Netdating: Her styrer kvinderne - også

Gamle kønsroller lever i bedste velgående på landets datingsider. Er kvinderne narrefisser eller bare nøsjsomme?

På trods af netdatings muligheder for ligeværdige kønsmøder er de uskreve regler fra den virkelige verden også her: Mænd jager - kvinder vælger og vrager.

Selvbestaltet datingekspert Joan Pickering, der er konsulent for det frække datingsite singlesex.dk, er lidt beskæmmet på sit køns vegne, for de omsværmede kvinder glemmer høflighed og den venlige afvisning:

- Kvinderne finder ud af, at de tilsyneladende kan få alle de mænd og al den sex, de kan gabe over. Mindre attraktive kvinder kan via netdating score den ene lækre mand efter den anden.

Så hvor den nye kvinde på netdating måske de første par dage svarer pænt tilbage til alle de mænd, der skriver til hende, begynder hun meget hurtigt at blive noget mere selektiv og doven med hensyn til at svare tilbage.

Hvorfor bruge tid på at skrive tilbage til dem, der vejer lidt for meget, er lidt for gamle, er lidt for grimme, når man jo af erfaring ved, at nye mænd konstant byder sig til? er tankegangen tilsyneladende, ifølge Joan P.

Mindreværd
- Når man igen og igen skriver breve til kvinder, men aldrig modtager svar tilbage, eller svarene konsekvent er af en afvisende og negativ karakter, føler mange mænd på netdating sig mindre og mindre værd. Og de slækker på krav og ønsker, de måske havde fra begyndelsen af.

Selv attraktive og veltrænede mænd, man ellers skulle tro kunne score hvem som helst, kan via netdating skrive til et utal af kvinder, uden at der kommer positiv respons den anden vej, fortsætter Joan Pickering.

Sådan er livet
Ikke alle datingeksperter er så fordømmende overfor kvindelige netdatere:

- Der er ingen tvivl om, at der er forskel på måden, mænd og kvinder dater på nettet, forklarer ph.d. i psykologi ved Århus Universitet, Tina R. Kilburn, som også er datingkonsulent på q500.dk.

- Det er en god ide at sætte sig lidt ind i måden, det andet køn tænker på, når man netdater. Ønsker man bare sex hurtigst muligt, skal man nok gå efter de sider, der netop tilbyder dette. Forsøger man sig derimod på sider, hvor de fleste brugere er der for at finde en seriøs og længerevarende partner, kan man som mand hurtigt blive skuffet og frustreret over de mange afslag.

Som kvinde vil der derimod ikke være det store problem, da evolutionen jo netop har udviklet hannen til at være parat til at sprede sine gener vidt.

- Mange kvinder modtager en del flere henvendelser end mænd, men jeg tror ikke, at skævvridningen er så stor, at kvinderne ikke kan overkomme at sende et 'Tak - men nej tak', hvis det er det, de mener.

Skille sig ud fra mængden
Selvom sexologen Vivi Hollænder mener, at biologien også dikterer vores netdatingvaner, er der allligevel håb for mændene:

- Tendensen er helt klar på især de sexorienterede datingsider. Her er mændene i overtal, og kvinderne bombarderes med tilbud. En mand skal virkelig kunne skille sig positivt ud fra mængden og have det skrevne ord i sin magt for at komme i betragtning, siger Hollænder.

Årsagen kan søges i både biologien og vores kultur. Selv om vi ikke længere er hulemænd/kvinder, er vi trods alt stadig opdraget og kodet forskelligt genetisk, og det ligger dybt i os, at kvinder skal udvælge deres partnere med omhu, mens det for en del mænd styrker maskuliniteten at kunne nedlægge så meget hunkøn som muligt.

- Men taler vi om datingsider, hvor fokus er lagt mere på at søge faste partnere og livsledsagere, ser situationen omvendt ud. Her er der flere kvinder end mænd, og der er rift om de attraktive mænd, udtaler Hollænder, der således ser tendenser på, at kønsmønstrene er ved at ændre sig, efter at netdating er blevet så almindeligt:

Flere og flere kvinder tør stå ved, at de har lyst til at eksperimentere og afprøve seksuelle grænser, uden det nødvendigvis skal indebære et fast parforhold. Bag skærmen kan de sidde trygt og anonymt og udforske de seksuelle muligheder, inden de kaster sig ud i at prøve tingene af.

Stadig nyt
- Men historisk set er det stadig nyt, at kvinder kan tillade sig at være seksuelt opsøgende det har hidtil været mændenes privilegium, og derfor er kvindekønnet endnu i undertal på sexsiderne, mener Hollænder.

Mændene derimod strømmer til i håb om at få del i den gamle drøm om uforpligtende sex. I bund og grund er der tale om meget simple mekanismer, der bygger på udbud og efterspørgsel tilsat nye og gamle kønsmønstre.

- Hvem ved: Om 50 år er det måske kvinderne, der skal anstrenge sig for at få deres bid af kagen! siger sexolog Vivi Hollænder fra bedresex.nu.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen