Vibratorer gør kvinder sexafhængige

Misbrug: Mænd kan blive slaver af porno - kvinder af deres vibrerende dildoer

Lille fætter med stor virkning - det er vibrationerne, nogle kvinder bliver afhængige af. (Foto: Photorama.nl)
Lille fætter med stor virkning - det er vibrationerne, nogle kvinder bliver afhængige af. (Foto: Photorama.nl)

De små snurrebasser, der giver mange danske kvinder klitoris-orgasme, er øjensynlig ikke så harmløse endda.

Legetøjet kan i værste fald skubbe manden ud på sidelinjen, fremkalde orgasme-afhængighed og mindre sensibilitet mellem benene hos den kvindelige vibrator-(mis)bruger.

- I min klinik møder jeg flere og flere kvinder, der er, hvad jeg kalder afhængige af deres vibrator. De kan kun få orgasme, når de bruger vibratoren, og samtidig glemmer de at nyde den sex, de har. De ligger bare og venter på, hvornår de igen kan tage vibratoren frem af skuffen. Vibratorbrug er blevet et slags nødvendigt fix for dem: Nu skal jeg ha’ min klitorisorgasme!, forklarer orgasmeekspert og sexolog, Katrine Berling.

- En anden ting, jeg også oplever, er, at kvinderne ønsker at nå frem til orgasmen så hurtigt som muligt. De er simpelthen blevet utålmodige. Det skal ske lige nu og her, og det gør mig altså lidt ked af det. På den måde kommer sex nemlig meget hurtigt til kun at handle om en lang orgasmejagt, hvor man glemmer at nyde hvert øjeblik, man nyder sig selv eller hinanden, siger Berling, der ikke mener, at afhængigheden kun drejer sig om de helt specialiserede klitorisvibratorer, men også omfatter andre slags sexlegetøj med vibrationer, idet de kan noget, som ikke kan efterlignes af en mand eller kvinden selv.

Pause
Kvinderne, der er blevet afhængige, glemmer simpelthen at nyde alle de små følelser, de får i deres krop i forbindelse med onani og sex. I stedet går de helt målrettet og udelukkende efter den kraftige klitoris-orgasme, som kun en vibrator kan fremkalde, fortsætter Katrine Berling, der allerede har sat en del afhængige kvinder på vibrator-pause, for på den måde at få dem tilbage på et lidt bredere sexspor.

Den af sexologen pålagte pause fra yndlingslegetøjet og de daglige vibrator-fix bevirker, at (mis)brugeren efter noget tid generobrer sensitiviteten i klitoris.

Samtidig bliver kvinden på afvænning igen mere og mere opmærksom på, hvad der sker i kroppen, hvorpå hun atter bliver i stand til at nyde onani og sex på en helt anden og mere givende måde.

Klitoris’ sensitivitet fordufter
Afhængigheden af de orgasmefremkaldende vibrationer opstår, når brugen af vibrator i jagten på næste orgasme begynder at tage overhånd. At der skal vibrator-fremkaldt orgasme på menuen hver evig eneste dag - og også gerne flere gange om dagen. Det er nemt, det er lige til, og rundt om hjørnet lurer den næste lille forløsning, det næste lille fix.

Med misbrug følger som regel mere kedelige bivirkninger, og en af disse ved vibrator-misbrug er, at den orgasmehungrende kvinde får mere og mere svært ved at få sine orgasmer uden brug af netop sin vibrator - lige som større og større doser som regel også skal til.

Lige så langsomt er hun nemlig både fysisk og mentalt blevet tilvænnet/hærdet af legetøjets heftige vibrationer - og så er det, at den onde cirkel er fuldendt.

Mere vil have mere
- Er man ikke i stand til at holde igen med vibratoren, lægge den i skuffen en uges tid eller mere, så bliver klitoris kun mindre og mindre sensitiv. Men her stopper trængslerne ikke, for pludselig kan den ’gamle vibrator’ måske heller ikke længere gøre tricket. Vibrationerne er ikke længere kraftige nok, hvorfor man så nødtvungent må investere i en ny og mere heftig af slagsen, der kan hjælpe en frem til målet. Og sådan kan man så blive ved og ved, siger Katrine Berling, der sammenligner kvindernes stærkt formindskede sensitivitet mellem benene med det, nyligt omskårne mænd oplever.

Ved at glans konstant er blottet, skal der noget mere til at fremkalde den samme lystfølelse, samme sensitivitet, som før indgrebet, hvor forhuden beskyttede imod direkte berøring.

- For mig personligt handler sex langt fra udelukkende om orgasme. Det handler meget mere om at nyde hvert øjeblik, mærke min elsker dybt i mit hjerte. Mærke hvordan min krop tager imod kærtegn og kærlighed, mærke hver en lille berøring, sammentrækning, vibration og energibølger, der løber igennem både min egen og hans krop.

- Men det er jo ikke fordi, slet ikke, at man skal ligge sine vibratorer væk for altid. Man skal blot lære at bruge dem til noget ekstra, som et dejligt krydderi på sexlivet, man engang imellem finder frem, lyder det fra Katrine Berling.

Der er dog nok lange udsigter til myndighederne, som med cigaretter, alkohol og spil, på et tidspunkt pålægger producenter af klitorisvibratorer at komme med advarsler som 'Stærkt vanedannende' på emballagen.