Danske Ejnar giver kvinder hypnoseorgasmer

Københavner lever af at hjælpe kvinder og mænd til at få bedre sexliv - med hypnose

- Selve det at give kvinder orgasme med sin stemme er nemt nok, til at jeg kan lære det til begyndere på et weekend-seminar. Foto: Privat
- Selve det at give kvinder orgasme med sin stemme er nemt nok, til at jeg kan lære det til begyndere på et weekend-seminar. Foto: Privat

'Lette kraftige orgasmer for livet. Bliv fri af skam, hæmninger og traumer. 365 dages resultatgaranti. Forløbet foregår fuldt påklædt og uden intimberøring. Virker også for kvinder der aldrig har oplevet en orgasme. Lær at føle dig sexet og nyde dine lyster uden skam. Bliv multi-orgasmisk og lær at komme under samleje.'

Sådan skriver ekspert i erotisk hypnose Ejnar Håkonsen på sin hjemmeside.

Det er alligevel en ordentlig melding at komme med, så vi tog fat i den 30-årige københavner for at høre nærmere:

- Orgasmer er praktiske at reklamere med, fordi det er håndgribelige resultater, som folk kan forholde sig til. Mange af de andre udbytter kan være mere afgørende, men gør sig ikke lige så nemt i en salgspitch, siger Ejnar, der ser sig selv mere som personlig coach end behandler:

- I mine øjne er det sørgeligt at vores samfund både mentalt og fysisk er fokuseret på at 'behandle sygdom', i stedet for at 'opbygge sundhed'. Selvfølgelig afhjælper jeg også 'problemer' som traumer, skyld eller hvis en kvinde aldrig har oplevet en orgasme - men mine klienter er ikke i stykker, og jeg arbejder da også med kvinder, der bare gerne vil tage deres sexliv fra 'godt og velfungerende' til fantastisk, siger Håkonsen.

- Selve det at give kvinder orgasme med sin stemme er nemt nok, til at jeg kan lære det til begyndere på et weekend-seminar. Men for en begynder virker det måske kun på 70 procent af kvinder, og med varierende grad af intensitet. Imponerende til hobby-brug, men ikke nok til seriøst, professionelt arbejde med resultatgaranti.

- Dér hvor min erfaring for alvor gør en afgørende forskel, er i at læse klientens behov og gøre deres udvikling til en tryg og sjov proces hvert eneste skridt ad vejen. Tricket er jo også, at vi allesammen kan bruge den her udvikling og får enormt udbytte af at arbejde gennem de her ting, uanset om vi allerede er orgasmiske eller ej. Det vil så også sige, at et fuldt 'Sexliv i Verdensklasse'-forløb tager to til fem timer, uanset om man allerede er orgasmisk eller ej.

Selvværd
Ejnar Håkonsen, der har været fuldtidsprofessionel hypnotisør i to år, hjælper med flere ting:

Solidt selvværd - at føle man fortjener at have det godt. Lære at føle sig sexet. Acceptere sine lyster og give slip på sexuel skyld/skam/hæmninger. Slippe angst og mentale blokeringer - særligt relevant for mænds præstation i sengen. Være til stede i krop og følelser. 'Hel det sårende hjerte' - at helbrede følelsesmæssige sår, så man ikke handler ud fra frygt for at blive såret på ny, men igen kan åbne sig, stole på andre, og give sig selv frit og uhæmmet hen.

- Der er også mange karrierekvinder, som gerne vil lære at kunne føle sig feminine i dagligdagen, og stadig få ting udrettet. Andre har det fint med at være i deres maskuline dagen lang, men længes efter at kunne give slip på kontrollen i forholdet derhjemme.

Håkonsen hjælper også mænd:

- Der er mange, der aldrig rigtigt har taget den mentale overgang fra 'fyr/dreng' til rent faktisk at se sig selv som en mand. Her hjælper jeg med den overgang, med at finde sig til rette i sund maskulinitet, og for manges tilfælde også med at omfavne deres dominante side - hvilket igen ofte handler om at skrælle skam og skyld væk, så de kan udtrykke deres egentlige lyster og begær.

Se også: Tre overraskende sextrends for de særligt sensitive

Udvikling
Ifølge Håkonsen handler hjælp i sexlivet mest om, at han booster den generelle personlige udvikling:

- Føler du, at du fortjener at have det godt? Er du tryg ved forandring og gode oplevelser? Er der skyld, skam eller hæmninger omkring sex, som du gerne vil give slip på? Har du lært at være til stede i din egen krop og følelser? Er der traumer eller hæmninger som det vil føles godt at give slip på?

- Er der noget, der hæmmer dig fra at få nydelse/orgasmer eller at opleve det med fuld intensitet? Har du nogensinde lært at føle dig sexet? Har du oplevet svigt/sår i tidligere forhold, og vil det være ok, at vi helbreder dem, så du ikke længere behøver holde igen, men kan give helhjertet og frygtløst af dig selv? Har du lært at screene efter personer der er værdige til den grad af tillid?

Virker det på alle?
- Hypnose virker på alle, der er ædru og har en IQ over 70. Med det sagt, så er det en tillært færdighed, hvor folk starter fra forskellige udgangspunkter og hele tiden bliver dygtigere. Evnen til at blive hypnotiseret handler mest om at kunne være i kontakt med sin krop og sine følelser, hvorfor kvinder i gennemsnit starter lidt dygtigere ud.

- Da jeg først lærte hypnose, arbejdede jeg med virkelig mange mandlige ingeniør-typer, der var helt ude af kontakt med deres krop og basalt set var 'brain-on-a-stick'-stereotypen. Mange af dem havde selvfølgelig en lidt længere læringsproces, men ellers er naturvidenskabelige folk faktisk virkelig dejlige at arbejde med: De har ingen tillid til at hypnose virker, men de har mange års træning i frit at prøve ting og lade resultaterne tale for sig selv.

Hvad er det helt konkret, du gør?

- Forestil dig to af dine venner. De har ikke bemærket, at du er i nærheden, og de snakker om, at de er glade for dig og nyder dit selskab. Hvordan føles det, når du får den slags kompliment, som du ved er oprigtig? For en gangs skyld stopper du ikke engang for at analysere den - det får bare lov til at gå rent ind.

- Hypnose fungerer på samme måde: Du får lov til at lægge den analyserende del på hylden, så jeg kan snakke til dig uden filtre, og du har mulighed for at tage alt, hvad du kan bruge rent ind.

Succes
Fortæl om en succesoplevelse:

- Jeg havde en kvinde inde, som aldrig i sit liv havde oplevet en orgasme, og som var begyndt at overveje, om hun var aseksuel. Et familiemedlem havde lært hende religiøs skam omkring sin krop og sin seksualitet, så intet rigtig fik lov til at føles godt.

- Jeg hjalp hende med at give slip på den skam, trænede hende til at tillade nydelsen at komme til udtryk, guidede hende i at tilgive de familiemedlemmer, der troede, de gjorde det bedste for hende, og lærte hende til sidst at få sit livs første orgasmer. Jeg gav hende evnen med hjem at dele med sin partner, og kort efter oplevede hun også fysiske orgasmer uden at bruge de verbale kommandoer. Det forløb tog en times samtale og halvanden times hypnose.

Se også: Her kan du få sexhypnose

Forløbet
Med en ny klient går den første time med at snakke om, hvem du er, og hvad du gerne vil have ud af det.

- De fleste har kun en grov ide, når de kommer ind, og det at vi snakker deres overvejelser og udfordringer igennem, giver dem en meget klarere retning med, hvad de gerne vil opnå, plus at det skaber en tillid, der får alt efterfølgende til at gå hurtigere og lettere. Og fordi man lige så godt kan være effektiv, bruger jeg samtidig samtalehypnose - det virker meget som ovennævnte eksempel: Når jeg snakker om dine styrker og muligheder, kan jeg lige så godt gøre det så autentisk, at det er naturligt for dig at tage det ind.

Derefter kommer den rigtige hypnose:

- Jeg fortæller dig, hvordan den virker, sørger for, at du er tryg i processen, og lærer dig at gå i trance, hvor den analyserende del slår fra, og du bare kan tage imod. Du er fuldt opmærksom og tilstedeværende, du er bare rent fokuseret på min stemme, og jeg kan tale direkte til den del af dig, der styrer dine følelser, vaner og identitet. Herfra giver jeg dig nogle behagelige oplevelser med trance, der lader dig blive tryg ved trance og gør dig dygtigere til at tage imod udbyttet.

- Nu har du lært for alvor at gå i trance, og vi kan arbejde med hurtige udbytter: Hvis jeg beder dig forestille dig alle de følelser, der ligger til grund for en fobi, er det nemt at visualisere og rydde op i dem. Hvis jeg beder dig tænke på en følelse, du kender, kan du let opleve den, og jeg kan guide dig i at gøre den stærkere og lade den starte og stoppe, som vi ønsker.

- Forestil dig en dejlig intens form for nydelse, du har oplevet, og at jeg lader dig gøre den 10 gange stærkere. Forestil dig nu, at jeg lader dig mærke den skylle gennem dig, hver eneste gang du føler dig stærk og succesfuld, hver eneste gang du føler dig sexet, hver eneste gang du lader dig selv blive endnu mere den person, du har lyst til at være. Hvordan forestiller du dig, at det ville ændre dine vaner, din selvopfattelse, dine handlemønstre? Der er et væld af effektive teknikker - fælles for dem alle er, at jeg lader det blive en virkelig positiv oplevelse at ændre dig i den retning, du har lyst til.

Privat
Bruger du hypnose privat?

- Absolut! Det giver en større intimitet, at hun lærer at lade sig føre af min stemme, og det er enormt tilfredsstillende at kunne bidrage til mine partneres overskud og personlige udvikling. I forhold til erotisk hypnose så bruger jeg det selvfølgelig til nydelse og orgasmer, men hypnose giver også virkelig seje muligheder til fantasier.

Håkonsen bruger også hypnose på sin hustru, Mia Louw Håkonsen. Foto: Privat.
Håkonsen bruger også hypnose på sin hustru, Mia Louw Håkonsen. Foto: Privat.
 

- Du kan tage en fantasi og gøre den virkelig for din partner på samme måde som i en våd drøm. Jomfru igen? Sex på et eksotisk slot? Lad hende være engel (med vinger!) og gør uartige ting ved hende? Gør dig selv til en legendarisk helt eller en uovervindelig erobrer? Dominans-fantasier hvor hun kan leve sig helt ind i det, samtidig med at noget dybt i hende godt ved, at det er dig og at hun er tryg? Der er afsindigt mange muligheder for leg, udover bare orgasmer.

Overgreb
Jeg tænker, der kunne være risiko for anklager om seksuelt overgreb af kvinder, som efterfølgende har følt deres grænser overskredet - hvordan sørger du for, at det ikke sker?

- I det her arbejde er det enormt vigtigt at forventningsafstemme godt og have klare grænser. Jeg har hustru og barn, så når klienten og jeg helt automatisk knytter bånd over deres udvikling, er det meget vigtigt, at de fra start ved, at det ikke er en mulighed at bryde den professionelle grænse.

- Når først jeg har ledt en kvinde gennem fantastiske oplevelser, er det også helt afgørende, at jeg sørger for, at alle evnerne ligger hos hende, så hun frit kan opleve det med andre. Alt andet giver risiko for stalkere.

Dernæst foregår det i en professionel setting, fuldt påklædt og uden intimberøring, forklarer hypnotisøren:

- Ved anden berøring, som f. eks. en betryggende hånd på skuldrene, sørger jeg også for at afklare det, inden vi begynder hypnosen. Nogle af mine amerikanske kollegaer optager alle sessioner, for at de aldrig kan trues med en retssag, men jeg har endnu aldrig fortrudt bare at have tillid til mine klienter: Når jeg gør mit arbejde er udgangspunktet jo, at de er taknemmelige.

Sexnørd

Hvordan kom du ind i hypnoseuniverset?

- Jeg har været nørd hele mit liv: Når jeg er passioneret om noget, elsker jeg at dykke ned og lære alt om, hvordan man bliver god til det. Sex er sjovt nok en af de ting, og jeg har altid undret mig over, hvorfor så få andre vælger at nørde det.

- Et af mine tidlige gennembrud var et internationalt læringsmiljø, som introducerede mig for de mentale dele af sex, og hvor meget det gør for især kvinders oplevelse. Mine indsigter fra det miljø forvandlede fuldstændigt mit sexliv, og det var en åbenbaring for mig, at kvinder dybest set rummede langt vildere fantasier end mænd, samt hvor meget det gjorde, at de fik mulighed for at slippe kontrollen og overgive sig selv fuldstændigt i oplevelsen.

- De dygtigste lærere og elever i det community begyndte at lære hypnose og fik enormt meget ud af det. Jeg har brugt hele mit voksne liv i det naturvidenskabelige miljø på Københavns Universitet, og havde ingen tillid til hypnose. Jeg forstod godt rationelt, at det kom anbefalet af intelligente mennesker, der havde styr på, hvad de lavede, men det tog mig over et år rent faktisk at tage skridtet til selv at give det en chance.

- Da jeg endelig valgte at prøve live-undervisning fra verdens bedste hypnotisør, blev jeg helt blæst væk af, hvor effektivt hypnose kunne være. Jeg tog et seminar i at give kvinder nydelse og orgasme, og det var da fedt at lære, men jeg opdagede, at det kun var toppen af isbjerget, og at der var langt større potentialer i at bruge det til at booste min egen udvikling, siger Håkonson, der har studeret syv år under Mark Cunningham, der ifølge Ejnar bredt betragtes som verdens bedste hypnotisør.

Vil du prøve hypnose?

Vi søger en kvinde, der har mod på at blive hypnotiseret af Ejnar Håkonsen.

Har du problemer med at få orgasme eller vil du bare optimere dit sexliv, kan Ejnar hjælpe. Det koster normalt op imod 5000 kroner.

OBS: Du skal være klar til at blive fotograferet under hypnose-forløbet og deltage i et interview om oplevelsen. Skriv til tomasroar06@gmail.com.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen