Derfor er frække ord mest for kvinder

Det er måske ikke overraskende, men langt flere kvinder end mænd tænder på erotisk litteratur. Markedet er tilsyneladende rykket på nettet

Anais Nin og Henry Miller. De Grå Sider i rapport og sexnoveller i Tidens Kvinder. Black Lace og Harlekin-bøger. De skrevne ord pirrer på en anden måde end pornografiske billeder og film. Og selvom flere kvinder faktisk hellere ser porno end læser erotiske fortællinger, er frække sexhistorier meget mere populært blandt kvinder end mænd, i hvert fald blandt brugerne af ekstrabladet.dk. Læs mere i boksen til højre for denne artikel.

På en forespørgsel i Politikens boghandel, der også sælger på nettet, er meldingen, at ovenpå et lille bogboom i 90’erne med erotisk litteratur er området gået lidt i stå. Om det skyldes manglende vilje fra forlagene til at komme med nye bud udover klassikerne, eller at læserne har flyttet deres fokus til læsning på nettet, er uklart.

Markedet er tilsyneladende anderledes i vores ellers så stramme naboland, Sverige, hvor et forlag som Xstory har specialiseret sig svenskskrevet erotisk litteratur af og for kvinder. På netforlagets Elibs top ti-liste kom der for nylig hele fire Xstory-bøger ind. Og de har blot syv af dens slags titler blandt deres 1800.

Tænder på ord
Vi spurgte redaktøren på Tidens Kvinder om, hvad der gør erotisk læsning tiltrækkende for kvinder:

- Det har jo længe været sagt, at mænd tænder på billeder og kvinder på ord. Og for størstedelen, tror jeg, passer det meget godt. Dermed være ikke sagt, at kvinder ikke kan tænde på f.eks. billedporno og mænd på bløde, erotiske noveller. Men generelt oplever jeg, at mange kvinder er meget glade for erotisk læsning.

Lene Byriel tror, det handler om at have friheden til selv at sætte detaljer på fortællingen; er hans hånd blød og følsom, eller er den stor og behåret? Hvordan ser han helt præcist ud, når han lægger an til et krævende kys osv.

- Når det er det skrevne ord, kan vi selv peppe historien op med de detaljer, der tænder os - og ’sløre’ de mindre flatterende ting. Vi kan selv lægge betydningen af et ansigtsudtryk eller en handling ind. Vi bliver ikke låst fast af nogle ofte klicheagtige billeder af, hvordan sex og selve aktørerne ser ud. Og det tror jeg passer kvinder rigtig godt, mener redaktøren fra Tidens Kvinder.

Læsernes egne
Hvert nummer af Tidens Kvinder har fire-fem erotiske noveller skrevet af læserne, og de modtager rigtig mange bud på disse noveller fra læserne.

- Der er måske ikke altid tale om stor kunst, men jeg ser i høj grad novellerne som en slags brugslitteratur: Teksten skaber en erotisk stemning og er skrevet for at ophidse læseren - og ofte også skribenten.

Og når kvinder læser novellerne, forklarer Lene Byriel, er det ofte som opvarmning til onani eller sex med en partner. Altså en form for skriftlig appetitvækker, en form for erotisk underholdning.

- Og oftest er sidegevinsten så, at man får nye ideer til sit sexliv: 'Hov, sådan kunne man også gøre - det kunne være frækt at prøve en gang'. Nogle bruger det også som et hint til partneren: 'Denne her novelle var altså rigtig fræk, synes du ikke...?'

Pirringsværdien
Når Tidens Kvinder vælger de noveller ud, der kommer i bladet, går de altid efter ’pirringsværdien’:

- Kan denne novelle få det til at kilde? Kan den det, bruger vi den i bladet. Der er ikke nogen bestemt recept på, hvad der virker, men på et eller andet plan skal læseren kunne identificere sig med en af personerne, der optræder - og selvfølgelig tænde den slags sex, der forekommer i novellen, er Lenes bud på, hvad der udgør en god erotisk fortælling

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Sex & samliv
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen