Sådan finder du en netkæreste i 2011

Januar er højsæson for kærestesøgning på nettet - vi hjælper dig gennem junglen

Det kan lade sig gøre at finde en kæreste på nettet. (Foto: colourbox.com)
Det kan lade sig gøre at finde en kæreste på nettet. (Foto: colourbox.com)

Kæresten er kun et par klik væk. Designet efter egne specifikationer, klar til afhentning ved udgangen.

Og dog.

Selv om det netop nu er højsæson for jagten på ny kæreste, er det ikke så nemt at finde en ny partner via Internettet, som man kunne tro, hvorfor netdating nemt kan lede til en masse frustrationer og nederlag undervejs.

For hvordan sætter man lige ord på, når man skal sælge sig selv på skrift? Hvordan sorterer man i de andre profiler, og hvad bør man lægge vægt på frem for andet? Søger man fast parforhold, sexpartner eller weekendkæreste? Skal man selv være opsøgende eller vente på, at andre henvender sig? Skal der være fotos på profilen, og hvilke typer af fotos gør sig i så fald bedst?

- Der er ikke så lidt, man skal forholde sig til, hvis man ønsker at undgå de værste skuffelser og nederlag, men heldigvis er der hjælp at hente, hvis man har mod på at kaste sig ind i kampen - og det gælder for både kærestesøgende mænd og kvinder, siger sexolog og dating-coach, Vivi Hollænder, der vejleder og rådgiver partnersøgende, så man får det mest optimale udgangspunkt i sin videre søgning.

Netdating er vore dages mødested, og er man kærestesøgende, så er man næsten nødt til at være med på vognen - især hvis man er kommet over den alder, hvor diskoteker og barer ikke længere er på programmet.

Læs: Lær at spotte en evigheds-dater

Kæreste-jagten går ind
Januar er højsæson på nettets datingsider. Mange beslutter sig for at gøre alvor om nytårsforsættet om at gøre noget ved kærlighedslivet, og andre benytter den mørke tid til kærestesøgning foran skærmen.

Så det er altså i høj grad nu, profilen skal oprettes eller måske forbedres, hvis den skal være klar til brug i det nye år, hvor udvalget af nye og gamle potentielle partnere er allerstørst.

- Uanset om man er nybegynder eller mere erfaren netdatingbruger, så kan man hurtigt blive skuffet eller utålmodig over, at resultaterne ikke straks lever op til forventningerne, fortsætter Vivi Hollænder, og siger så:

- Det er måske ikke så sært, at mænd og kvinder kan have svært ved at finde hinanden virtuelt. For hvordan udformer man en profil, der lige nøjagtigt tiltrækker ønskepartneren? Ofte går kønnene fejl af hinanden i deres søgning, da mænd og kvinder taler hver deres datingsprog.

Datingguide: Kom godt i gang

Skidt og kanel
Hvis man ikke har gjort sig selv klart, hvad det er, man søger, kan man naturligvis heller ikke forvente at få kontakt til den rette partner.

- Mænd har det specielt svært på de sexorienterede sider, hvor de er i langt overtal. Her kræver det gode formuleringsevner at kunne klare konkurrencen - og en af de mest almindelige fejl, mænd i den forbindelse begår, er forsøget på at tiltrække kvinder på samme måde, som de selv tiltrækkes af kvindeprofiler.

For kvinderne derimod kan det være en næsten håbløs opgave at skelne mellem skidt og kanel, når de oversvømmes af alt for mange henvendelser. Mange opgiver på forhånd eller udvikler sig til primadonnaer, der bliver alt for kritiske og kommer til at lægge vægt på uvæsentlige ting.

Læs: Du skal ikke køre den ind med penis

Ærlighed betaler sig
Også på de mere ’noble’ datingsider kan det være vanskeligt at få præciseret, hvad man ønsker, og hvad man selv kan tilbyde.

Jo bedre man kan beskrive sig selv, uden at være uærlig, samt ikke mindst være afklaret om krav og ønsker til partneren, des større er chancerne for en vellykket date, når den tid kommer.

- Folk, der søger på må og få og alt for bredt, kommer ofte til at virke desperate og uattraktive. Og det er jo rigtig ærgerligt, hvis man i virkeligheden er et sødt og rart menneske, der indeholder en masse kvaliteter, der blot ikke fremgår klart nok i profilteksten.

Læs: 6 datingregler du bør kende

Madding
Fangsten afhænger simpelthen af den madding, man smider ud, påpeger Vivi Hollænder, der udover at coache netdatere til at få større succes, også arbejder som sexolog. En uddannelse og beskæftigelse, hun (også) kan benytte i forbindelse med coaching.

- Som sexolog kan jeg blandt andet hjælpe folk med at få afklaret deres seksualitet og få sat de rigtige ord på. Jeg kan hjælpe dem, så deres søgning bliver målrettet og dermed mere effektiv, samt give dem en ide om, om deres håb er realistiske og/eller fokus måske skal ændres.

Læs: Sådan får du drømmedaten

Sparringspartner
Det er godt at have en sparringspartner, når man skal beskrive sig selv ærligt. Her kommer selvransagelsen ind: Hvad har man selv at byde på?

Ofte er det meget nemmere at få øje på sine fejl og mangler frem for de gode kvaliteter - og det er jo dem, der i første omgang skal sælge varen: Dig selv.

Men det er også dumt at rose sig selv til skyerne eller lyve om sit udseende. Det vil i de fleste tilfælde skræmme en eventuel partner væk ved allerede første møde, da det lovede naturligvis bør stå mål ved virkeligheden.

- Og kan man lyve om noget så væsentligt, som fx eget udseende, alder osv., kan man vel også lyve om så meget andet, er den umiddelbart første tanke. Derfor er det spild af såvel tid som indsats at smøre for tykt på, siger dating-coach Vivi Hollænder fra bedresexliv.dk

Læs: Få succes på 1. date

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen