Hjemmeside vil afsløre din utro kæreste på Tinder - der er bare et problem

En ny hjemmeside tager 30 kroner for at tjekke, om en bestemt person er på Tinder - men resultatet kan du ikke regne med

Her søgte vi efter en helt bestemt person - og på trods af, at han er på Tinder, så var han ikke på listen (Foto: AP)
Her søgte vi efter en helt bestemt person - og på trods af, at han er på Tinder, så var han ikke på listen (Foto: AP)

Hver eneste dag bliver der på verdensplan lavet 26 millioner 'matches' på dating-appen Tinder, men nu påstår en ny hjemmeside at kunne gøre det surt for utro kærester, der er inde og lure på Tinder i al hemmelighed. Det skriver det amerikanske magasin Vanity Fair, og flere danske medier har også berettet om hjemmesiden, der altså skulle kunne finde ud af, om en bestemt person er på Tinder.

Der er bare ét problem - du kan overhovedet ikke være sikker på, at det virker, eller at resultatet er til at regne med. Det viser en vilkårlig test, som Ekstra Bladet har lavet.

Hjemmesiden hedder 'Swipe Buster' og skriver, at du for fem amerikanske dollars - svarende til cirka 30 danske kroner - kan tjekke, om en bestemt person er på Tinder, samt hvornår vedkommende sidst har 'swipet'.

Fandt frem til 0 personer
Ekstra Bladet bad Swipe Buster om at søge efter seks personer, som vi på forhånd vidste havde en profil på Tinder. Vi sørgede for at give en meget nøjagtig placering på de personer, vi søgte efter. Dermed burde de udfra Swipe Busters eget udsagn være nemme nok at finde frem til, men alligevel var ikke muligt for hjemmesiden at finde frem til nogen af dem.

Magasinet Vanity Fair har også testet appen, og de har eftersigende været noget mere heldige. De skriver, at hjemmesiden er 'uregelmæssig' i store byer, men at den alligevel fandt frem til de specifikke personer, som magasinet ledte efter.

Så heldige var Ekstra Bladet altså ikke - hverken i større eller mindre danske byer.

Gør det ikke for pengene
Det vides endnu ikke, hvem der står bag Swipe Buster, men Vanity Fair har talt med manden bag, der ikke vil stå frem med sin identitet. Han forklarer, at han gerne vil sætte fokus på, hvor mange personlige data folk giver væk uden at blinke.

- Ikke nok med, at folk 'over-deler' og putter en masse information ud om sig selv, men firmaer gør heller ikke nok for at lade folk vide, at de gør det, siger han til magasinet.

- En masse mennesker vil tænkte: WHAT!', og forhåbentligt vil mange mennesker tænke sig mere om.

Åbenbart er der dog nogle mennesker, som hjemmesiden ikke kan finde.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Swipe Buster.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Sex & samliv
Seneste i Sex & samliv
Hent flere

Skærm

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere