I takt med store generationer fra efterkrigstiden nærmer sig pensionsalderen, bliver ældresex mere udbredt og mindre tabuiseret.
Det fremgår af 14 forskellige tværfaglige undersøgelser publiceret i en særudgave af ’Journal of Gerontology’, hvor ældre amerikaneres (sex-)liv ses efter i sømmene.
Det skriver livescience.com.
Undersøgelserne, som omhandlede alt fra demografi til oralsex blandt over 3000 repræsentativt udvalgte ældre mellem 57 og 85, viser, at især for frisex- og hashgeneration i alderen 57 til 65 er sex et vigtigt parameter for både sundhed og samliv.
Oralsex
Den store forskel mellem 68’erne og generationen før ses ikke kun i hyppighed, men også i adfærd. Mens oralsex bliver dyrket af 62 procent af mændene og 53 procent af kvinderne blandt de unge ældre, er de tal nede på 28 og 36 hos de helt gamle.
Forskellen forklares med åbenheden og frisindet, som følger den unge genration, og ikke med fysiske forhold.
Mændenes potensproblemer og kvindernes manglende lyst angives som de vægtigste årsager til faldn i sexfrekvens.
Forskerne er positivt overraskede og håber, at den genration fortsætter med et aktivt sexliv i pensionen, for det er en del af sundt og aktivt liv.