Der er mange fordomme om strippere. En af dem er, at de er blonde rockertøser, der kun tænker på hurtige penge, smarte fyre og større silikonebryster og nåja, sex.
Men samme fordomme om strippere - og andre der arbejder afklædte - kan have store konsekvenser for pigerne og deres fremtid.
Men foreløbig er 30-årige Angelin kold over for folks snæversynethed. Hun er måske også en atypisk stripper:
Hun har en uddannelse som sygeplejerske, og så hun er ved at uddanne sig til læge. Du har muligvis set hende som Side 9 pige og som deltager i konkurrencen om at blive nummerpige i Brian Nielsen-Evander Holyfield-kampen.
For Angelin var det nærmest et tilfælde, at hun blev stripper, men hun er glad for de muligheder, det har givet hende.
- Som sygeplejerske medicinerede jeg ældre og arbejdede på et hospital. Der løb jeg for tre og fik løn for en. Lige nu studerer jeg medicin på universitetet og uddanner mig til læge. Så med SU er jeg jo nødt strippe ved siden af, og på den måde hænger det nogenlunde sammen.
- Det hele startede for fire år siden, da en af mine veninder spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe hende. Der skulle bruges to piger til et show, og hun manglede en. Var jeg frisk? Det var jeg.
- Det skulle da bare prøves, men jeg var vildt nervøs og mit hjerte bankede, for der var jo en masse mennesker, der forventede et godt show. Det kiksede også lidt, fordi jeg hverken kunne danse, eller strippe, og jeg kunne ikke rigtigt få smidt bh’en ordentligt, og mit tøj hang fast i noget, hihi.
Øver sig
Siden har Angelin øvet sig rigtigt meget:
- Jeg har luret mig frem hos veninder, der også er strippere og har været med dem ude på jobs og set, hvordan de bevæger sig. Det har lært mig alle de små fif og tricks, der gør det hele lækkert og nemmere, så man kan give et godt show. Jeg har også lært poledance, og det kræver virkelig styrke og smidighed, så man ikke falder ned undervejs.
Der er også mange forskellige måder, man kan arbejde som stripper, og Angelin har f.eks. valgt stripbarerne fra, selv om der kan være mange hurtige penge at hente.
- I begyndelsen var det kun privatfester, nu er det også diskoteksstrip en gang om ugen, og ellers til polterabend og sexmesser. Jeg syr ikke mit eget tøj, sådan som nogle af pigerne gør, men bestiller det fra udlandet, for det skal være noget specielt og anderledes. Og så sammensætter man koreografi til et særligt show, der passer til dragten og til en bestemte musik.
- For mig handler det om at give et rigtigt fed oplevelse til nogle andre mennesker, visuelt og dansemæssigt. Det er det fede for mig. Det handler ikke så meget om bekræftelse, men at jeg godt kan lide at give selve showet.
Familie og venner
Angelin med det eksotiske udseende er halvt polak og halvt canadier, og hendes familie var ikke begejstret, da hun fortalte om sit valg.
- Mine venner og familie var lidt overraskede. Nogle tænkte at det var lidt grænseoverskridende, men så længe jeg kunne lide det, var det helt i orden. Mange venner synes, det er rigtigt fedt, at jeg tør det, og når man er glad for det, man gør, så har man også en god udstråling, og det kan folk mærke. Både publikum og andre. Min mor var meget fornærmet og sammenlignede det med alt muligt andet. Så til sidst måtte jeg så sige, at enten accepterede hun det, eller også gjorde hun ikke. Så til sidst accepterede hun det.
Venner og familie er ikke de eneste, der kan have svært ved at lave med et valg som stripper. Kærlighedslivet kan tit komme til at lide under jobbet, fordi mange mænd har en lidt dobbeltmoralsk holdning til strip.
- De fleste fyre synes i starten, at det er rigtigt spændende. Men når man så bliver mere involveret og forelsket, så begynder de at være småjaloux og nogle vil gerne prøve at lave om på en og vil f.eks. gerne have, at man laver noget andet.
- For der står jo mange fyre og kigger på en og rør måske ved ens bryster under showet. Jeg har ingen kæreste lige nu af samme grund. Min sidste kæreste bad mig vælge mellem ham og jobbet, så det gjorde jeg. Men jeg håber da, at jeg kan finde en, der kan acceptere det på et tidspunkt.
Læs: Finanskrisen gjorde mig til luder
Fordomme
Fordomme er altid et problem for strippere:
- Jeg har da oplevet fordomme, men det er mest fordi folk relaterer det til noget seksuelt. Det er ikke noget, jeg gider lade mig gå på, folk må mene, hvad de vil. Jeg har sat mine grænser ved strip og modelbilleder. Men man får da ekstra tilbud om ekstra betaling for privatshows eller som en fyr sagde til mig en aften: ’Hvis jeg nu giver dig 10.000 kroner, kan du så ikke lige…’
Det er to forskellige erhverv. Man bliver måske fristet, men jeg har altid holdt grænserne meget klare, og jeg tror ikke, jeg kommer til at gå over dem.
Angelin er glad for at arbejde som stripper, men som andre af den slags jobs, så er der en naturlig begrænsning på, hvor lang tid man kan strippe.
- Jeg mangler fire år i mit lægestudie, og når jeg bliver færdig, så er jeg nok også ved at være for gammel. Når røvbalderne hænger lidt, og det føles, som om man er blevet for gammel, så er det tid at stoppe.
Læs : Porno ødelagde deres liv