Julen er hjerternes tid. Det gælder også de knuste.
Knap nok er det nye år skudt i gang, før skilsmissebegæringerne vælter ind på landets advokatkontorer.
Det oplever man blandt andet i Danmarks største advokatkæde, Advodan, som har 36 kontorer i hele landet.
Det skriver newspaq.dk
- Jeg har allerede fået de første henvendelser fra folk, der har besluttet sig for at gå fra deres partner. Allerede mandag morgen startede det," siger skilsmisseadvokat Malene Nissen fra Tønder og Toftlund-afdelingen.
Januarskilsmisse
Hun oplever, at julen er den direkte årsag til en januar-skilsmisse.
- Folk har enten udskudt skilsmissen til efter jul eller har skruet en forventning op om julehygge med familien. Men når det så falder til jorden, og man ikke får den jul, man havde drømt om, flyder bægeret over, siger Malene Nissen.
De nyeste tal for skilsmisser taler sit tydelige sprog. Hele 2009 var meget stabilt uden de store svingninger. I december 09 var der 1106 skilsmisser. Men efter julen krakelerede familieidyllen med 2052 skilsmisser i januar 2010. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik, som endnu ikke er offentliggjort.
Det lærte vi af vores skilsmisse
Allerede i julen
Og det er noget, man mærker hos skilsmisseraad.dk, som rådgiver par, der vil have hjælp til at håndtere skilsmisser. På en normal måned får de cirka 6000 henvendelser, men efter juleaften har de konstateret et sandt boom af ægtepar, der vil gå fra hinanden.
- Allerede fra den 27. december blev jeg overrasket over at se en fordobling i antallet af henvendelser. Mandag efter nytår eksploderede det fuldstændig, siger Mette Haulund, som er rådgiver og stifter af Skismisseraad.dk.
- Stigning er fuldstændig eksplosiv, telefonerne er rødglødende og antallet af folk, der har bestilt medlemskab på vores site er steget med omkring 500 procent, siger hun.
Og lige som skilsmisseadvokaten oplever Mette Haulund de samme årsager til, at ægteskabet er kuldsejlet efter julen. Nemlig drømmen om den perfekte familiejul, som ikke er blevet indfriet.
- Og så har vi haft rigtig mange grædende mennesker i røret, som enten har været utro eller hvis partner har været utro og nu tager konsekvensen af det og ønsker skilsmisse, siger hun.