Jeg skammer mig over min sexlyst

Et spørgsmål om sex: Birgitte savner sit sexdrive - to eksperter forsøger at hjælpe hende med at finde det igen

35-årige Birgitte ønsker, hun havde mere lyst til sex. (Foto: Pelican)
35-årige Birgitte ønsker, hun havde mere lyst til sex. (Foto: Pelican)

De fleste problemstillinger indenfor sex- og samliv ligger i krydsfeltet mellem lyst og ulyst. Den ene har typisk mere eller mindre lyst, end der er plads til i forholdet eller i singlelivet.

Men der er forskellige måder at gribe problemerne an på. Derfor vil vi nu i en artikelserie belyse en læsers kvaler fra to sider. Vi vil få eksperthjælp fra sexologer, samlivseksperter, psykoterapeuter, læger, psykologer og terapeuter af alle slags.

Skriv til os, hvis Du/I står i en situation, hvor sex eller samlivet er problematisk, så du/I har brug for eksperthjælp til at få kærligheden på ret køl igen.

Skriv her - og skriv eksperthjælp i emnefeltet.

Gør minusdage til sexdage

Jeg skammer mig over min lyst til sex!
Første pige på podiet er Birgitte, 35 år, single og mor til en pige på tre år. Hendes problem er, at hun har meget lidt eller slet ingen lyst til sex, og hun kan ikke forstå hvorfor.

- Men når jeg så en sjælden gang føler lyst, så skammer jeg mig helt vildt over det. I dag onanerer jeg også kun meget sjældent - og udelukkende for at tage trykket. Onani er i min verden også forbundet med skam. Jeg har dog ikke altid haft det på den måde - så langt fra.

Der skete en radikal ændring, da Birgitte blev gravid og mor:

- Tidligere havde jeg et ret heftigt og meget eksperimenterende sexliv, men det er nu helt gået fløjten. Jeg mangler - og savner - simpelthen den fysiske lystfølelse, samt tankerne om, at det er ok at have lyst og give sig hen seksuelt. Allerhelst ville jeg ønske, det kunne blive som i ’gamle dage’.

Nasty i sengen
- Jeg ved ikke om det spiller ind, men jeg har blandt andet en fortid med en mindre sød kæreste. Han elskede og tændte på, at jeg var vild og nasty og uhæmmet i sengen. Uden for sengen derimod, kaldte han mig billig og luder – for det måtte jeg jo være, mente han, når jeg kunne være på den måde seksuelt. Der selvfølgelig gjorde meget ondt og gjorde mig usikker.

Håber I har mulighed for at hjælpe mig!

Svar 1: Skyld og skam
For sexolog og jordemoder Vivi Hollænder lyder det grundlæggende, som om Birgitte forbinder sex med skyld og skam:

- Før du blev mor, var du i stand til at udfolde din seksualitet som noget frækt og syndigt, men følte dig naturligvis voldsomt ramt, når kæresten kaldte dig for billig og luder. Som moderne kvinde har du nydt, at kvinder i dag har ’lov til’ at være lige så seksuelt udfarende og aktive som mænd. Nutidens kvinder er dog også underlagt de gamle normer om den pæne pige, der ligger dybt begravet i vores kultur og opdragelse.

Disse to modsatrettede krav til kvinder kan medføre dybe følelsesmæssige konflikter, som ikke mindst kommer til udtryk i måden at håndtere sexlysten på.

- Følelsesmæssigt har du svært ved at forene din nye rolle som mor med den sexede og liderlige pige, som du også er, men som du nu forsøger at fortrænge.

Babyen ødelægger dit sexliv

Usexet moder
Idealbilledet af en moder er forbundet med stor ansvarsfuldhed og uegennyttighed. En mor skal fremstå som ren, respektabel og meget aseksuel - og hun skal til enhver tid lade barnets behov gå forud for sine egne.

- Når man har født ændres ikke bare kroppen, men også forholdet til kroppen kan ændre sig. Mange kvinder føler sig mindre attraktive, og følelsesmæssigt kan det påvirke lysten til sex, at ens krop har givet liv og næring til et lille nyt menneske.

Luder/madonna-kompleks
Hollænder mener, at Birgitte er blevet offer for det indre luder/madonna-kompleks, som mange kvinder bliver påført gennem opdragelse og kulturelle normer.

- Skal du hjælpes frem til et mere harmonisk sexliv, skal du først og fremmest befries for skamfølelsen, og du skal atter lære at acceptere din seksualitet og lyst. Din krop gør fortsat opmærksom på dine fysiske behov, men du tilfredsstiller kun dig selv nødtvungent - og igen er det forbundet med skam. Den psykologiske lyst har du helt lukket ned for, men du mærker dog savnet efter at give dig hen.

- I øjeblikket accepterer og respekterer du ikke dine egne behov, men det går altså bare ikke på lang sigt. Seksualiteten er en naturlig del af alle mennesker, og seksuel tilfredsstillelse er et basalt behov.

Pæn pige udenpå, men uartig indeni

Savne nærhed
- Hvis du bliver ved med at fornægte og undertrykke de signaler, som din krop og psyke sender, vil du i længden ikke blot komme til at lide under manglende seksuelle tilfredsstillelse. Du vil også komme til at savne nærheden, intimiteten og kropskontakten med et andet menneske.

Det fremgår ikke af dine ord, om du også har oplevet sex, der føles smuk, kærlig og forbundet med gensidige følelser og hengivenhed, eller om du tidligere kun har udlevet det frække og uartige.

- Men når du lærer at acceptere alle sider af dig selv og din seksualitet, vil du opdage, at det er muligt at kombinere alle delene i en helstøbt kvinde, lyder det fra sexologen Vivi Hollænder.

Svar 2: Kvinden skifter fokus
En kvinde, der har børn, har langt mindre lyst til sex end en kvinde, der ikke har børn. Lysten til sex kan komme igen, når barnet bliver større, eller hvis hun går i et længere forløb hos en psykoterapeut, mener psykoterapeut Carl-Mar Møller:

- Kvinden skifter fokus fra manden til barnet samme dag, hun opdager, hun er blevet gravid. Hun ændrer sin personlighed, efter hun er blevet mor, og hun bliver aldrig den samme igen.

Kvindens lyst er styret af følelserne for sin mand, ægløsning, forelskelse, omsorg, respekt, tillid og tryghed, økonomi, dybe samtaler, eventyr, oplevelser m.m. Derfor bliver det ofte også en kompliceret affære at få sexlivet til at fungere, når der kommer børn, forklarer Carl-Mar Møller.

Forelskelse bedøver hjernen
Når man er forelsket, bliver hjernen bedøvet med hormoner. Bedøvelsen (forelskelsen/psykosen) er skabt fra naturens side, hvor kvinden skaber en drømmemand inde i sit hoved, og derfor går hun ofte langt for at tilfredsstille hans behov, mener Møller.

- Når hun er forelsket, så har hun lyst døgnet rundt, og det øger hendes chancer for at blive gravid og dermed føre generne videre.

Forelskelsen varer typisk fire til otte måneder, men hos nogle kvinder kan den vare hele livet, hvis han er som drømmemanden inde i hendes hoved. Når kvinden kommer ud af sin forelskelse, så kan hun få skyldfølelse og væmmelse ved tanken om, hvad hun har gjort sammen med sin mand. Disse grænseoverskridende oplevelser kan påvirke hendes sexlyst resten af livet, og hun bør derfor komme i psykoterapi for at komme over disse oplevelser, lyder det fra psykoterapeut Carl-Mar Møller.

Sådan får du gang i dit sexliv igen

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen