Drop opvasken - og hop ind i kanen

Hvad er vigtigst - et godt forhold eller et flot hjem?

Perfektionisme er usexet. Drop opvasken og hop ind i kanen.
Perfektionisme er usexet. Drop opvasken og hop ind i kanen.

Et hjem, der egner sig til en reportage i et boligmagasin, en mand, man kan være bekendt at vise frem, et godt job, god stil, søde unger, succes ude og hjemme. Allerhelst vil kvinder gerne have det hele på den mentale tjekliste, så vi ikke falder igennem hos vores medsøstre.

Der skal blomster i dekorative kummer i haven, græsset skal helst være nyklippet hele sommeren, og kan vi fremvise et rent og tjekket hjem, når der kommer uventede gæster, har vi det bedst. Men alle de krav, vi stiller til os selv og tilværelsen, går ud over parforholdet. Vi kan nemlig ikke nøjes med at dyrke vores eget perfektionsbehov, men pådutter også vores partner den. Og når han ikke gider fikse to-tre projekter på to-do-listen, bliver vi skuffede og kolde.

Vi tager måske selv over og fikser det, vi ellers havde bedt ham om – uden at vente den ekstra time for at se, om han så fik det gjort i sit tempo. Vi føler, at hvis ’vi bare får lavet det og det’, bliver vi mindre stressede og mere glade. Men sådan går det ikke altid.

Læs: Drop jagten på den perfekte partner

Nul sex til direktøren
– Man bliver bare mere træt. Især hvis man har leget direktør for sin mand hele dagen. Han tror måske, at hun bliver glad, fordi han har rendt rundt som en cirkushest i manegen for at gøre alle de projekter, hun ønskede, men hun bliver flad og træt og vil hellere sidde og se tv i stedet for at være sammen med ham, siger Joan Ørting.

– Hvis man er meget fikseret på, at alt skal se godt ud, og weekenderne skal bruges på at gøre rent, ordne have og alt muligt andet, så ens omgivelser er lækre, bør man overveje, hvorfor det er så vigtigt, at alt skal være i orden. Betyder det virkelig noget, hvis tøjet ikke bliver vasket eller busken ikke klippet den dag? Kan det virkelig betale sig at miste roen for det? Og gå glip af at gøre noget rart sammen med sin partner?

Kvinder og mænd reagerer forskelligt, når de er pressede. Hvis kvinder er pressede eller stressede, vil de gerne tale om det. De har brug for en, der lytter. Og de vil gerne foretage sig noget aktivt og få styr på alle mulige detaljer. Hvis mænd er stressede, har de brug for at falde ned. De foretrækker at stene lidt for sig selv, før de kaster sig over en opgave – uanset om opgaven er praktisk eller bare aktiv lytning til partneren.

Læs: Her er hemmeligheden bag god sex

Vi mister lysten
Begge ville få et bedre parløb, hvis de forstod hinandens behov. Og respekterede dem.

– Når mænd er fortravlede, vil de bare gerne hygge sig i stedet for at ’få tingene fra hånden’. De har brug for 20 minutters fred efter arbejdet. Hvis han får det, vil han være mere aktiv resten af aftenen, siger Joan Ørting.

– Der er så mange, der mister lyst til deres partner, og en af grundene kan være, at man ikke gider bolle, hvis det hele skal være så stressende, når man er hjemme. Det bedste, en kvinde kan gøre, er at bede manden lave en ting ad gangen. Og vente til han lige er landet. Bagefter siger hun tak og viser sin glæde over for ham. Omvendt kan en mand gøre sin kvinde glad ved at spørge: ’Er der noget, jeg kan gøre for dig?’

Når vi forstår hinandens reaktioner og behov, bliver der færre skænderier a la ’hvorfor er det mig, der skal gøre alting?’. Sandsynligvis undgår vi også situationer, hvor han nærmest skal tigge og bede om sex, og hun snarere gør det af pligt end af lyst.

Læs: Sådan ødelægger drømme dit sexliv

0 kommentarer
Vis kommentarer