Sådan skriver du trusserne af hende

Ord ophidser - så overrask din partner med en erotisk fortælling

Det er frækt at sidde  hjemme i sengen og  skrive en erotisk  novelle. Og det kan  være lige den  vitaminindsprøjtning,  sexlivet har brug for. (Foto: colourbox.com)
Det er frækt at sidde hjemme i sengen og skrive en erotisk novelle. Og det kan være lige den vitaminindsprøjtning, sexlivet har brug for. (Foto: colourbox.com)

Sig det med … ord. De fleste kan nemlig godt lide at få hvisket kærlige eller kinky ord i øret – hvad enten det er et kompliment eller en optakt til leg. Men hvis du vil tage endnu et skridt, kan du maile en erotisk historie til din partner.

Historien kan være et løfte om, hvad der skal ske senere. Den kan være et forsøg på at fortælle om dine fantasier, så din partner bliver inspireret. Eller bare en stor kærlighedserklæring, der viser, hvor meget du begærer personen.

Uanset hvad dit motiv er, skal du først og fremmest have indblik nok i din partner, før du sætter dig til tasterne, så du ikke vader over hans eller hendes grænser. En meget jaloux kvinde vil næppe bryde sig om at få beskrevet en sexscene med hende selv, en anden kvinde og dig.

Og så skal historien skrives ordentligt.

Brug nettet
– Jeg vil tro, at mange har fantasien i orden, men ikke kan finde ud af at skrive det ned i en læsevenlig form, siger Morten Jensen, der er redaktør på Sexwriter.dk – en gratis side, hvor man kan læse erotiske noveller skrevet af ’glade amatører’. Og få inspiration til sine egne fortællinger.

Siden er delt ind i kategorier som bondage, pigesex og almindelig sex. Sidstnævnte er det mest populære. Og sandsynligvis også der man skal starte som debuterende, erotisk forfatter.

– En god historie er ikke noget, man bare flækker sammen i løbet af en halv times tid, siger Morten Jensen.

Sexwriter.dk har både mandlige og kvindelige skribenter. Temaerne er som regel mere hardcore, når mænd skriver. Sprogbruget er også anderledes, hvilket er værd at huske, når du selv skal skrive til din mand eller kvinde.

Sådan gør du
– Kvinder bruger lidt mere sobre ord som urin i stedet for pis og mis i stedet for fisse, fortæller Morten Jensen, der har fem fif til den kommende sexwriter:

– Hav den endelige historie klar fra start til slut i dit sind.

– Start med at dele historien ind i afsnit – indledning, afsnit et, afsnit to osv. og noter et par stikord ned til hvert afsnit.

– Find ud af om fortællingen skal foregå i nutid eller datid. Sørg for ikke at springe frem og tilbage i tiden.

– Hvis du selv er med i historien, skal du holde fast i den form hele vejen igennem. Det er forvirrende at læse noget, hvor fortælleren springer fra jeg til han.

– Brug stavekontrollen. Og husk: stavekontrollen godkender ord som knippe, selv om du mener kneppe, så tjek lige ordbogen, hvis du er i tvivl.

side6.dk kan du også skrive en novelle og dermed få adgang til mange hundrede andre brugerskrevne beretninger.