyser, at samtaleterapi er grundlaget for langt de flestes sexologers arbejde.

Læs: Sexkrigen om Joan Ørting

Koster klienter
Sexologerne er et underholdningsprogram, der giver indblik i nogle enkelte sexologers private sexliv, mener sexolog Vivi Hollænder:

- Og det er lidt ærgerligt, hvis man på den baggrund får den opfattelse, at alle sexologer arbejder på samme måde. Der findes forskellige måder at arbejde på som sexolog - en titel, der ikke er beskyttet - og den verden, som TV2 programmet viser, ligger meget langt fra fx min egen måde at arbejde på, fortæller jordemoder og praktiserende sexolog, Vivi Hollænder, der på grund af programserien har måttet vinke farvel til en række klienter.

- Efter sidste program har jeg indtil videre fået afbud fra fire klienter, der altså ikke skulle nyde noget, mens andre er meget skeptiske, når de ringer. De ønsker simpelthen at sikre sig, at de ikke bliver udsat for noget af det, de oplever på tv. Men hvor mange, der undervejs bliver skræmt helt væk, er naturligvis ikke til at sige.

- Personligt arbejder jeg med samtaleterapi ud fra faglighed og viden. Jeg tager udgangspunkt i klienternes problemer og mener ikke, at jeg i professionel sammenhæng skal bruge mig selv og mit privatliv som rollemodel for mine klienter.

- Jeg holder mig til et sæt etiske regler fra Dansk forening for klinisk Sexologi, og det betyder blandt andet, at der ikke forekommer seksuel interaktion mellem mig og mine klienter, og at tavshedspligten respekteres fuldt ud.

Kedeligt
For nogle lyder det måske lidt kedeligt, men det er først og fremmest for at beskytte klienten og tage deres problemer seriøst, fortsætter Vivi Hollænder, der tror, det væsentligste problem med programserien er selve titlen 'Sexologerne'. Det smitter nemlig i høj grad af på alle andre i branchen, mener hun.

- Hvis man havde valgt at kalde serien for fx 'Tosset med sex' - eller noget andet, der var mere passende, samt at man ikke havde lagt så meget vægt på, at det lige var sexologer, der var i centrum, så havde det ikke ramt faget så hårdt, som det nu engang gør, siger sexolog Vivi Hollænder.

Læs: Lær at spotte en evigheds-dater

Cirkus-præget billede af branchen
Tanja Rahm fra Center for Sexologisk Rådgivning er af den klare overbevisning, at danskerne får et meget forskruet og nærmest cirkus-præget billede af, hvordan en moderne sexolog arbejder og opfører sig.

Et forkert og uheldigt billede, der ødelægger det for en masse sexologer rundt om i landet, der helt automatisk slås i hartkorn med de ting, der vises på tv.

- Sexologerne på TV2 er plat og grænseoverskridende og meget langt fra den virkelighed, vi oplever i det daglige. Det er tv, for tv’s skyld, men det er altså ikke kun de medvirkende sexologer, er jeg overbevist om, der bærer skylden.

TV2 - og andre medier, der er hoppet med på vognen - må altså også påtage sig en del af ansvaret, siger Tanja Rahm, der godt kunne ønske sig et noget mere nuanceret og virkeligt billede af, hvordan sexologiske rådgivere og sexologer arbejder.

Unuanceret
Leder af Sexologiskolen i København og Århus, Yasmin Fox, er på samme linje.

- Det er lidt af et problem, at man ikke oplever flere og lidt mere seriøse sider af sexologers arbejde. Desuden er det mindre nuanceret, at alle fire sexologer, der medvirker i programserien, kommer fra samme skole. Specielt når vi her i 2011 netop har flere forskellige skoler og retninger indenfor uddannelsen til sexolog.

- Programserien giver desværre en skævvridning af, hvad en sexolog er og arbejder med, siger Yazmin Fox, der ikke håber, at programserien skræmmer alt for meget. For hvad seerne oplever i Sexologerne, er altså langt fra dækkende for, hvad der foregår rundt om på landets undervisningssteder og klinikker, siger lederen af Sexologiskolen.

Selviscenesættelse af værste skuffe
- Efter min bedste overbevisning er Sexologerne en omgang selviscenesættelse af værste skuffe, der fremstiller sexologer som mennesker, der er kvalificeret til at arbejde som sexolog, hvis blot man evner at tale frit om sex, siger klinisk sexolog og formand for Dansk Forening for Klinisk Sexologi, der også tilbyder sexologuddannelse, Inger Bugge.

- Programmerne flyder over med tomme statements uden faglige belæg, der er meget skæmmende for standen, der også har det svært med, at TV2 udråber de fire sexolog-aktører som landets førende.

Det er dybt kritisk, mener Inger Bugge.

- At benytte sig af statements som fx ’Du skal bare tage din kærestes pik i munden en gang om dagen!’, føler mange mænd er utroligt devaluerende - og hvad skal man egentlig bruge den type udtalelser til?

Joan Ørting: Man siger ikke nej til TV2
Danmarks bedst kendte sexolog, Joan Ørting, er en blandt fire sexologer, man følger i TV2’s programserie Sexologerne, hvor et nyt afsnit vises her i aften - og Joan Ørting er på ingen måde uforstående overfor den kritik, der fra andre dele af branchen nu hagler ned over ”de fire musketerers” ofte lidt showprægede optræden på tv.

- Sexologerne er jo først og fremmest et underholdningsprogram, der handler mindst lige så meget om os som personer, der privat elsker sex, som det handler om vores arbejde som sexologer. Men jeg må da give kritikerne ret så langt, at tilrettelæggerne da godt kunne have fokuseret tanden mere på det faglige, end man nu engang har valgt.

De frække tv-sexologer: Vi er sexnørder

- Men sådan er konceptet nu engang sammen, siger Joan Ørting, som ikke fortryder, at hun sagde ja til at medvirke i Sexologerne. Desuden kan man umuligt sige nej til sådan en mulighed, som TV2 her har givet, mener Joan Ørting, der ingen indflydelse i sin tid havde på, at alle fire sexologer, der medvirker i Sexologerne, har udspring i hendes egen skole og uddannelse. Denne beslutning er helt og holdent taget af de ansvarlige bag programserien.

- Jeg er selvfølgelig ked af og ærgerlig over, at seerne måske får en forkert opfattelse af, hvordan vi sexologer arbejder. Men der er altså også en del faglige elementer inde over udsendelserne, og der kommer endnu mere i de kommende afsnit, kan jeg godt love, fortsætter Joan Ørting, der ikke mener, at Sexologerne på nogen måde devaluerer eller gør grin med sexolog-faget.

Til gengæld er det kun skønt, mener hun, at man på en landsdækkende kanal på den måde sætter ekstra fokus på branchen.

Tanja Rahm, Inger Bugge, Yasmin Fox og Joan Ørting repræsenterer fire forskellige, konkurrerende sexologuddannelser.

Læs: Sådan bliver du sexolog

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen