Det hårdeste ved livet som sexbejder er ikke nødvendigvis, at man har sex med x antal mænd i arbejdstiden.
Det kan derimod være samfundets fordomme - som for eksempel skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis i dagens Ekstra Bladet så eftertrykkeligt fremviser - der kræver, at den prostituerede må spille en til tider krævende dobbeltrolle.
En ny undersøgelse publiceret 'Social Science & Medicine' blandt sexbejdere i New Zealand, der har et relativt liberalt forhold til erhvervet, viser, at prostituerede udarbejder - ubevidst - strategier, som de bruger for at adskille job og privatliv for at udholde samfundet stigmatisering.
Forskerne kalde det 'deep acting', og det består blandt andet i at se sig selv som professionel, hvor brugen af kondom er en symbolsk forskel på jobbet og det private sexliv.
De kvinder i undersøgelsen, der havde sværere ved at håndtere disse to roller, havde også et større forbrug af stoffer og alkohol. Det var også typisk gadeludere.
Forskerne mener, at denne evne og strategi til at adskille livet som professionel fra privtlivet ikke er skadelig, men derimod sunde måder at bearbejde følelser på.
Hemmeligt
Vi spurgte Susanne Møller, der er formand for Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), om hvordan sexarbejdere klarer samfundets fordomme, og hvordan man kan adskille sit private sexliv fra ludersex. Men først skal vi lige høre, hvad hun mener om, at Anne-Grethe Bjarup Riis, der kalder alle ludere for 'fissehuller' i sin klumme i dagens udgave af Ekstra Bladet:
- Det er meget sigende, at det kun er prostitutionsmodstandere, der omtaler os på den nedladende og i høj grad stigmatiserende måde. Tidligere har Kenneth Reinicke kaldt os for 'sædbeholdere'.
- Det er tydeligt, at det er prostitutionsmodstandere, der opfatter os som sædbeholdere og fissehuller. Hvis de kunne holde deres uforbeholdne mening om os for dem selv, ville det være en anelse bedre at være sexarbejder. Men det tror jeg ikke, de er interesseret i - altså at det bliver bedre.
Strategier
Susanne Møller er altid meget påpasselig med at give gode råd til, hvordan man skal agere som sexarbejder:
- Vi er meget forskellige, har forskellige vilkår og forskellige måder at være professionel og privat på. Jeg tror ikke der findes en universel ’rigtig’ måde.
- Den mest almindelige strategi for at undgå stigmatiseringen er simpelthen at holde sexarbejdet hemmeligt. Hvis der ikke er nogen, som kender til det, er der jo heller ikke nogen som kan stemple én. Det er jo egentlig en ret fornuftig strategi, men den har selvfølgelig også nogle uheldige konsekvenser:
- Dels bliver vi ikke hørt, når sexarbejde debatteres, og det har medført nogle forvrængede konklusioner og skadelige tiltag imod os og vores erhverv. Dels fører det til et dobbeltliv der kan være besværligt at administrere.
- Hvis folk spørger mig, råder jeg dem til at udvælge nogle personer, de stoler på, og betro sig til dem - men det er ikke alle, der har brug for det.
Læs: Radikal politiker - nu som ludereklame
Sex
Hvordan adskiller man job og det private sexliv?
- Det må også være op til den enkelte at finde strategier, der virker. For nogle virker det at holde kysset privat. De kysser ikke med kunder. For andre - mig selv fx - er det pengene, som er et meget tydeligt tegn på, hvad der er privat sex og hvad der er professionel sex. Min mand har aldrig efterladt 1000 kroner på natbordet i forbindelse med, at vi har dyrket sex - og således synes jeg, det er nemt at kende forskel.
Susanne Møller tror ikke, at sexarbejdere generelt har sværere ved at adskille deres job og private liv end fx. børnehavepædagoger med egne børn har:
- Når pædagogerne passer ungerne i børnehaven, bruger de selvfølgelig deres professionalisme, men også en stor del af almenmoderlige egenskaber, som også er i brug overfor deres egne børn.
- Jeg ved godt mange udenfor sexarbejde regner sexarbejdere for mindre egnede til at tage vare på dem selv og deres liv - men det gør jeg ikke. Vi kan generelt udmærket adskille vores professionelle liv fra det det private liv på trods af mange prostitutionsmodstandere og statens store anstrengelser for ikke at anerkende os som mennesker med et arbejde. For dem er det vigtigt, at vi bare er ofre eller et socialt problem.
