Kan mænd og kvinder være venner?

Måske er tiden ved at være moden til, at ægte venskaber mellem en mand og en kvinde kan eksistere - og accepteres

Det er en klassisk ’Da Harry mødte Sally’-problematik. Mænd og kvinder kan ikke være venner, for sex og/eller romantiske følelser vil altid komme imellem dem - eller er vi netop i det moderne samfund i stand til at se ud over sex?

Måske er der sket noget. For tilsyneladende er de fleste i stand til det. Cirka tre ud af fire af vores læsere mener, at venskab mellem en mand og en kvinde sagtens kan eksistere. Og den amerikanske psykolog, Linda Sapadin, anfører, at det er de sociale og kulturelle skift, der er sket de seneste 50 år, der gør det muligt:

- Troen på, at mænd og kvinder ikke kan være venner, stammer fra en tid, hvor kvinder var hjemme og mænd på arbejde, og den eneste måde, hvorpå mænd og kvinder var sammen, var romantikkens tegn. Nu arbejder de sammen, deler sportsinteresser og socialiserer sammen, forklarer hun, ifølge psychologytoday.com.

Regler
Disse kulturelle skift har fået psykologer, sociologer og kommunikationseksperter til komme med et nyt budskab: Ja, det kan være svært for mænd og kvinder bliver nære venner. Men de kan. Og der er mange grunde til, at de har svært ved det:

Samfundet har længe fokuseret på det prototypiske mand-kvinde-forhold, fordi det er det, der holder livets cyklus i gang. Imens er venskaber på tværs af køn ignoreret, mener Linda Sapadin:

- Vi har regler for romantiske relationer og for mand-mand og kvinde-kvinde-venskaber. Men vi ser så få platoniske mand-kvinde-venskaber, at vi har svært ved at definere dem. Men der er fordele for begge køn. En mand kan lettere tale om følelser med en kvinde. Noget han kan savne ved en mandeven. Mænd betro sig lettere til kvinder.

Og for kvinden kan det være udmattende med al det føleri og bekendelser med andre kvinder. Derfor kan kvinder synes mandevenner er sjovere og lettere - plus de kan få indsigt i, hvad mænd egentlig tænker, mener Sapadin.

30 år tilbage
Michael Monsour, kommunikationsekspert fra University of Chicago, tror, at ’Da Harry mødte Sally’ satte potentialet for mand-kvinde-venskaber 30 år tilbage.

- Og tv hjælper heller ikke, siger han. Næsten hver gang man ser et venskab mellem mænd og kvinder, ender det alligevel med at få et romantisk eller seksuelt twist (lige fra ’Friends’ til ’Will og Grace’). Men efterhånden er mænd mere villige til at have feminier sider og værdier, ligesom kvinder i højere gad lever de maskuline sider ud.

Don O'Meara, Ph.D., fra University of Cincinnati, identificerede i tidsskiftet ’Sex Roles’ følgende udfordringer for kvinde-mand-venskabet.

Definer forholdet
Folk ved ikke, hvilke følelser der er passende i forhold til det modsatte køn, medmindre de er defineret af samfundet som passende. Man ved, man elsker en og holder af dem som person, men ikke nok til at date eller gifte sig med dem. Hvad betyder det?

Overvind tiltrækningen
Det faktum, at den seksuelle tiltrækning pludselig ville kunne indgå i ligningen i venskabet på tværs af kønnene, lurer altid i baggrunden. En undersøgelse af Linda Sapadin i ’ Journal of Social and Personal Relationships,’ viste, at kvinder følte, at seksuel spænding var det værste ved deres venskaber med mænd, mens flere mænd derimod svarede, at det var netop på grund af sex, de overhovedet ville være venner. 62 procent af alle angav, at der var seksuel spænding i deres mænd-kvinde-venskaber.

Magtspillet
Venskab burde være ligeværdigt. Men i en kultur, hvor mænd altid har været mere lige end kvinder, kommer problemet med magt og mandlig dominans også ind i venskabet. Kvinder kan ubevidst risikere at indtage en underdanig rolle i et tværkønnet venskab.

Tvivlen
Samfundet vil måske ikke helt acceptere et venskab mellem mænd og uden seksuelle spændinger. De fleste vil blive mødt med skepsis og en kæk, ’er I nu også bare venner – wink wink'-attitude.

Finde venner
Som børn leger vi oftest ikke på tværs af køn - hverken i skole eller fritid. Det fortsætter ind i puberteten og videre. Og blandt andet på grund af jalousi er det endnu sværere at få eller beholde en ven af det andet køn, når man indgår i et fast forhold.

Udfordring
Sexolog og parterapeut Rikke Thuesen mener, at mænd og kvinder kan sagtens være venner, men der kan være en udfordring i, hvordan de er venner:

- Kvinder snakker meget, deler sorger og glæder, og det vil hun også gerne med en mandeven. Men det kan blive for meget for ham at skulle agere ’veninde, fordi han har en anden definition af at være ven, og hvad man bruger venner til.

Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan man bedst kan være hinandens venner, og hvad man bruger hinanden til: det kan være sport, problemløsning, hyggeaftener, byture.

Sex
- Så er der selvfølgelig den seksuelle tiltrækning at tage hensyn til. Man skal have afstemt forventningerne, så man ikke bliver såret eller forvirret. Mænd tænder ofte på det, de ser, og det mærker ofte deres lyst lettere end kvinder. De er ganske enkelt lettere at tænde, og det kan give et problem i venskabsforholdet til en kvinde.

Jeg tror, at der er ofte situationer - specielt blandt unge mennesker - hvor den ene part mener, man er bedste venner - og den anden faktisk er hemmeligt forelsket, og han/hun håber på, at det en dag lykkedes at score. Men i takt med at vi bliver voksne og skaber vores liv og har de fundamentale værdier og interesser på plads, så udvider vi vores horisont og møder mennesker som mennesker og ikke som mand/kvinde på samme måde, mener Thuesen.

- Man kan man nemt have en ven, man snakker udvikling eller sport med, uden at der er noget seksuelt bag.

Fordele
Det er en stor fordel at have venner af begge køn, mener Thuesen:

- Vi er forskellige og kan derfor give hinanden forskellige ting. Vi opfatter ikke verden ens - og en mandeven kan måske sige tingene mere direkte til en kvinde, der er opfører sig dumt, uden at hun bliver sur og såret. Ligesom han kan være en god sparringspartner på løsningsorienterede problemer. Det at have en kvindeven kan give ham mulighed for at åbne sig og være mere i kontakt med hans kommunikerende og ’bløde’ sider.

Så der er masser af grunde til at have venner på tværs - dog skal man være opmærksom på, at ens partner kan have svært ved at håndtere det: Er det en gammel ven, er det vigtigt at indvie den nye partner i fællesskabet og vise, at vedkommende er velkommen.

- Er man i et etableret forhold og bliver ven med en mand eller kvinde, så tror jeg, det er vigtigt, at man er åben. Føler partneren utryghed, bør man anerkende det og tage hensyn til parforholdet. Nogle gange er vi selv blinde for signaler, som partneren måske kan se lidt klarere, siger Rikke Thuesen.

Blog om kvinder og venner

0 kommentarer
Vis kommentarer