Scor med dans

Danske singler er vilde med dans. Sexolog ser mange fordele i at gå til singledans, for legen og glæden gør os åbne for kærlighed

Datingbranchen er så småt ved at få øjnene op for singledanskernes interesse for dans. (Foto: Colourbox.com)
Datingbranchen er så småt ved at få øjnene op for singledanskernes interesse for dans. (Foto: Colourbox.com)

Skridt skoene, og gør klar til at vugge hofterne. Danseskoler bliver måske de nye scoresteder.

Datingsitet E-kontakt.dk spurgte sine cirka 70.000 medlemmer om deres syn på dans. 2715 deltog, og hele 81 procent vil gerne gå til dans, hvis der var hold for singler.

Maria Groes Eldh, Informationschef på E-kontakt.dk, kommenterer på undersøgelsen:

'Dans fylder efterhånden meget i medierne og det har skabt en stor interesse for denne disciplin. Netop dans er jo en fantastisk måde at lære andre mennesker at kende på, og så er det ikke mindst en oplagt lejlighed til at flirte og komme tæt på hinanden. Derfor er det ærgerligt, at danseskoler og lignende ikke i højere grad fokuserer på singler som målgruppe. Det ville være en god idé at lave nogle dansehold for singler eventuelt i forskellige aldersgrupper. På denne måde kunne man som single både lære at danse, møde nye mennesker, have det sjovt og måske også møde en ny kæreste.'

Salsa- og tangohold
Men datingbranchen er så småt ved at få øjnene op for singledanskernes interesse for dans. Runningdinner.dk, der i disse dage fejrer fem års jubilæum med konceptet 'spis middag med en gruppe fremmede singler', har så stor succs med deres salsahold for singler, at de her til efteråret åbner op for tangodans.

- Vi har typisk tre hold i kvartalet, to begyndere og et øvet, fortæller ejeren af Runningdinner.dk, 36-årige Michelle, til ekstrabladet.dk. Vi mærker klart en stigende interesse, efter vi begyndte på det for 3 år siden. Bortset fra at 'Vild med dans' nok har hjulpet på interessen, så er det jo en fremragende måde at møde nye mennesker på.

Selvom folk i sidste ende kommer der for at få en kæreste, er det ikke så scoreagtigt, forklarer Michelle:

- Folk er fra 24 og op - og de fleste er veludannede og udadvendte mennesker i 30’erne, der ikke har haft tid til at få en kæreste, siger Michelle, der ikke kan svare på, hvor mange der finder en kæreste på danseholdene, da medlemmerne typisk bare melder sig af holdene eller ud af databasen, når de enten har fået en partner eller bare ikke vil mere.

Ned i kroppen
ekstrabladet.dk spurgte sexologen Katrine Berling, om man kan få mere sex - og evt. en kæreste - ved at begynde at danse:

- Ja, det vil jeg mene, du godt kan, fordi dans er sensuelt, det er sjovt, og det er super sexet. Når vi danser, leger vi, enten for os selv og med os selv, eller sammen med vores partner. Vi flirter og bruger vores kroppe, vi sender hinanden varme blikke. Vi ruller med hofterne, skyder brystet frem og ryster med skuldrene. Vi er erotiske, sensuelle og sexede.

Når vi danser er vi helt i vores krop, vi glemmer at tænke, vi er der, hvor musikken er, og hvor kroppen fører os hen, det er med til at gøre os mere åbne og modtagelige for en partner og livet, forklarer Katrine Berling.

Åben og glad
- Når vi skal kigge efter en partner, er det bedste, vi kan se efter, en person, der er åben, glad og god til at lege. Dansen er med til at åbne os som mennesker, og det giver os lov til at lege. I dansen gør vi os til for hinanden, ligesom dyrene i deres parringsdans.

En anden ting, der er fantastisk ved pardans, er, at manden skal føre kvinden. Det gør, at vi her kommer i vore rette essens, kvinden bliver mere feminin og skal lade sig førr af den maskuline mand. Vores modsætninger bliver derved meget tydelige og er med til at øge tiltrækningen mellem kønnene, mener Katrine Berling, der slutter af med denne opfordring:

- Kom ud og dans noget mere, det giver lykke glæde og masser af kærlighed og sex.

0 kommentarer
Vis kommentarer