Sexklubber holder fanen højt i krisen

Krisen kradser mange steder. Men i sexklubberne er der stadig mange til at kradse igen. Folk har brug for et frirum, mener klubejer

Når krisen kradser, skal du bare kradse igen. (Foto: Magic Media)
Når krisen kradser, skal du bare kradse igen. (Foto: Magic Media)

Der meldes om tvangsaktioner og konkurser over hele linien. Men kriseramte danskere varmer sig tilsyneladende på hinanden i sexklubberne.

- I disse måneder har vi flere gæster end nogensinde tidligere, og jeg er tilbøjelig til at tro, at det faktisk indirekte netop skyldes krisen, fortæller indehaver af de to københavnske sexklubber Adam og Eva og Swingers No.1, Morten Fabricius.

Gang i den hver dag
Maria, der har arbejdet som receptionist i de to københavner-klubber i halvandet år, har til forskel fra receptionist-kollegerne rundt om på hovedstadens mange hoteller mere end rigeligt at se til.

- Fra vi åbnede døren her klokken14.00, altså for mindre end en halv time siden, har allerede 15 gæster tjekket ind. Og tilstrømningen vil uden tvivl blive ved til langt ud på aftenen - og sådan er det hver eneste dag, ugen rundt, fortæller Maria, der i løbet af vort korte interview med hende over telefonen blev nødt til at lægge røret mange gange.

Der kom nemlig nye gæster til, der skulle betale entre og have udleveret de obligatoriske klub-håndklæder. Så hvor masser af andre brancher i disse måneder hungrer efter flere kunder i butikken, knokler andre de ansatte i sexklubbranchen, så sveden springer.

Sparer hellere på vin og bio-ture
Personale og gæster på sex- og swingerklubber taler ikke kun om sex, når de mødes i klubmørket. Alt muligt andet mellem himmel og jord, der nu engang er oppe i tiden, bliver også vendt og drejet.

Så når der ikke lige er fysisk nøgenakrobatik på tapetet, går snakken pt. ikke så sjældent om penge - eller måske rettere om frygten for mangel på samme.

- Jeg har hørt flere gæster fortælle, at de holder igen med biografture, dyre vine og ekstraordinære flotte gaver i forbindelse med fødselsdage og jubilæer, mens de ingen intentioner har om at skære ned på deres klubbesøg, fortsætter receptionisten i Adam og Eva.

- Mange benytter nemlig klubbesøgene til for en stund at komme væk fra hverdagens stress og jag, til at koble af under afslappede og uformelle forhold. Desuden betyder det sociale samvær med ligesindede for mange mindst lige så meget som det seksuelle, siger Maria.

Behersket optimisme
I Scor.dk's to sexklubber i København og Aalborg, der begge hedder Loungen, er meldingen mere behersket:

- Næsten alle taler om økonomi og sparetider og den ven, man kender, der har tabt en masse penge på aktiehandel, mens man selv står dér bag skranken med et sug i maven og tænker hvad nu? Huslejen skal jo fortsat falde hver den 1. i måneden. Men heldigvis er frygten indtil videre gjort til skamme, udtaler Rene, bestyrer af swingerklubben Scor Loungen i København, der ikke oplever helt samme store medlemstilgang som tidligere.

Der dog nye swingere, der på daglig basis får øjnene op for de afklædte hyggeoplevelser i huset på Trekronergade i Valby.

- De faste gæster kommer måske en gang mindre om måneden, end de plejer, men ellers oplever vi de samme pæne besøgstal på hverdage og fuldt hus i weekenderne. Vi synes da også at kunne mærke, at 'krisen' så småt er ved at klinge af - at vi atter er på vej tilbage til mere normale tilstande. Folk har vel også brug for et pusterum fra den daglige trummerum.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere